Det er fredag eftermiddag i Statsministeriet. Chefen ringer efter beskæftigelsesministeren.

- Du Claus, siger han, vi bliver også nødt til at spare lidt i regeringen. Så jeg har tænkt på, om du ikke kunne have lyst til at gå på deltid. 20 timer om ugen måske?

Beskæftigelsesministeren ser bekymret ud. - Jamen kære statsminister, begynder han, nu har jeg jo udformet loven sådan, at du ikke kan tvinge mig på deltid. Og vi har lige købt nyt hus og lovet ungerne en dyr ferie. Så du forstår da godt, at jeg slet ikke har lyst til at gå på deltid.

- Kære Claus, vi må jo alle yde vores ofre. Jeg synes altså, du skal tænke alvorligt over mit tilbud i weekenden. Vi plejer jo at kunne tale os til rette, ikke?

- Hvad sker der, hvis jeg siger nej?

- Tja, jeg lukker måske et par ministerier. Men du må endelig ikke føle dig presset, og jeg ved jo ikke endnu, om det bliver din afdeling, jeg lukker. Men vi har jo lovet vælgerne at spare, og regeringen bliver nødt til at gå forrest med et godt eksempel.

Denne samtale er naturligvis rent opspind og helt utænkelig. Ministre er jo ikke ansat på 37 timer, og statsministeren er garanteret en flink chef.

Men forestil dig scenen flyttet til en privat arbejdsplads, måske i et område, hvor jobbene ikke hænger på træerne. Hvordan vil samtalen så blive opfattet?

Vi er ikke i tvivl. Og det er de vrede tillidsfolk, der i går holdt protestmøde imod regeringens såkaldte frihedspakke på arbejdsmarkedet, heller ikke. De ønsker ikke deres frihed pr. lov. De ønsker selv at forhandle sig til den.

For næsten uanset hvordan lovens tekst udformes, så er styrkeforholdet mellem parterne hårfint afbalanceret i de mange overenskomster. Der er givet lidt og taget lidt fra begge sider for at sikre et stabilt og dueligt arbejdsmarked.

Når regeringen nu går ind og piller i den balance - for reelt at lovgive om sølle seks procent, der er uden for deltidsrækkevidde - så er Fogh og Frederiksen ude i et risikabelt ærinde.

De store, velorganiserede arbejdspladser skal nok klare sig - med eller uden deltidslov. Men på de mange små, der findes i Danmark, og dem er der rigtig mange af, vil især de svageste lønmodtagere nemt blive gidsler. Og det kan vi ikke lide.

I den sidste ende er det altid arbejdsgiverne, der bestemmer, hvordan arbejdet skal tilrettelægges, og sådan skal det også være. Men lønmodtagerne skal også kunne regne med, at de vilkår, de nu er ansat på, holder - uden at de naturligvis kan få nogen tryghedsgaranti.

Det danske arbejdsmarked er enestående stabilt, fordi arbejdsmarkedets parter, branche for branche, har forhandlet sig frem til spillereglerne. I nogle erhverv er deltid nemt at indpasse, i andre vanskeligere. Det har parterne selv fundet ud af, og det bør respekteres.

Men vilde strejker, som der nu tales om, løser ikke det her. Det gør kun argumenter.