Republikanernes kandidat til præsidentvalget i USA ser ud til at blive den 71-årige John McCain, og det er interessant af flere grunde.

En af dem er naturligvis, at en pensionsmoden politiker er i stand til at slå langt yngre og mere veltalende aspiranter til embedet i Det Hvide Hus.

En anden er McCains chancer for at vinde et valg, hvis Demokraternes kandidat bliver Hillary Clinton.

Efter supertirsdagens valg i mere end 20 delstater ligner Hillary Clinton med sin sejr i det folkerige Californien efterhånden en vinder i sit kapløb med Barack Obama.

Men afgørelsen er endnu ikke truffet. Demokraterne har en anden praksis for fordeling af de delegerede, som i den sidste ende afgør valget af præsidentkandidater, så der venter Clinton og Obama en tredje akt efter tirsdagens mange valg.

Det er tilsyneladende den store gruppe kvindelige vælgere af latinsk - altså spansk/meksikansk - afstamning, som sikrede Hillary Clinton sejren i Californien. Plus alle de vælgere, som automatisk stemmer på den, de regner med vil vinde i den sidste ende.

Barack Obama har hidtil redet på en bølge af sympati for sit budskab om forandring. Hans voksende problem er blot, at det ikke står helt klart, hvori de lovede forandringer består.

I amerikansk presse er han blevet sammenlignet med den sympatiske Jimmy Carter, som indtog Det Hvide Hus, men manglede den erfaring og råstyrke, der skal til for at hale politiske succeser hjem.

Af samme grund har Hillary Clinton - bakket grundigt op af sin mand - med stigende voldsomhed pukket på Obamas manglende erfaring og fremhævet sine egne erfaringer som både præsidentens kone og som senator.

At Clinton-parret også har fundet det nødvendigt at spille racekortet i opgøret med den sorte Obama, viser dels, hvor trængt Hillary Clinton har følt sig, dels at hudfarve stadig spiller en rolle i amerikansk politik. Måske mere end køn.

Der er dog nok i vurderingerne af Hillary Clintons chancer for at vinde gjort for meget ud af den kendsgerning, at hun er kvinde. USA er ikke så meget anderledes end andre demokratier, der har haft kvinder som statsoverhoveder eller regeringschefer.

Hendes problem er i langt højere grad, at hun ligesom Bill Clinton i sin tid splitter vælgerne. Det kan godt være, at hendes budskaber lyder godt, men hun opfattes af mange som en benhård magtstræber og endda direkte usympatisk.

Det er typisk, at da hun op til primærvalget i den lille vigtige delstat New Hampshire - hvor hun vandt over Obama - for åben skærm lod en tåre glimte, blev det i New York Times kommenteret med, at hun næppe kunne græde sig hele vejen til nomineringen.

Vinder hun over Obama, ånder Republikanerne lettet op, for så søger de konservative vælgere over i deres lejr. Og dermed får John McCain mod alle odds chancen for at efterfølge George W. Bush.

Præsidentvalget er stadig åbent.