DEN UHELDIGE oberstløjtnants udtalelser om torturs lovlighed - når bare det ikke opdages - og Røde Kors-generalsekretær Jørgen Poulsens kritik af Danmarks forhold til Genevekonventionerne har givet den hjemlige Irakdebat ny næring.

Tydeligvis og heller ikke uden grund er regeringen bange for, at et nyt bål kan blive antændt. Derfor har man hurtigt være ude med brandslukkerne. De Konservatives forsvarspolitiske ordfører, Helge Adam Møller, krævede således straks den åbenmundede officer afskediget. Men da forsvarschefen mener, at han alene har udtalt sig som privatmand - hvilket nu lyder som en vittighed - er han kun blevet forflyttet.

DET KAN man ikke gøre med Jørgen Poulsen. Hans kritik er også langt alvorligere. Det var ikke et oplæg til en debat om, hvor langt man kan gå i en terrorkrig - men en dybt alvorlig anklage mod regeringen og mod Folketingets flertal for at have sviget grundlæggende menneskerettighedsprincipper, både i Afghanistan og i Irak.

Anklagen fra den daglige leder af Dansk Røde Kors er opsigtsvækkende, og man kan godt forstå, at regeringen har travlt med at forsvare sig. Den nye forsvarsminister, Søren Gade, afviser sigtelserne i blide vendinger. Venstres mere garvede forsvarsordfører, Ulrik Kragh, i stærkere: Kritikken er forfejlet, blandt andet fordi Afghanistan og Irak ikke kan sammenlignes. Påstår han.

SAMME DAG som generalsekretær Jørgen Poulsen skrev sit "Jeg anklager..." i Information, skrev Venstres tidligere formand og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen i Berlingske Tidende et indlæg, som interessant nok et stykke ad vejen argumenterer på samme måde som Jørgen Poulsens.

Som Poulsen drager Uffe Ellemann en linje fra Afghanistan til Irak: "Med oprettelsen af Guantanamo-basen startede den udhuling af internationale retsregler, som førte til uhyrlighederne i Irak". Derfor er der ifølge Ellemann behov for klare forsikringer om, at USA vil respektere den internationale retsorden. At Venstres tidligere høvding næsten trygler om en sådan forsikring er bemærkelsesværdigt og bør stemme Venstres unge løver til eftertanke.

KRIGEN I IRAK er blevet kaldt den rigtige krig på det forkerte tidspunkt. I dag vil mange sige, at både tidspunktet og krigen var forkert, og at Danmark aldrig burde være gået med. Moralsk set vil de fleste være enige i, at krigen i dag er tabt.

Men nu sidder vi i saksen, og der må vi blive, selv om stadig flere af Amerikas allierede er på vej bort. Kun Bulgarien og Albanien synes lige så standhaftige som Danmark, hvilket i sig selv må siges at være tankevækkende.

Men hvor længe skal vi være til stede i Irak? Skal vi også være der, hvis FN ikke vil involvere sig? Og hvad nu, hvis der ikke bliver dannet en troværdig irakisk overgangsregering - eller hvis en sådan ikke beder de gamle besættere om at blive?

EN REALISTISK debat herom er vigtigere end en teoretisk om tortur.