"I fyn er alting anderledes end i den øvrige verden, og hvem der giver sig tid til at lytte, skal nok erfare det. Bierne synger på en egen måde med en særlig fynsk klang, og når hestene vrinsker, og de røde køer brøler, må da enhver kunne høre, at det er på en helt anden måde end i det øvrige land..."

Så poetisk beskrev Carl Nielsen den fynske dialekt i "Min fynske Barndom" for 75 år siden, men nu lakker det mod enden med de farverige sproglige særpræg i de danske landsdele. Ifølge dialektforskere dør dialekterne lige så stille ud. Ikke i den totale forsvinden, men de helt anderledes ord og vendinger, som man skal være lokalkendt for at forstå, forsvinder til fordel for fællesudtryk. Tilbage bliver blot forskelle i tonelejet.

Fynsk og lollandsk har det syngende tilfælles. Flere jyske dialekter har anderledes stød på ordene, og bornholmerne har den særlige klang, som man ikke skal vove at antyde minder om svensk. Men selve ordene er blevet ensrettede, så vi alle trods forskellig melodier forstår hinanden.

Det er kun en lille generation siden, man i Danmarks Radio kunne komme ud for, at københavnerne ringede og forlangte udsendelsen tekstet, når en farverig sønderjyde var på tv. Den nugældende, brede forståelse er selvfølgelig praktisk, men det er også et fattigdomstegn, at de egnsbetingede særpræg forsvinder.

MEN MEGET værre er det, at homogeniseringen af det danske sprog givetvis er med til at nedsætte accepten af fremmede talemåder i det hele taget.

At en dialekttalende er svær at forstå, vidner jo kun om vor kulturelle rigdom. Men når en mørklødet nydansker taler med accent, er det nærmest en fornærmelse.

Vi har travlt med at rive af franskmændene: de er så blaserte, at de ikke vil tale med os, hvis ikke vi er perfekte til fransk! Andre - ordentlige folk som spaniere og italienere - bliver derimod henrykte, når vi forsøger os på deres sprog, mens englændere og amerikanere lytter uden at fortrække en mine. De er så vant til, at fremmede taler engelsk med accent, at de overhovedet ikke tænker ilde derved.

Men der er forskel på accent og dialekt.

Er danskerne ved at blive så ensrettede, at vi ikke blot selv tilpasser vort sprog til rigsmålet, men vender en kold skulder mod dem, der heltemodigt forsøger sig udi det danske?

Det er i hvert fald en sikker metode til at få dem til at holde op med at forsøge sig - og en sikker hindring for at få dem ud på arbejdsmarkedet og ind iblandt os.

Fynsk anses af mange, blandt andre af Bendt Bendtsens uvenner, for at være en smule fjantet. Et sprog, man ikke kan tage seriøst.

Men skade, hvis det og de mange andre danske dialekter dør ud. Og skade, hvis vi ikke tager de andres tungemål alvorligt.

De kommer os nemli' ve'!