Det er en gammel sandhed, at efter syv fede år kommer syv magre. Men holder den stadig stik? De lærde er uenige, sådan som de næsten altid er. Det Økonomiske Råds formandskab, kaldet vismændene, er bekymret. Regeringen pumper for mange penge ud, og oppositionen vifter de offentligt ansatte om næsen med milliarder.

Det er galimatias, siger vismændene i deres nye halvårsrapport, for derved øges efterspørgslen, og manglen på arbejdskraft bliver endnu større. Og da den høje beskæftigelse med deraf følgende mangel på arbejdskraft er Danmarks største problem i dag - stadig ifølge de vise mænd - skal livremmen strammes ind, både i det offentliges husholdningsbudget og i de enkelte familiers.

Men den køber regeringen ikke. Faktisk siger statsministeren til vismændene, at de ikke forstår noget af det hele. I hvert fald har de kigget i de forkerte lærebøger!

Ifølge regeringen er der nemlig ikke brug for stramninger, for afmatningen har meldt sig. I verdensøkonomien er man afventende, og herhjemme er boligpriserne stagneret - i visse egne af landet endda for nedadgående.

For vismændene er det mindre verdensøkonomien end den hjemlige arbejdskraftmangel, der vækker bekymring. Når vore økonomiske tal, bl.a. i handlen med udlandet, ikke er så flotte som før, er det, fordi virksomhederne mangler hænder. Det gør arbejdskraften dyrere, lønningerne stiger, og det går ud over vores konkurrenceevne.

Hvem har så ret? Det er der ingen, der kan sige i dag. Men det ville klæde regeringen - med dens chef i spidsen - lidt mindre skråsikkert at slå til de pegefingre, vismænd og andre eksperter tillader sig at løfte. Det Økonomiske Råd skal, som navnet siger, netop give råd, følge den økonomiske udvikling og gennem analyser stimulere samfundsdebatten. Derfor ligner det en uartighed, når statsministeren mere end antyder, at rådets formandskab skulle have skolepengene tilbage.

Man kan indvende,

at når vismændene siger, at skattelettelserne i 2008 og 2009 bør trækkes tilbage, og at stigningen i overførselsindtægterne til knap to milliarder skal annulleres, er de ude af trit med den politiske virkelighed. Ligefrem at opfordre til, at arbejdsløsheden skal stige for at undgå lønpres og dermed en forværring af konkurrenceevnen, er naturligvis en hård nyser for politikere fra alle partier, der netop har overgået hinanden i løfter, der alle pumper penge ud. Men hvis ikke nedsatte eksperter, der betales for at sige sandheden, sådan som de ser den, skal gøre det, hvem skal så?

Ikke mindst er der grund til at lytte, når vismændene peger på en række konkrete tiltag, der kan hente mere kvalificeret arbejdskraft til landet. Eller når de peger på en så jordnær ting som lektiehjælp for dermed at hjælpe unge af udenlandsk herkomst ud på arbejdsmarkedet.

For nok har de har brug for os - men vi har også brug for dem.