ÉN SVALE gør ingen sommer, heller ikke en konservativ - og da slet ikke en enkelt meningsmåling. De Konservative skal derfor ikke glæde sig for tidligt over den Vilstrup-måling, som Politiken offentliggjorde i går. Den fortalte, at partiet ved et valg nu og her vil vinde hele syv mandater. Dermed ville De Konservative omsider have lagt de sidste mange års vælgermæssige stagnation bag sig og nærme sig den storhed, som de havde under Poul Schlüter.

DET LIGGER på den flade hånd at tilskrive den bemærkelsesværdige fremgang den kendsgerning, at "Connie er tilbage på gården", som Bendt Bendtsen kom til at sige. Det er da også den almindelige mening på Borgen, selv om ordfører Pia Christmas-Møller ikke er meget for at give den fortabte, men nu hjemvendte datter hele æren. Også skattelempelserne, som ifølge Christmas-Møller er et konservativt patent, har spillet ind.

Der er dog ikke tvivl om, at den moderate og midtsøgende Connie Hedegaard har fået mange vælgere til at søge tilbage til den konservative fold. Og det er heller ikke svært at se, hvor de er kommet fra. De Radikale har i samme måling mistet fire mandater, og selv om partiet fortsat er større end ved sidste valg, er det nok frafaldne konservative stemmer, der fandt, at deres parti var kommet for langt til højre, der nu vender hjem.

DEN KONSERVATIVE fremgang må naturligvis glæde partiets top - men den bør også give stof til eftertanke.

Ganske vist erklærede Bendt Bendtsen ved det radikale nytårsstævne kort efter regeringens tiltrædelse, at hans parti ville være dens "sociale vagthund." Men snarere har De Konservative markeret sig ved at søge at overhale Venstre højre om. Det blev stadigt mere vanskeligt at se forskellen på det liberale samfundssyn, der er Venstres bannermærke, og det social-konservative syn, der forventes at bære en moderne konservatisme.

Bedre blev det ikke af, at kulturministeren ved sin tone og politik uvægerligt måtte udfordre det borgerlige frisind og udsyn, der siden John Christmas Møller altid har kendetegnet betydelige kredse i partiet. Den politik står også Per Stig Møller før, men mulighed for at udmønte den har han ikke haft.

ALLEREDE den overstrømmende modtagelse, som Connie Hedegaard fik, da hun genindtrådte på den politiske scene, måtte gøre hende betænkelig. "Nu kan jeg næsten kun skuffe" sagde hun. Og skønt den radikale Morten Helveg Petersen indrømmer, at De Konservative har hugget nogle radikale vælgere med den nye, grønne miljøprofil, mener han nok, at det kun er rygterne om den, der har forårsaget skredet. Connie Hedegaard har nemlig intet foretaget sig endnu - og sandt er det da også, at det mere er i tone end i indhold, at miljøpolitikken har undergået en forandring.

Og selv om det tit er tonen, der gør musikken - hvad regeringen i øvrigt bør erindre sig - kan en ny tone naturligvis ikke i sig selv fastholde de nyomvendte konservative vælgere.

Men Connie Hedegaard har tændt et håb, og kan hun blot i nogen måde levere den vare, der forventes af hende, kan partiet snildt gå en ny fremtid i møde.