OVER HELE Europa havde man i går travlt med at analysere weekendens valg. Meget naturligt var det især den lave valgdeltagelse, der samlede interessen.

Valget var historisk. 350 millioner europæer havde for første gang mulighed for samlet at stemme til et demokratisk valg. Og så benyttede mindre end halvdelen af vælgerne sig af muligheden!

MÅSKE ER det ikke så mærkeligt endda. Hvis næste folketingsvalg ikke drejede sig om, hvem der skal være statsminister - Fogh eller Lykketoft - og ikke handlede om arbejdsløshed, skatter, ventelister, vuggestuer og plejehjem, men om miljø og forbrugerbeskyttelse, hvor mange ville så stemme?

Hertil kommer, at der er langt til Bruxelles, specielt hvis man bor ved Polens østgrænse og aldrig har været i Vesteuropa. Hvis ordet union yderligere har en dårlig klang i lande, der har levet i Kremls skygge, er det vel heller ikke underligt.

Den lave valgdeltagelse skal ikke forsvares, men den kan godt forklares.

Vurderes valget i de 25 lande under ét, er det de modsat rettede tendenser, der er bemærkelsesværdige.

I Danmark gik protestbevægelserne tilbage, medens der i Sverige opstod en pendant til Junibevægelsen. Hos os gik valget til gengæld ikke nævneværdigt ud over regeringen, medens det var tilfældet i en række andre lande.

NÅR DET danske valg skiller sig ud, er det dels fordi, de danske mod-bevægelser har udspillet deres rolle, dels fordi valget i Danmark ikke var et protestvalg.

Når der nu i Sverige er opstået en "Juni-listan", der bragede ind i EU-parlamentet, er det sket i protest mod, at Sverige ikke har planlagt en folkeafstemning om den nye forfatning. I øvrigt vil listen, som er skabt af en tidligere chef for Riksbanken, ikke have Sverige ud af EU, men kæmpe imod "mere union".

Også i Frankrig, Polen, Tyskland og til dels Italien var der tale om protestvalg imod den siddende regering. Så længe EU-parlamentet ikke ses som en del af det hjemlige politiske liv, vil EU-valg og afstemninger uvægerligt blive brugt som mulighed for afklapsning af dem, der sidder på magten.

JENS PETER BONDE trøstede sig i nederlagets stund med, at ganske vist var Junibevægelsen sendt til tælling af vælgerne, men ude omkring voksede modstanden.

Det er kun delvist rigtigt, fordi billedet er meget broget. Således fik le Pens og Jörg Haiders partier i henholdsvis Frankrig og Østrig begge dårlige valg.

Men en vis fremgang fik de EU-skeptiske partier. Hvad det betyder for arbejdet i parlamentet, vides endnu ikke.

I HØJERE GRAD end i andre lande, var valget i Danmark et personvalg. Uden Poul Nyrup Rasmussen og Gitte Seeberg i spidsen havde Socialdemokrater og de konservative ikke fået så store stemmetal.

Det skal ikke beklages. Det er to dygtige politikere, der klogt forstod at spille op til hinanden. I en valgkamp, der var sober og kedelig i det omfang, den overhovedet kom i gang.

EU-valget: Protest- bevægelser gik frem i flere lande men ikke i Danmark, hvor vi heller ikke oplevede et protestvalg mod den siddende regering som i vores nabolande.