Det var Store bankdag i går. Finansrådet, som er de danske bankers brancheforening, holdt årsmøde, og Danske Banks førstemand, Peter Straarup, afløste Nordeas chef, Peter Schütze, som formand. Heri var intet mærkeligt.

Men mødet var anderledes, fordi det var det første, efter at den finansielle krise for alvor skyllede ind over vore kyster.

Havde bankerne så lært noget af krisen? Ikke rigtigt! Da bunden gik ud af markedet - og selv de største bankers pengeskabe - måtte staten træde til. Med to usædvanlige hjælpeaktioner i form af Bankpakke 1 og Bankpakke 2 kastede samtlige partier minus Enhedslisten redningsbælter ud til de druknende. Det var nødvendigt for at redde bankerne og dermed samfundet.

De mange milliarder, som staten kom med, var skatteydernes - hvor skulle de ellers komme fra? - og ganske naturligt rejste det spørgsmålet, om ikke fælleskabet i form af staten skulle sikre sig indflydelse.

Det fik staten også. Det var ikke let for Lene Espersen som nyslået konservativ formand og erhvervsminister at lade staten gå ind som medejer. Men der var ingen vej udenom. I al stilhed er staten i dag derfor aktionær i 64 pengeinstitutter.

Man skulle tro, at det havde ført til en vis ydmyg attitude blandt bankernes chefer. Men det er ikke en holdning, man kan sige har været påfaldende.

Det er ellers indlysende, at danske bankdirektører ikke kan klare frisag ved at hævde, at krisen kom udefra. Det er muligt, at det ikke var nemt at se den tegne sig i horisonten. Men det er ikke undskyldning nok for den letsindige kreditpolitik, der førte til alt for store udlån, blandt andet til engagementer i tvivlsomme byggesager, med milliardtab til følge. Også kontante belønninger til visse medarbejdere gennem urimelige bonusordninger har med god grund skabt forargelse.

Så meget mere må det beklages, at de tilløb til en etisk diskussion, som tegnede sig, er smuldret.

Når Helle Thorning-Schmidt i går i en kronik i Berlingske Tidende hævdede, at bankernes arrogance fortsætter, som overskriften lød, har hun derfor en pointe. Det har hun også, når hun mener, at det ville klæde bankerne at udvise lidt mere ydmyghed over for de skatteydere, som har reddet dem.

Men erhvervsminister Lene Espersen har også i hvert fald delvis ret, når hun svarer, at Socialdemokraternes leder slår en åben dør ind. Lene Espersens tale på Finansrådets møde i går viser, at hun godt er klar over, at bankerne skal holdes i kort snor. De skal tvinges til at spare mere op til dårlige tider gennem et højere kapitalkrav, sagde hun. Kunderne skal sikres en ordentlig rådgivning, og direktionerne skal i højere grad ses over skuldrene.

Derfor får Finanstilsynet nu friere tøjler og kan ligefrem tvangsfjerne direktioner, der ikke lever op til kravene.

Det er en rimelig reaktion fra samfundets side. Men hvorfor har det varet så længe med at føre disse naturlige krav ud i livet?

Har Politikens kyndige erhvervskommentator, Niels Lunde, ret, når han mener, at tempoet er trukket ud af arbejdet, stimuleret af bankernes lobbyister, som fortæller politikerne, at mere regulering risikerer at sætte økonomien i stå?

Det er dagens ubehagelige spørgsmål, som Store bankdag ikke gav svar på.