At en burka, der måske bæres af 50 eller 100 kvinder, i denne uge blev dansk politiks hovedemne, havde mange nok ikke troet. Men da Naser Khaders rundrejse blandt Folketingets partier sluttede med et bank på den konservative dør, mente det nye trekløver Lene Espersen, Brian Mikkelsen og Henriette Kjær, at her var manden, der kunne løfte partiet op over de bedrøvelige 10 procent af stemmerne, som i flere år har været De Konservatives stadeplads.

I håb om at kapre vælgere fra Dansk Folkeparti spillede man derfor indvandrerkortet. Mere kontrol og flere forbud, for eksempel mod burkaer.

Hvad der kom ud af denne satsning, ved vi. Ufrivilligt skabte De Konservative en ny vindersag for Dansk Folkeparti, der altid scorer, når det gælder de fremmede.

Yderligere gjorde man sig selv til grin og splittede både regering og eget parti. Ledende folk i baglandet, blandt andre den tidligere formand og minister Torben Rechendorff, undsagde partitoppen, og det samme gjorde i går uddannelses- og kirkeordfører Charlotte Dyremose.

Da Venstre også er lodret imod, måtte statsministeren forsøge sig med en feberredning. Nu søges sagen syltet indtil efter jul via et særligt burka-udvalg, der skal finde ud af, om et forbud overhovedet er lovligt. Men det har ikke gydt olie på vandene. Både problemet og udvalget er ude af proportion, mener både flere i Venstres folketingsgruppe og ledende Venstrepolitikere i Region Syddanmark med Carl Holst i spidsen. Så kort sagt er det hele endt som en farce, både for statsministeren og for Lene Espersen, der ellers ikke plejer at optræde som politiske amatører.

Men forslaget splitter også oppositionen. Helle Thorning-Schmidt, der er opvokset i Ishøj, hvilket ikke er ligegyldigt i denne forbindelse, er lige så fast i mælet som De Konservatives "Moster Skrap", hvad der har ført til udmeldelser og intern socialdemokratisk murren.

Kun De Radikale synes uden vaklen at vende sig mod forslaget - så efterhånden som enigheden breder sig mellem regeringspartierne, Dansk Folkeparti, socialdemokrater og SF om indvandrer- og retspolitikken, står De Radikale - når vi ser bort fra Enhedslisten - ene med et klassisk humanistisk standpunkt.

Ene står de også, når det gælder den økonomiske politik og reformer på arbejdsmarkedet. Man så det tydeligt, da Velfærdskommissionen, Skattekommissionen og nu senest Arbejdsmarkedskommissionen fremlagde deres rapporter og pegede på nødvendige reformer. Kun De Radikale er parate.

Ene, men stærk skulle man således tro, at partiet har godt fat i tidligere radikale vælgere og i "anstændige" borgerlige, som er forargede over, at Dansk Folkeparti får lov til at svinge taktstokken. Selv om mange borgerlige instinktivt er imod at give deres stemme til et parti, der vil gøre Helle Thorning-Schmidt til statsminister. Af samme grund vægrede De Radikale sig da også længe mod at melde ud, hvem der var partiets statsministerkandidat. Men med det stærke VKO-flertal måtte det logisk ende med den røde blok for dér at prøve den gamle radikale øvelse: at trække enhver regering mod midten.

Og på den yderste dag, når der skal tælles til 90, kan selv få mandater som bekendt få betydning. Det kan blive den radikale chance.