Danmark har altid haft det lidt svært med sine soldater, især hvis de drog i krig.

Treårskrigens tapre landsoldat var en helt, men veteranerne fra Dybbøl havde det ikke altid nemt. Bitterheden over tilbagetoget fra Dannevirke og nederlaget den 18. april 1864 sad dybt, og soldaterne måtte ofte undgælde for politikernes svigt. Veteranerne fik en mindemedalje, og hvis de var invalide også en lirekasse. Besættelsesårenes modstandsfolk skiftevis hylder og mistænkeliggør vi.

Gennem hele mellemkrigstiden var forsvaret det store stridsemne. Den strid blev bilagt, da socialdemokrater - og nu senest De Radikale - skiftede holdning. "Aldrig mere en niende april!", hed det nu. Opbakningen til en aktivistisk udenrigspolitik er stor, og selv SF vil nu være med i et forsvarsforlig. Kun i overlevede kulturradikale kredse er Hjemmeværnet lettere komisk.

Alligevel føler mange af de udsendte, både under deres udsendelse og bagefter, at de svigtes.

Det kunne man forstå, da det var Irakkrigen, som førtes på et tvivlsomt grundlag - for nu at sige det venligt - og som kun halvdelen af Folketinget sluttede op om.

Med krigen i Afghanistan forholder det sig som bekendt anderledes. FN og Nato og et næsten enigt folketing står bag, om end der er forskellige opfattelser af, hvor balancen skal være mellem civil og militær indsats. Alligevel føler de udsendte sig svigtet.

Spørgsmålet er, hvad der kan gøres. Nogle peger på, at vi skal have en særlig flagdag, andre på en mindelund for de faldne. Senest diskuteres om ikke lønnen er for lille.

Der er ikke enkle svar. Naturligvis skal de udsendte have en betragtelig løn. De lider store afsavn og sætter liv og førlighed på spil. Ikke mindst de mange, der kommer hjem, invalideret på sjæl og krop og ofte mærket for livet, er der grund til at fokusere på. De skal have al mulig hjælp og kompenseres rigeligt, hvis deres arbejdsevne er skadet.

Som den nytiltrådte forsvarschef Tim Sloth Jørgensen forleden sagde til Information, kan "en veteran i dag være en ung mand, der for få uger siden har set sine kammerater blive sprængt i stumper og stykker af Taleban". Hvordan hjælper vi en sådan ung veteran til et tåleligt liv?

Når det kommer til stykket, er det måske ikke så meget pengene, det kommer an på. Man kan dø af at være soldat, og det ved alle, der lader sig hverve naturligvis. Det skal heller ikke være for pengenes skyld, at man melder sig.

Det vigtigste er, når det kommer til stykket, nok ikke lønnens niveau. Det er derimod respekten, og den får måske vanskeligere vilkår, hvis det rygte breder sig, at det er "for pengenes skyld", man melder sig under fanerne.

Hvordan skaber vi den respekt? Det er vanskeligt i et folk, der nok engang bar en stridshandske, men i dag mere en radikal luffe.

Håbet om større respekt må knytte sig til, at vi om få år har haft 30.000 danskere i Kosovo, Irak eller Afghanistan. Det betyder, at mange har haft en slægtning ved fronten, og at en krig selv langt fra Danmark bliver nærværende.