I FS var der d. 13.07 en glimrende artikel med 24 årige Emmilie Schnor Koch, som er stærkt ordblind og bestemt ikke har gode minder fra folkeskolen. Emmilie Schnor Koch´s tilfælde er desværre på ingen måde enkeltstående. Mange ældre voksne vil kunne nikke genkendende til hendes beskrivelse fra folkeskolen. De blev også negligeret på grund af ordblindhed og slet ikke taget alvorligt, når der var tale om fremtidigt erhvervsvalg og da slet ikke, hvis de skulle ”vove” at fremsige ønsker om akademisk uddannelse.

Kommunerne har i mange år, på det nærmeste, lukket både øjne og ører for ordblindhed, og det skal vi have gjort noget ved, for det har, og har haft, uhyre store personlige omkostninger for de mennesker, som slås med ordblindhed hver eneste dag.

Mange ældre voksne ordblinde tænker i dag stadigvæk med gru tilbage på deres skoletid, hvor de både blev betragtet som ”dumme”, ”dovne” og i hvert fald uegnede til en universitets uddannelse. Mobning blandt klassekammerater har også hørt til den daglige dagsorden, så der er afgjort en årsag til, at mange har haft ”ondt i maven” og haft en hel del forsømmelser. Disse ældre, ordblinde voksne, jeg refererer til, gik i skole i 60´erne, men Emmilie Schnor Koch er altså kun 24 år, og skal jeg dømme ud fra artiklen, ser det ikke ud til, der er sket en revolutionerende opfattelse i folkeskolen af, hvad ordblindhed er, og hvordan man bedst muligt, i skoleregi, hjælper ordblinde elever og deres forældre. - Ordblindhed handler ikke om forebyggelse, for er man ordblind, handler det om at afhjælpe optimalt fra start, og derfor er det også min vurdering, at samtlige børn, før skolestart, skal screenes for ordblindhed. Efterfølgende skal der naturligvis sættes ind med både IT-rygsække, undervisning i brugen heraf både hos børnene og deres forældre. Men samtidig er det tvingende nødvendigt, lærerne også er klædt på til undervisning af ordblinde børn. Det hele hænger jo sammen!

Ud fra artiklen med Emmilie Schnor Koch ser det ud til, at den unge kvinde har fundet sin rette hylde, erhvervsmæssigt, som maler, og via projekt ”Byggepladsen venter på dig” også aktuelt har et job som maler. Det er fint, hvis det er dette job, den unge kvinde har ønsket sig, men efter min mening skal ingen ordblinde i Danmark ”nøjes med” at blive tilknyttet et projekt som ”Byggepladsen venter på dig”, hvis drømmen i virkeligheden var at blive dyrlæge, men uopnåelig på grund af skolens/kommunens manglende viden og initiativ i forhold til at hjælpe ordblinde.

Af Susanne Hagelberg
Byrådskandidat Lokallisten "Nyt Odense"

  • BAGLANDET

BAGLANDET

Baglandet er Fyens Stiftstidendes læsernetværk, hvor læserne selv kan skrive holdninger, historier og meget mere fra deres hverdag direkte på Fyens.dk.

Indlæg fra Baglandet er altid og entydigt udtryk for skribentens egen holdning og er ikke læst eller redigeret af redaktionen.

Vil du gerne være en del af Baglandet? Læs mere på fyens.dk/baglandet