Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Brug for muskler


Brug for muskler

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

INGEN ER vist i tvivl om, at skal der skabes fred i Mellemøsten, sker det kun ved USA's mellemkomst. Ingen andre og slet ikke EU er i stand til samtidig at lokke palæstinenserne og presse israelerne.

Men vil USA?

P.t. ser det ud til, at USA vil. Præsident Bush har efter Irak-krigen lagt megen personlig prestige i den såkaldte fredskøreplan, det nye navn for den ikke-eksisterende fredsproces.

BUSH'S møde i Akaba med Ariel Sharon og Mahmoud Abbas, den håndplukkede palæstinensiske regeringsleder, blev optakten til våbenhvilen, som nu flere af de væbnede palæstinensiske grupper har tilsluttet sig.

Den skal vare i tre måneder, og man må formode, at det ikke er meningen, at terrorhandlingerne skal genoptages efter udløbet af den tidsfrist.

Den tror israelerne bare ikke på. Og de har en pointe, når de påpeger, at Hamas og de andre, som står bag terrorhandlinger mod israelere, fortsat vil være fuldt kampklare, medmindre de afvæbnes.

Det skal de også ifølge fredskøreplanen. Men hvordan mon det skal ske? Abbas har gjort det klart, at han hverken kan eller vil indlede en borgerkrig mod Hamas med flere.

SHARON skal på sin side nedlægge "ulovlige" bosættelser, hvormed menes bosættelser, der ikke er sanktioneret af den israelske regering. Op mod 200.000 har de seneste 10 år slået sig ned på Vestbredden.

Det ligner grangiveligt en godkendelse af alle de bosættelser, som i tidens løb i strid med international lovgivning er oprettet på arabisk territorium. Hvordan mon palæstinenserne ser på den sag?

Man kan også spørge sig, hvordan Sharon-regeringen egentlig har det med fredskøreplanens visioner om en palæstinensisk statsdannelse. Den siger ja, men viser det modsatte i sin fortsatte fremfærd mod palæstinenserne.

MEN et fredsinitiativ er bedre end blot at lade voldsspiralen fortsætte. De to parter har så rigeligt bevist, at de hverken har evnen eller viljen til selv at løse problemerne.

Og vilje skal der til. Politisk vilje. Den er tilsyneladende til stede i Washington. Men hvor længe?

Til efteråret er der kun et år til præsidentvalget 2004, som George Bush vældig gerne vil vinde. Det betyder, at han ikke får råd til at lægge sig ud med de stærke vælgergrupper - ikke blot jødiske - som skal sikre hans genvalg.

Det er grupper, der ser Ariel Sharon som USA's allierede i kampen mod terrorismen, og som overhovedet ikke vil bryde sig om at se Israel presset på for eksempel sin økonomi.

USA bidrager årligt med omkring 25 milliarder kroner til Israels militær, hvortil kommer andre former for bistand. Det er et formidabelt pressionsmiddel for en amerikansk regering over for en modstræbende partner.

MEN tør George Bush bruge sine muskler, inden hans politiske råderum indsnævres? Tvivlen nager. Når det drejer sig om denne konflikt, har optimismen ringe kår.



Mellemøsten: Kun USA kan presse en fredsløsning igennem, men tør Bush bruge musklerne?

Brug for muskler

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.