Angsten for terroren


Angsten for terroren

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

For 10 år siden var vores største bekymring, hvad der ville ske med vores computersystemer, når vi trådte ind i det nye millenium. At vi skulle blive bange for at flyve med de forkerte mennesker, bange for at gå i tivoli eller være i tvivl om, hvorvidt det er en god idé at sige, at man er dansker, når man er i udlandet, havde ikke strejfet os.

Men så kom 11. september 2001, hvor den trygge verden sank sammen i en gigantisk støvsky. Terrorens indtog i vores virkelighed fortoner sig nu ikke længere som noget, der sker langt væk i lande, der er i krig.

Terrorekspert Lars Erslev Andersen har her i avisen beskrevet terrorens indtog som den mest sørgelige historie i det sidste årti. Og passer vi ikke på, får han for alvor ret.

Med bomberne i London og Madrid er også Europa rykket ind på terrorens verdenskort, og med Jyllands-­Postens profet­tegninger er også vi kommet i søgelyset - senest anskueliggjort af nytårets attentatforsøg mod Muhammed-tegneren Kurt Westergaard. Og ikke bare terroren, men også angsten for den, er rykket helt derind, hvor vi er allermest sårbare - der, hvor vi ikke føler, vi kan beskytte dem, vi holder allermest af. Det er derfor, den rammer så hårdt.

Men tænker vi os ikke om, er det os selv, vi skal beskyttes imod.

For jo - der er en terrortrussel mod Danmark. Det er både eksperter, kommentatorer og Forsvarets Efterretningstjeneste enige om. Men indtil videre har vi i Danmark i det første tiår af terrorens æra klaret frisag.

Til gengæld er vi ikke sluppet for utallige onde drømme og uendelige timers ventetid, når vi tjekker hinanden, inden vi bliver lukket ind til koncerter, fly, fodboldkampe eller andet, hvor vi er mange samlet.

Og allervigtigst er vi ikke sluppet for den angst, der får os til at mistro hinanden. Den angst, der får os til at kigge frygtsomt efter dem, der ser anderledes ud end os selv.

Passer vi ikke på, bliver det den del af terroren, der for alvor får ram på os og vores ellers så civiliserede samfund. Det bliver angsten for terroren, der får os til at give afkald på det, vi i den vestlige verden bryster os af at være i stand til at værne om i højere grad end andre. Vi risikerer at give afkald på vores frihed, vores tolerance, vores ret til at være forskellige og vores ret til at have et liv, der ikke nødvendigvis skal ligge på bånd i diverse arkiver.

Havde vi for 10 år siden fået at vide, hvor meget af vores liv der i dag bliver registreret af diverse instanser, ville vi have strejket kollektivt. I dag accepterer vi det i en fælles angst for, hvad der vil ske, hvis vi siger fra.

Selvfølgelig skal vi ikke være naive. Selvfølgelig skal vi tænke os om og tage stilling, hver gang vi støder på en ny problematik.

Men bliver vi bange for, om broen nu springer i luften, når vi kører over den, eller om tivoliet ender i for stort et fyrværkeri, når vores børn sidder i karrusellerne, kan vi lige så godt give op. Så har vi overladt al magt til de onde kræfter.

Lad os være et realistisk, åbent og nysgerrigt folk, der ikke holdes nede af angst, men i stedet finder kræfter i fællesskabets muligheder.

Angsten for terroren

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce