Villy Søvndal blev hyldet som en konge af sine egne, for SF vandt valget i går. Men sejren var værdiløs, for det, der skulle have været et folketingsvalg, udviklede sig i den sidste ende til en folkeafstemning for eller imod Dansk Folkeparti. Og den afstemning vandt Pia Kjærsgaard - og dermed også regeringen. Så trods egen tilbagegang sikrede Fogh sig forlænget spilletid - og indskrev sig endnu en gang i sit partis historie. Nu har han vundet ikke blot to, men tre valg i træk, og det har ingen Venstreleder nogensinde præsteret. Men om det også bliver til en fjerde sejr er mere tvivlsomt. Det vender vi tilbage til.

Til det allersidste var der mægtig spænding om, hvorvidt Fogh kunne regere videre på et rent VKO-flertal, eller om han måtte hælde sit hoved til Nordatlanten eller Naser Khader. Men med det yderste af fingerspidserne endte det med, at VKO kunne gå solo - også på grund af Bendt Bendtsens gode konservative valgresultat - og derfor lykkedes det altså hverken for oppositionen at vinde valget eller for Ny Alliance at opnå det mål, man gik til valg på. Ja, som man blev stiftet på: at minimere Dansk Folkepartis indflydelse.

Hermed blev det endnu en gang bevist, at det ikke er nok at føre politik på at kritisere og bekæmpe andre. Man må præstere noget selv, og det magtede Ny Alliance ikke.

Så selv om Naser Khader sagde, at han var glad for overhovedet at komme i Folketinget - han takkede endda sin mor - må valget ikke desto mindre være en kæmpe skuffelse for det nye parti.

Fra de høje tinder - da meningsmålingerne talte om et valg på linje med Glistrups og Erhard Jakobsens i 1973 - var Ny Alliance i valgkampens sidste dage i frit fald mod stenbroen, og på et tidspunkt truede endda spærregrænsen.

Det var bestemt ikke, hvad man havde regnet med i euforien omkring stiftelsen i maj. Men straffen faldt, da det viste sig, at Ny Alliance var et inkompetent sammenrend af kendisser med ringe eller ingen politisk erfaring. Både Poulsen fra Røde Kors og den fynske spidskandidat, Lars Kolind, havde glemt at læse partiprogrammet, inden de udtalte sig - og kom dermed til at fremstå som et par storbytosser i lighed med Fremskridtspartiets og Dansk Folkepartis landsbytosser, der heller ikke begreb, hvad det hele gik ud på.

Dertil kom, at partilederen selv, den ellers så folkekære Khader, måtte sande, at så let er politik altså heller ikke. Han var for nem for modstanderne at pille ned. Dels fordi han åbenlyst ikke var fortrolig med sit partis egne mærkesager - og dels fordi hans kendskab til statsret og reglerne for regeringsdannelse om muligt var endnu ringere. Hans mange forvirrende meldinger om dronningerunder eller ej sendte mange stemmer tilbage til den rene vare - VKO - og derfor blev Ny Alliance slet ikke så stort et parti, som mange havde troet. Og dronningerunden, som var et ulogisk og urutineret krav, fortonede sig ud i valgnatten. Spørgsmålet er nu, om Ny Alliance overhovedet kan overleve i dansk politik, eller om vælgerne har vejet partiet og fundet det for let. Om det vil visne som CD og Kristen­demokraterne, der heller ikke kom ind i går. CD, fordi partiet helt opgav at stille op, Kristendemokraterne, fordi den nye formand, Bodil Kornbek, ikke kunne skaffe stemmer nok. Det er ikke usandsynligt, for hvad bliver nu Ny Alliances rolle? Som Røde Kors-Poulsen svarede i aftes, da han blev stillet over for spørgsmålet.Det skal jeg ikke kunne sige.

Ny Alliance var altså blandt valgets store tabere, og det samme var oppositionen. Men trods sit nederlag fik den bevist, at den fra nu af udgør et reelt alternativ - hvad den ikke har gjort i årevis.

Marianne Jelveds overmodige sololøb og uenigheden partierne imellem gjorde oppositionen til et let offer for Fogh. Det er den ikke mere. Det lykkedes Helle Thorning-Schmidt at samle S og R - SF's støtte var givet på forhånd - og i løbet af valgkampen fik hun vist, at hun både er den rette formand for Socialdemokraterne, og at hun også en dag vil kunne bestride jobbet som regeringsleder. Det ved Venstre og Fogh udmærket - og derfor er det er godt gæt, at denne valgkamp var statsministerens sidste, og at han vil smutte i periodens løb. En fjerde sejr er ikke sandsynlig. Til den tid vil vælgerne se noget nyt, og Fogh vil vide at gå, før han bliver bedt derom.

Så sammenfattende kan man sige, at Helle Thorning-Schmidt ikke slog Anders Fogh, som hun ellers havde lovet. Danskerne var ikke parat til Helle. Regeringen vandt valget i går.

Men for oppositionen tegner fremtiden ikke tosset. Den viste, at den efterhånden er en sammentømret flok, som man må regne med - så på en måde vandt den egentlig også.