LEDER
TERROREN synes at være blevet en del af verdensordenen -nu også med danske ofre. Senest på ferieøen Bali, hvor næsten 200 mistede livet ved weekendens bombeattentat.

Terroren er blandt civilisationens største trusler, for som fjende er den både usynlig og uforudsigelig. Man kan, med få undtagelser, aldrig gardere sig mod den. Hvem skulle for eksempel, for nu også at kaste blikket andre steder hen, kunne forudsige bomben i Helsingfors eller snigskytten i USA? Mod gale mennesker, hvad enten de er medlem af en organisation eller handler på egen hånd, kæmper civilisationen som regel forgæves.

I SKRIVENDE stund har ingen påtaget sig ansvaret for tragedien på Bali, men såvel den australske premierminister som flere vestlige ledere tror, at muslimske terrororganisationer fra al-Quedas netværk står bag - og at gerningsmændene derfor skal søges i samme kredse, som forårsagede myrderierne på Manhattan.



KORRESPONDENTER har noteret sig, at Bali-attentatet indtraf et år, en måned, en dag og en time efter den 11. september. Det kan være et tilfælde. Men en kendsgerning er det, at angrebet kom umiddelbart efter, at præsident Bush fik sin hjemlige opbakning til at føre krig mod Irak - en sag, han i øvrigt nu i forhold til den øvrige verden vil få lettere ved at komme igennem med -og at bomberne sprang i en ikke-muslimsk del af det ellers muslimsk dominerede indonesiske ørige. Ofrene var fortrinsvis vestlige turister - Vesten er jo fjenden - og angrebet var både ondskabsfuldt og spektakulært. Alt sammen i al-Quedas feje ånd.



SIGNALET fra Bali var - hvad enten det nu var afsendt af al-Queda eller ej - at terroren kan ramme, hvor man mindst venter det. Ingen, heller ikke herhjemme, skal vide sig sikre.

Men hvordan skal man da bekæmpe terrorismen? Mod galningen i Helsingfors, der af politiet tillægges personlige motiver frem for politiske, findes intet modtræk. Med den politisk bestemte terror forholder det sig anderledes.

MATURLIGVIS skal alt sættes ind på at finde og dømme de skyldige. Men hævn og gengældelse gør det ikke. De rige lande må indse, at de er en torn i øjet på de knap så rige, og at de derfor må afsætte betydelige ressourcer til at afskaffe fattigdommen i resten af verden. Ikke blot ved nogle pengeposer, der ofte havner i de forkerte lommer, men gennem en aktiv indsats for politiske og demokratiske reformer. For åbne markeder, der tillader de mindrebemidlede lande at handle med Vesten - og for fredsaftaler, der af alle parter opfattes som retfærdige. Ikke mindst i Mellemøsten, for her står terrorismens vugge.



FOR VARIG FRED i Mellemøsten hviler der et tungt politisk ansvar på USA, men også på Europa -og dermed på det danske EU-formandskab. Og det haster, hvis terroren skal stoppes og flere tragedier undgås.