Det passer formentlig Dansk Folkeparti udmærket, at partiet jævnligt får hug i avisernes lederspalter. I DF's lejr betragtes medierne som en del af den kulturelite, partiet med stor fornøjelse lægger afstand til.

Dermed står DF i egen optik som talerør for folket imod de åh så bedrevidende.

Og derfor er det formentlig kun at bygge videre på DF's selvforståelse at konstatere, at med partiets nyeste kulturfelttog mod islam sætter partiet ikke kun rekord i opfindsomhed, men også bundrekord i at lefle for de vælgere, som ikke kun vil begrænse indvandringen fra muslimske lande, men som også bifalder ethvert fjendtligt skridt mod muslimer hvor som helst i verden:

Danske soldater må ikke som led i den humanitære indsats i Afghanistan være med til at genopbygge moskeer, lyder det fra DF's udenrigsordfører, Søren Espersen.

Et bredt politisk flertal, der også omfatter Dansk Folkeparti, står bag det danske militære engagement i Afghanistan. Der er også enighed om, at støtte til genopbygningen af landet er et vigtigt led i kampen mod Taliban - blandt andet fordi soldaterne dermed lettere kan vinde befolkningens tillid og velvilje.

Hvis man overfører Søren Espersens veto til situationen i den afghanske landsby, så må de danske soldater altså gerne give en hånd med i renoveringen af posthuset og rådhuset. Men de må ikke bære mursten hen til moskeen.

Hvordan mon sådan en adfærd vil blive opfattet af menigmand i et land, der har været muslimsk i århundreder? At den i hvert fald ikke fremmer sympatien for de fremmede - i dette tilfælde danske - soldater er hævet over enhver tvivl. Et moskéforbud vil gøre en i forvejen vanskelig mission endnu sværere.

Denne ellers ret afgørende side af sagen er Søren Espersen ligeglad med. Espersen vil i første omgang presse udenrigsminister Per Stig Møller (K) til specifikt at fjerne genopbygning af moskeer fra aftalen om at fordoble den civile indsats, og hvis han ikke får held med det, vil kravet blive rejst senere på året under finanslovsforhandlingerne.

Skal man yde Søren Espersen en anelse imødekommenhed, så er det rigtigt, at genopbygning af moskeer ikke skal dominere den humanitære hjælp. Skoler og infrastruktur er langt vigtigere.

Men det har heller aldrig været hensigten, at der skulle særlig fokus på ramponerede moskeer. Og ud over den antipati, som et forbud imod moské-assistance vil skabe, er det beskæmmende, at Søren Espersen ikke tør give forsvarets officerer i fjerne operationsråder spillerum til at disponere, som de finder rigtigt i situationen.

I de snart otte år med VKO-flertal er der talrige eksempler på, at regeringen har bøjet sig for besynderlige krav fra Dansk Folkeparti.

Derfor er det ligefrem spændende, hvor store indrømmelser Søren Espersen i dette tilfælde kan presse ud af regeringen.

En eller anden luns kød skal Dansk Folkeparti såmænd nok få.