Jeg har alle dage været en lang, ranglet ting. Tynd, grænsende til det magre og ude af stand til at tage på, om jeg så ville.Ethvert forsøg på at forme kroppen med løb, sport, træning ... ja, fysisk aktivitet af enhver slags, resulterede aldrig i meget andet end ekstra senede ben, tyndere arme og et endnu mere hult bryst.

Først rammes man af en umiddelbar håbløshed, hvor man kigger sig i spejlet og i afmagt kaster hænderne op mod himlen og forbander, hvilken højere magt det end er, der har moret sig med at udstyre en med den krop.Men når fortvivlelsen har lagt sig, slår det pludselig en, at den samme krop, der øjensynligt nægter at lade sig piske til en adonis-form, heller ikke tager imod mere ufornuftige eksperimenter udi ekstremerne.

For samtidig med at jeg i mine sene teenage-år opdagede, at al træning prellede af på mine synlige ribben, gik det også op for mig, at den samme krop heller ikke lod sig mærke af voldsomme indtag af fed mad, slik og øl.Jeg var som en veritabel affaldkværn, der bare kunne kastes hvad som helst ned i, uden at det resulterede i stort andet end lidt hård mave dagen efter.Den slags er jo en form for trøst, da man fortæller sig selv, at man i det mindste aldrig behøver bekymre sig om at lande på den forkerte side af et BMI på 25.

Og så står jeg her foran spejlet, 29 år senere, og kan konstatere, at min kålhøgne vurdering af min krops manglende evner til at tage imod kun delvist holdt stik.Den nægter tilsyneladende stadig at lade sig påvirke nævneværdigt af motion. Jo jo, bevares, lungerne afgiver en form for blodsmag i min mund, når de arbejder på fuld kraft, men det ER jo ikke den slags, man sådan praler med. Til gengæld har den over det forgangne kvarte århundrede lært at tage imod den usunde mad og de kolde øller på en måde, jeg ikke i mine vildeste mareridt havde turdet håbe på den gang i slut-firserne.

Det er både trist og en lille smule pinligt, at min kropslige ladhed og almindelige laden stå til har skubbet mig herhen. Men jeg kan så også konstatere, at jeg med den erkendelse har fået nemt ved at overbevise mig selv om, at tiden er inde til at give det fejlslagne mo­tionsprojekt fra min ungdom nok en chance.

Når jeg i dette nummer af Gear læser om John Andersen, der har rejst jordkloden tynd og stadig, i en alder af 74 år, har blikket rettet mod de store eventyr derude, tænker jeg med min egen dejagtige krop in mente på, hvor langt jeg vil kunne slæbe mig, når jeg rammer de 74.Og når svaret er, at mit eventyr nok højst venter i et supermarked lige syd for den dansk-tyske grænse, er det sgu på tide at lægge den kropslige kurs om.

  • Af: