Selvstyre
Danmarks Tekniske Universitet skal have en rektor, som ansættes af en bestyrelse med flertal af eksterne medlemmer, dvs. ikke-medarbejderrepræsentanter. En tilsvarende styrelsesform er indført på Danmarks Pædagogiske Universitet.

Dette er et brud med en lang tradition i universitetsverdenen for, at de ansatte selv vælger deres ledere ud af egen midte, og ændringerne bliver derfor heftigt debatteret både i og uden for universitetskredse, senest i Weekendavisen.

Det er af en vis lokal interesse at bemærke, at Syddansk Universitets rektor, Henrik Tvarnø, i Weekendavisen er citeret for en udtalelse om, at også det øverste styrende organ for dette universitet, Konsistorium, snart skal tage stilling til, om den traditionelle demokratiske ledelsesform skal ændres mere i retning af den ledelsesform, der er fremherskende i erhvervslivet samt i den største del af uddannelsessystemet i øvrigt.

Henrik Tvarnø har ikke meldt sit eget synspunkt i denne sag, men udtaler dog som en kommentar til den aktuelle debat, at ”selv stæreblinde rektorer kan læse skriften på væggen”.

Og skriften på væggen er, at universiteterne som ”betaling” for afgivelse af en del af selvstyret også bliver herre i eget hus, dvs. får økonomisk råderet over egne bygninger og egne arealer.

Denne mulighed må være blevet endnu mere attraktiv for universiteterne efter 1. januar i år, idet ejerskabet til egne bygninger fra dette tidspunkt er overgået fra universiteterne til staten, administreret af Statens Byggedirektorat. Universiteterne skal fremover betale husleje til ejerne af de bygninger, de benytter. Til gengæld modtager universiteterne indtægter i forhold til uddannelses- og forskningsaktiviteterne. Ordningen indføres over ti år.

Samfundsøkonomisk er det et sundt princip, at også bygningsomkostningerne skal inddrages, når man vurderer, hvad uddannelse og forskning koster. Set fra universiteternes synspunkt kan man imidlertid godt forstå, at de frygter en endnu kraftigere central styring af deres aktiviteter, når denne huslejeordning bliver fuldt effektiv.

De årlige reguleringer af uddannelsestakxametrene i forbindelse med finansloven og de øjeblikkelige økonomiske omstillingskrav i kølvandet på en ændret studentertilgang har lært universiteterne, at en eksistens baseret på en central taxameterstyring nok gør selvstyret lidt illusorisk.

Vi har på dette sted tidligere anbefalet, at der indføres ansat ledelse på universiteterne.

Mange har påpeget, at det er en nødvendig forudsætning for at gøre universiteterne mere omstillingsparate. Med de mange nye krav, der i dag stilles til universiteterne om at åbne sig mere over for omverdenen, er det rigtigt, at de overgår til den ledelsesform, som har vist sin styrke i andre dele af samfundet.

At der så desuden kunne være en økonomisk grund til at vælge en anden ledelsesform, er ingen ulempe. Men undervisningsminister Margrethe Vestager har ret, når hun siger,” at grunden til at vælge en anden ledelsesform må være, at der ligger en strategi for universitetets faglige udvikling. Tilgangen skal ikke bare være økonomi-orienteret.”