SØD OG RAR, men der sker ikke rigtig noget.

Sådan omtrent lød tidligere fødevareminister Ritt Bjerregaards dom over embedets nuværende indehaver, Mariann Fischer Boel.

De ord må Ritt Bjerrregaard moderere efter Fischer Boels ihærdige indsats for at bedre slagtedyrenes velfærd på deres sidste rejse. Ganske vist var det ikke de store, øjeblikkelige resultater, hun fik ud af det møde for EUs fødevareministre, hvor hun havde sat dyretransport på dagsordenen - men man skal ikke underkende, at hun har gjort sit for med tiden at få ændret forholdene.

DET VAR oplagt for Mariann Fischer Boel at gribe chancen for at få gennemført fælles og betydeligt mere humane regler for dyretransport, nu Danmark har formandskabet i EU. Hun plæderede for nedsat transporttid for slagtedyr, idet de 24 timer, EU-reglerne har godkendt som maksimum, er helt hen i vejret. Mariann Fischer Boel har foreslået højst otte timer, hvilket er noget mere humant, men seks af de 15 EU-lande blokerede for strammere, fælles regler.



UMIDDELBART et sølle resultat, men fødevareministeren har alligevel ret, når hun anfører, at mødet var berettiget. For det første bliver der strammere kontrol med behandlingen af dyrene, mens de transporteres, og for det andet - og nok så vigtigt - er der sat en proces i gang, som giver håb om, at også landene syd for Alperne med tiden kan få et noget mere humant syn på dyr.

Det pres fra forbrugerne, som har været medvirkende til, at vi i Danmark og mange andre nordeuropæiske lande ikke vil finde os i, at dyr påføres lidelser under henvisning til, at det koster penge at tage hensyn til dem, kan også komme til at brede sig til de lande, hvor man frejdigt dyrker hanekampe og tyrefægtning og - skønt det er ulovligt - hundeslagsmål.

EN ÆNDRETholdning i disse lande gennemføres ikke på de seks måneder, Danmark har formandskabet i EU. Det vil tage år, måske årtier, men begyndelsen er gjort - og processen bør ende med, at der kommer så skrappe, fælles regler for dyretransporter, at det i realiteten bedre kan betale sig at slagte dyrene på nærmeste slagteri og videresende det forarbejdede kød.

Det kan ikke undre, at det især var Spanien, Portugal og Irland, der spændte ben for fælles, stramme regler. Deres grunde er dog vidt forskellige. Fra Irland er der en lang og besværlig transport - hvortil der kun er at bemærke, at så må irerne se at få slagtet deres dyr på stedet, inden de eksporterer dem.

I SPANIEN og Portugal og i nogen grad i Italien er situationen straks mere beskæmmende. I disse landes landbrug er der simpelthen ikke nogen større forståelse for, at dyr ikke blot er produktionsenheder, som det gælder om at få mest muligt ud af. Men selv dér kan det pres fra forbrugerside, som er på vej, hjælpe et mere humant syn på dyr på vej.

Grunden er lagt - og EU-mødet var ikke kun fiasko.