Der var ikke meget nyt under solen, da det nyvalgte Folketing trådte sammen for at lytte til statsministeren i går. Men hvad skulle manden også sige? Hans åbningstale var, i grove træk, en uddybende gennemgang af det regeringsgrundlag, som allerede er blevet pænt modtaget - hvad talen da også blev. Det brede samarbejde, som statsministeren har besluttet sig for efter seks år med et mere sikkert flertal, er øreguf for midterpartierne - og for den sags skyld også for Socialdemokraterne, der ganske vist skal udgøre en kritisk opposition, men som ikke kan henslæbe en fuld valgperiode udelukkende med gold kritik. Man må, hvis man vil bevise egnethed til en dag atter at overtage regeringsmagten, søge indflydelse og præge dansk politik på ansvarlig vis.

Efterhånden har Fogh talt om det brede samarbejde så tit, at der er grund til at tro, at han også mener det.

Kan det undgås, vil han næppe udskrive endnu et valg i utide, men satse på at sidde perioden ud - eller noget, der ligner. Måske ikke med sig selv for bordenden. Med den nylige regeringsrokade står det klart, at den nyudnævnte finansminister, Lars Løkke Rasmussen, er Venstres næste leder, og ingen skal blive overrasket, hvis Fogh på et tidspunkt træder tilbage og overlader stolen til Løkke for på den måde at skabe ham en platform. Og sig selv et godt Europa-job - hvilket vil blive ulige nemmere, hvis EU-forbeholdene er væk, hvad statsministeren jo lagde op til igen i går.

Det er spået, at regeringen Fogh III kun vil få en kort levetid, fordi den bygger på et skrøbeligt flertal, og fordi dens sejlads derfor vil blive for svær. Men er det nu også rigtigt? Ikke nødvendigvis. For hvorfra skulle truslen komme?

Ganske vist truer Pia Kjærsgaard med at rotte sig sammen med Socialdemokraterne og skabe et flertal uden om regeringen for mere i løn til de offentligt ansatte - men den alliance bliver der næppe noget af. Manøvren er snarere ment som et signal til Fogh, der må foretage sig et eller andet. Når det kommer til stykket, har Dansk Folkeparti nemlig ingen interesse i at underminere regeringen, endsige forårsage dens fald. For skifter magten, har Pia intetsteds at gå hen, og dermed vil DF's betragtelige indflydelse være væk.

Fogh kan derfor - i ny lyseblå udgave - tillade sig udfordre Pia Kjærsgaard langt stærkere, end hun bryder sig om. Hvis han virkelig vil det brede samarbejde, lader det sig også gøre. Og hvis de andre vil, kan de også komme på banen. De Radikale, hvis leder presses indefra, Ny Alliance, naturligvis, og Socialdemokraterne. Ja, selv SF, der jo med mandatfordoblingen var valgets store vinder, men som må spørge sig selv, hvad gevinsten nu skal bruges til. Benhård opposition fra dag ét, som Villy Søvndal varslede på valgnatten - eller indflydelse? Bare lidt?

Søvndal må en tur i tænkeboks. Ellers risikerer han, som det så rammende er udtrykt, at kanonsejren blot var et éngangsknald - og at skibet sejler videre uden ham. Fogh står slet ikke så usikkert ved roret, som spåmændene tror.