DET LYDER godt, og det er også muligt, det kan blive det - socialminister Henriette Kjærs nye planer for at redde børn fra problemfamilier.

Socialministeren mener, at børnene skal anbringes uden for hjemmet langt tidligere end nu. Tanken er ikke ny. Når de sociale myndigheder er nødt til at gribe ind og anbringe et barn i fremmed pleje, sker det næsten altid senere, end godt er. Ikke nødvendigvis for sent, men i mange tilfælde kan man se, at barnet ville have fået en mindre problematisk tilværelse, hvis det var blevet fjernet fra sit hjem betydeligt tidligere.

I DAG er det typisk store børn, ofte mellem 15 og 17 år, der bliver fjernet fra hjemmet, og socialministeren har givetvis ret i, at når man er blevet omsorgssvigtet det meste af sin barndom, er det meget svært at rette op på, når barnet er næsten voksent. Så kan man se, at det skulle have været anbragt i god og rolig pleje mange år før - men ingen greb ind, før det halvvoksne barn blev til et problem, der var for stort for familien at håndtere.

Socialministeren mener, at hele anbringelsessystemet har spillet fallit og vil allerede fra efteråret søge at få sin reform igennem Folketinget. Hun peger på flere områder, hvor det er vigtigt at sætte ind. Først og fremmest tidlig anbringelse - men det er nok her, de sociale myndigheder render ind i de største vanskeligheder. Det er lettere sagt end gjort at få opfanget børnene fra risikofamilier, ligegyldigt hvor opmærksomme sundhedsplejersker, børnehaver, skoler og naboer er.

DERIMOD er der gode perspektiver i planerne om en obligatorisk familierådslagning, hvor familie og nære venner skal være med til at drøfte problemet, og hvor det om muligt er slægtninge, der tager sig af det barn, der skal i pleje. Familien vil ofte være klar over det, hvis der for eksempel er alkohol- eller misbrugsproblemer, mens det måske er mere tvivlsomt, om et forældrepar vil bryde sig om at inddrage venneskaren i en løsning. Det er altid smerteligt at skulle erkende, at man ikke kan klare sig eget barns trivsel og opdragelse. Men fra Sverige er der gode erfaringer med slægtsanbringelse. Børn, der er anbragt hos andre familiemedlemmer, har mere kontakt med de biologiske forældre, og plejeforholdet er mere stabilt. Det er ikke bare et nederlag for plejefamilien, men i allerhøjeste grad også for barnet, hvis et plejeforhold bryder sammen.



HENRIETTE Kjær peger desuden på behovet for en mere tværfaglig indsats i kommunerne - og for indførelse af såkaldte familiekontrakter, som forpligter forældre med misbrugsproblemer til at holde sig på måtten, hvis de vil beholde et udsat barn.

Socialcheferne afviser ikke oplægget, men nogle af dem frygter, at der vil komme alt for stive regler fra ministeriet. De har ret i, at meget af ministerens oplæg er gammelkendte tanker, men der er ingen grund til at skyde hele planen ned, før den bliver lagt frem for Folketinget. Henriette Kjærs initiativ bør have en chance.