Jeg ved godt, det her får mig til at fremstå som en stenaldermand med sølvpapirhat på den lavhvælvede hovedskal, men jeg har i mange år haft det svært med app'er, hvis primære formål er at overvåge min sundhedsmæssige tilstand og på sigt skubbe til min helbredsmæssige bevidsthed.

Da jeg for et par år siden opdagede, at min telefon ikke bare stjal min tid gennem Instagram, Facebook og Twitter, men dælme også tillod sig at stjæle data om, hvor mange kilometer jeg sådan cirka tilbagelagde hver dag, og med hvor man- ... undskyld - FÅ skridt, det foregik med, blev jeg mere end en lille smule fortørnet over, at det her stykke umælende elektronik (ja, det var inden Siri) tillod sig at høste mine pinagtigt dovne data og kaste dem lige tilbage i ansigtet på mig.

Først handlede min forargelse primært om, at en stor californisk elektronikgigant havde besluttet, at det her da lige var noget, jeg sikkert havde lyst til at vide, OG at de oplysninger blev kastet op i den allestedsnærværende "sky", så mine data også lå på alle familiens andre computere, tablets, og hvad der ellers måtte ligge og rode af æter-sammenkoblede enheder.

Med dette in mente begyndte jeg også at svede paranoiaens sure tran ved tanken om, hvem der ellers kunne få fingre i de her data. Og så var det kun et lille, konspiratorisk hop til forestillingen om en fremtid, hvor vi fra naturens side dovne individer ville blive registreret og sendt i pigtrådsindhegnede lejre til cardio- og aktivitetsgenopdragelse.

Heldigvis er jeg udover en amokløbende forfølgelses-tankegang også velsignet med en hustru, der relativt hurtigt fik mig talt ned på jorden igen, og som hurtigt kunne pointere fordelene ved at kende sin egen (in)aktivitet. Og ja; det ER jo faktisk ganske brugbart omend nogle dage også skræmmende at få et indblik i ens potentielt totale ladhed. For jeg havde jo nok en indre, nagende fornemmelse af, at jeg brugte uforholdsmæssigt meget tid på at sidde stille på kontorstolen og tilsvarende alt for lidt med at flytte fødderne.

Det var også en lille øjenåbner i forhold til, hvor megen tid det reelt kræver at ramme de 10.000 skridt, som sundhedsmyndighederne anbefaler, man dagligt får flyttet fødderne. Det kræver den ondelyneme noget tid, men det går også hurtigt op for en, hvor stor glæde der er forbundet med at runde de magiske fem cifre og, hvor chokerende en oplevelse det er at kigge på aktivitetsregnskabet en dag som 24. december og konstatere, at en hel dags rutefart i trekantssejlads mellem sofa, køleskab og middagsbordet kun bon'er 67 skridt ind på regnskabet. Utroligt, ikke sandt?

Jeg har nu endelig lært at elske min telefons indbyggede aktivitetsrevisor, og selv om jeg stadig kæmper en daglig kamp for at få skridttælleren klemt op på de magiske 10.000, ville jeg ikke undvære den lille bid af overvågningssamfundet. Tak, Big Brother!

  • Af: