CARSTEN ABILD, kultur- og undervisningsformand i amtsrådet og formand for de danske landsbyers sammenslutning, er en mand med mange ideer. Nogle af dem er ikke så tossede. Som nu den, Abild og Søndersø-borgmesteren Erik Hansen i fællesskab lancerede i avisen i går: Lad de 400 millioner kroner, som de danske bilister ventes at lægge i fartbøder næste år, gå til mere sikre skoleveje.

OM DET virkelige motiv for de såkaldte fotofælder, som blandt andre Odenses bilister længe har måttet finde sig i, og som nu snart vil optræde over hele landet, kan man tænke, hvad man vil.

Deres tilhængere vil mene, at de er indført i den ædleste mening - for at holde farten nede - mens modstanderne vil hævde, at fotofælderne kun har ét formål: at skaffe penge hjem til statskassen. Normalt lovlydige bilister, der er blevet trynet for at køre 54 kilometer i timen, hvor man kun må køre 50, vil hælde til sidstnævnte synspunkt.



IFØLGE vor justitsminister, Lene Espersen, ville det lykkeligste være, om staten slet ingen bødepenge fik, fordi alle kørte efter reglerne. Det lyder jo fromt - idet man så kan spørge, hvorfor den forventede indtægt monstro er opført på finansloven, og idet man ligeledes kan spørge, hvorfor Odenses politikere for et par år siden gav embedsmændene på kommunens p-kontor ordre til at skaffe nogle flere kroner til byens budget.

I sin tid, da Odense indførte den betalte cityparkering, lød argumentet, at det skam ikke var for at tjene penge, men kun for at sikre, at bymidtens gæster altid kunne finde en ledig p-plads. Det var, afslørede takstforhøjelsen, usandt. I dag tjener Odense Kommune årligt syv millioner kroner på den betalte parkering -penge, der ikke er reserveret noget bestemt, men som glider lige ind i husholdningen.



DET SAMME gør bødepengene til staten, med mindre man da følger forslaget fra de to nordfynske politikere. Det ville klæde Christiansborg, om man gjorde det - ligesom det ville klæde Odense, om man vedtog en principbeslutning om, at de syv millioner årlige p-kroner gik til et godt trafikprojekt, som der ellers ikke ville være råd til. For eksempel til den omstridte tunnel under Sdr. Boulevard, som politikerne var ukloge nok til at love, men som de nu i sparefeberen har pillet af plakaten igen. Eller til sikring af skoleveje andre steder i byen, hvor der utvivlsomt er lignende problemer, men hvor der ikke råbes så højt og velformuleret som fra Hunderupkvarteret.



DER ER INGEN, der elsker at betale for at parkere, og der er ingen, der elsker en fartbøde for en måske bagatelagtig forseelse, der tilmed kan være begået under omstændigheder, hvor det af hensyn til trafiksikkerheden ville have været farligt at lade være - og der er slet ingen, der elsker tanken om, at finansministeren gnider sig i hænderne, hver gang det sker.



Men hvis pengene gik til et fornuftigt, øremærket formål, som Abild og Hansen foreslår, ville vi nok betale med lidt større glæde.