Der er kommet en alvorlig kurre på tråden mellem Europa og USA.

Lykkes det ikke udenrigsminister Per Stig Møller under sit ophold i disse dage i Washington på EUs vegne at skabe et forlig, ser det sort ud for FNs fredsbevarende styrker rundt om i verden og dermed for freden og sikkerheden mange steder.



Stridens kærne er oprettelsen af den internationale krigsforbryderdomstol, der i mandags efter årtiers drøftelser formelt blev etableret. 74 lande har ratificeret traktaten, herunder alle landene i EU. Men USA er imod. Amerikanerne mener, at de som "verdens politibetjent" i forvejen bærer de største byrder og vil ikke acceptere, at amerikanske soldater kan skal stilles for en domstol.

Dybest set handler det om den nye verdensorden, som præsident Georg W. Bushs far i sin præsidenttid var talsmand for.

Gennem internationale regler og institutioner ville man forhindre, at der i ly af nationale grænser kunne ske overtrædelser af menneskerettighederne.Det kan derfor undre, at det er præsident Bush jun., der nu bruger sit veto i FNs sikkerhedsråd. I første række lægges der en bombe under en mindre del af den fredsbevarende indsats i Bosnien, men må FNs politistyrker trækkes tilbage herfra, bringes FNs fredsbevarende indsats overalt i fare.

Den amerikanske mistænkeliggørelse af den internationale krigsforbryderdomstol er usaglig og dets trusler uacceptable. En supermagt kan ikke påkalde sig særrettigheder i en sag som denne.



Den atlantiske kriseløses forhåbenlig, når Per Stig Møller sidder ansigt til ansigt med den besindige Enoch Powel. Men den pinlige strid er kun et af mange udtryk for, at Amerika og Europa kommer længere og længere fra hinanden.

Umiddelbart efter 11. september stod Europa næsten demonstrativt bag USA. Men siden er sprækker i samarbejdet blevet stadig mere tydelige.

Det gælder synet på konsekvenserne af terror-krigen, som ikke mange i Europa mener skal føres mod Saddam Hussein på hans egen jord.



Også synet på, hvad der er fornødent i Mellemøsten, skiller vandene. Selv så tro væbnere for præsident Georg W. Bushs som Tony Blair og vores egen Anders Fogh Rasmussen kunne ikke nikke bifaldende til præsidentens sidste udspil, hvorefter palæstinenserne skulle fornægte demokratiet i dets egnet navn og ofre Yassir Arafat, medens kravene til Ariel Sharon var yderst beskedne.

Det varede da heller ikke mange dage, før den danske udenrigsminister tog sig sit nyvundne ansvar på og stillede et "supplerende" europæisk udspil i udsigt.



Europa kan ikke undvære USA, hvorimod USA på mange måder godt kan undvære Europa. Men i det lange løb kan Amerika ikke være tjent med, at broen over Atlanten nedbrydes.