Bush's sidste skud


Bush's sidste skud

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Sjældent har en stor international fredskonference været omgærdet med så lidt optimisme som den mellemøstlige fredskonference, der begynder i den amerikanske by Annapolis i dag. En konference, der er noget nær værten, præsident George W. Bush's sidste skud i bøssen, hvis han skal gå over i historien som den, der stiftede fred mellem Israel og palæstinenserne og dermed lagde en afgørende brik til fred i Mellemøsten.

Som sin forgænger, Bill Clinton, har han ambitionen, og det samme har hans udenrigsminister. Condoleezza Rice har i de sidste uger rejst Mellemøsten tynd for at sikre i det mindste deltagelse fra de afgørende parter. Det har holdt hårdt.

40 lande har meldt deres deltagelse, deriblandt Danmark, men ville Saudi-Arabien, Syrien og Iran komme? De kommer. Den arabiske Liga er for en sjælden gangs skyld blevet enige, og medlemslandene sender deres udenrigsministre. Det er en kraftig støtte til palæstinensernes trængte leder, Mahmoud Abbas, og et tilsvarende nederlag for Syrien, Hizbollah og Hamas. De støttes alle af Iran, der er inderligt imod konferencen.

Når de arabiske landes deltagelse er vigtig, er det, fordi de afgørende parter i det indviklede mellemøstlige spil i dag kun til dels er Israel og Det palæstinensiske Selvstyre. Det er Iran og Syrien og Saudi-Arabien, og hvem de allierer sig med i Selvstyret og i Libanon, der sidder med nøglen. Kan konferencen være med til at vriste Syrien ud af den forsvarspagt, det har med Iran, er meget vundet.

Konferencens vært, George W. Bush, og de to stridende parters formelle ledere, Mahmoud Abbas, og Ehud Olmert, står alle svagt.

Sikre forlydender vil vide, at Bush's vicepræsident, Dick Cheney, og en fløj i regeringen slet ikke synes, der skulle være indkaldt til en konference. Mahmoud Abbas har knap nok noget land at regere over efter Hamas' sejr og tabet af Gaza, og Olmert må notere , at en israelsk premierminister næppe nogen sinde har stået så svagt som han.

Hvad skal der så komme ud af det hele? Risikoen for, at det kun bliver til et håndtryk for åben skærm, er unægtelig til stede. Men netop fordi forventningerne er så små, kan fredsprocessen måske alligevel komme et lille skridt videre. I den arabiske verdens deltagelse og dermed tydelige afstandtagen fra Iran ligger et håb.

Men hvad er løfter fra så svage ledere som Olmert og Abbas værd? Hvad har de magt til at gennemføre? Med god grund kan man frygte, at før israelerne samles om en leder, der har større troværdighed end Olmert, og før Hamas tages alvorligt som forhandlingspartner, rykkes der ikke ret meget.

Det tragiske er, at der både blandt palæstinenserne og israelerne er et stort flertal, der er parat til at bytte land for fred eller rettere: Sikkerhed.

Men hvilken palæstinensisk leder kan garantere Israel den sikkerhed i hverdagen, som er alfa og omega for dem? Og hvem kan sikre, at palæstinenserne får det land, israelerne erobrede fra dem?

Ord og håndtryk gør det ikke.

Bush's sidste skud

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce