Det var en klemt statsminister, der optrådte på det ugentlige pressemøde i går. Fogh var trængt, da han skulle svare på, om regeringen ville følge Skattekommissionens anbefaling og formindske boligejernes rentefradrag. Det var der en god og en dårlig grund til.

Den gode var, at han naturligvis ikke kunne melde bastant ud, før forhandlingerne overhovedet er gået i gang. Det havde oppositionen jo heller ikke gjort dagen før - hvad han med rette roste den for.

Den dårlige grund er selvskabt - i form af statsministerens løfter til boligejerne om, at de kan sove trygt om natten, afgivet så sent som dagen før kommissionen præsenterede sit forslag.

Ordet tryghed var også det eneste ord af indhold, der kom over statsministerens læber som svar på de vedholdende spørgsmål om, hvorvidt boligejerne nu også som lovet kan sove roligt. Det kan de, forsikrede statsministeren. Regeringen står fuldt og fast ved, hvad den har lovet før og efter valget.

Men han sagde ikke samtidig, at rentefradraget ikke står til forhandling. Boligejerne ved altså ikke, hvad der vil ske. Men det står fast, at går det, som kommissionen foreslår, vil en række boligejere komme til at betale mere. Den ellers så driftssikre statsminister havde således bragt sig i en usikker situation - og måtte opføre en uvant dans på glasskår ved gårsdagens pressemøde.

Måske troede regeringen, at den havde fredet boligejerne ved at skrive i kommissoriet, at Carsten Koch og co. ikke måtte beskæftige sig med ejendomsværdiskatten. Strengt taget et urimeligt krav, som det kan undre, at kommisionen accepterede. Men det gjorde den - og fandt så i stedet på at pille ved fradragsretten. Det skal den ikke høre for. Det er rimeligt at inddrage beskatningen af boligen, når en skattereform skal skæres til. Og modstanderne af kommissionens forslag skylder at fortælle, hvor de ellers vil finde de syv milliarder.

Den dystre baggrund for Skattekommissionens arbejde er som bekendt, at der på grund af befolkningsudviklingen om få år bliver en så alvorlig mangel på arbejdskraft, at skatterne enten må forhøjes drastisk - eller velfærden tilsvarende forringes.

Mankoen opstår, fordi der bliver væsentligt færre i den arbejdsdygtige alder. Derfor må alle arbejde mere - og animeres til det ved lavere skat på den sidst tjente krone.

I virkeligheden er det for lidt, kommissionen rykker med sit regnestykke. Bedst havde det været for alvor at gøre noget ved efterlønnen, sådan som Velfærdskommissionen foreslog. Eller få arbejdsmarkedets parter til at forstå, at hvis vi blot arbejder én time mere om dagen, ville problemerne være løst. Når ingen af delene sker, er det, fordi politik er det muliges kunst. Politikeren skal genvælges og vil hellere stryge vælgerne med hårene end mod.

Alting tager tid. Problemerne - og vælgerne - skal modnes, og en dag ved næste korsvej kan der så tages endnu et bette nøk.

Demokrati er ikke for de utålmodige.