Man kommer uvilkårligt til at tænke på Poul Nyrup - Danmarks ellers ikke uefne statsminister fra 1993 til 2001, der nægtede at se sandheden i øjnene, da hans tid var forbi. I stedet rejste han land og rige rundt med sin lille lommebog for at tale politik og comeback med kammeraterne, indtil han blev væltet af sine egne, og Mogens Lykketoft overtog formandskabet. Var Nyrup gået på valgnatten eller kort efter, havde han fået en mere respektfuld sortie. Nu blev han nærmest til grin.

Samme manøvre er Kristendemokraternes formand, Bodil Kornbek, nu ude i. Mens Fogh og Bendtsen forhandler regeringsgrundlag inde på Christiansborg, er Kornbek på rundrejse ude i landet for at diskutere partiets fremtid med medlemmerne.

Forleden var hun nået til Aulum i det Vestjylland, der altid har været Kristendemokraternes sikreste bastion, lige siden partiet blev stiftet i protest mod den frie abort og pornofrigivelsen. Her fik hun at vide, at hun burde tage sit gode tøj og gå - men det lykkedes partilederen at ride stormen af, og ifølge Ritzau endte mødet i stort set ingenting. Det sluttede med, at man vil bruge resten af året til at "evaluere valgkampen og finde ud af, hvad der kan gøres bedre".

Man må nok sige, at der en hel del, som både Bodil Kornbek og Kri­stendemokraterne kan gøre bedre. Med Ny Alliances tilsynekomst blev der trængsel på midten, og da Bodil Kornbek pludselig opgav sit partis gamle mærkesag, abortmodstanden, var spørgsmålet, hvad Kristendemokraterne havde af varer på hylderne, som ikke også fandtes hos de andre.

Dertil kom, at Bodil Kornbek tidligt i forløbet besluttede at pege på Helle Thorning-Schmidt som statsminister - vel vidende, at skønt KD før har støttet og endda selv deltaget i regeringer fra begge sider af salen, er det overvejende et borgerligt parti. Især da i Vestjylland, hvor mange denne gang fravalgte Kristendemokraterne, fordi Kornbek havde meldt sig ind i rød stue.

På forhånd at pege på Helle var altså et taktisk fejlgreb, og i det hele taget kan man undre sig over, at alle de partier, der påstod, at de var midterpartier, i praksis ikke var det alligevel. De Radikale, der ellers længe holdt kattelemmen åben, lukkede den igen og udelukkede Fogh - og omvendt gik Khader, omend hårdt presset, ind for den siddende statsminister og udelukkede Thorning.

Med andre ord valgte alle tre midterpartier både blok og side - og dementerede dermed selv det, de var gået til valg på: en regering af Folketingets midte, uafhængig af Dansk Folkeparti.

Hvorfor pegede ingen af de tre i øvrigt ikke på den absolutte midterløsning: en bred regering, baseret på både S og V?

Det ville da have været midterpolitik, der ville noget. Men i stedet endte valget i fiasko for dem alle tre. Størst for Bodil Kornbek, der nu må rejse landet rundt og lege Nyrup.