Log ind

For første gang: Nul stjerner til en vin

  • For første gang: Nul stjerner til en vin
    1 / 7
    Rigtig og forkert opbevaring: Flaskerne i vinkøleskabet i baggrunden får lov at udvikle sig ved en konstant temperatur på 12 grader - så fine forhold har bordeauxen i forgrunden ikke haft, og det kunne både duftes og smages.
  • For første gang: Nul stjerner til en vin
  • For første gang: Nul stjerner til en vin
  • For første gang: Nul stjerner til en vin
  • For første gang: Nul stjerner til en vin
  • For første gang: Nul stjerner til en vin
  • For første gang: Nul stjerner til en vin
    7 / 7
    Den 33 år gamle vin, købt hos Kai Uwe Jensen i Flensborg for 9,99 D-mark, havde forlængst opgivet ånden, da den endelig blev åbnet. Den smuldrede prop ses bag glasset.

Artiklen er mere end 30 dage gammel

Pudsige og glemte flasker dukkede op fra støvede kasser i vinredaktørens kælder. De sendte ham på en tur ned ad Memory Lane. Indtil han smagte på dem ...

Er jeg mon den eneste mand, som cirka på dette tidspunkt af året bliver mødt af mit livs udkårne med et ikke-diskuterbart forslag om, at der skal ryddes op?

Jeg har gennem tiden gjort mig tanker om, hvad der egentlig ligger til grund for ønsket om at få ryddet op og smidt ud. Samler som jeg er af natur, ser jeg det ikke som noget problem, at tingene hober sig lidt op i kælderen.

Så længe man kan komme rundt om bunkerne og nogenlunde kan huske, hvor rejseadaptoren til elstik eller den forlængede unbrakonøgle til stramning af bilens tagbøjler ligger.

I år førte oprydningen for første gang flere gode ting med sig. For selvom der uundgåeligt blev lutret ud i de ting, som havde samlet sig i kælderen siden samme seance sidste år, dukkede der også glemte sager op i vinkælderen. Da jeg så flaskerne i papkassen, kunne jeg godt huske, at jeg havde købt dem, men det var sørme længe siden.

De var ikke alene købt i et andet århundrede; de var købt i en anden del af mit liv, hvor jeg på mange måder var et helt andet sted, end jeg er nu.

Det kan være godt at få ryddet op og luftet ud. Også for mentalhygiejnen. Men efter et par minutters falden i staver og tanker om mit liv for 25-30 år siden, meldte spørgsmålet sig: Fører det noget godt med sig at gemme en billig bordeaux i en tredjedel af et århundrede?

Det undersøger vi i dagens test, hvor fem af de glemte flasker fra kælderen omsider lader livet.

1990 var en god årgang i Bordeaux, og den gav vine, som stadig kan drikkes med stor fornøjelse. Hvis altså de kommer fra et af de gode slotte. Men hvis nu vinen er fra en relativt anonym vingård i et af Bordeaux' mindre prestigiøse distrikter?

Lige den detalje skænkede jeg ikke en tanke, da jeg i 1992 købte en flaske Château Veyrin, årgang 1990, i SuperBrugsen på Vesterbro Torv i Aarhus. Prisen husker jeg ikke, men den har ikke været over 100 kroner. Jeg købte den på grund af etiketten.

Et par dage tidligere havde jeg i tv set et nyhedsindslag om vinene med navnet "En god årgang", som var en serie af 19 flasker med hver sin minister fra Poul Schlüters regering på etiketten. Jeg ville så meget have fat i Uffe Ellemanns vin, ikke fordi jeg brød mig om ham - på ingen måde, faktisk - men han var den eneste med x factor i Schlüters regering, og jeg øjnede muligheden for et videresalg, når flasken var blevet sjælden.

Det var godt, jeg ikke købte mig fattig i flere kasser. Det havde jeg nu heller ikke kunnet, for Uffe var selvfølgelig udsolgt. Schlüter ligeså. Og så endte det med ingen ringere end den konservative arbejdsminister Knud Kirkegaard.

Hvis jeg i dag skal finde en fornuftig begrundelse for at have købt vinen, er det, at jeg ved købet støttede Dansk Røde Kors med 10 kroner. Serien var opstået i et samarbejde mellem SuperBrugsen, Danica Vinimport i Svendborg og Amtssparekassen Fyn i forbindelse med den årlige Røde Kors Pengeyngel.

Et tvivlsomt syn

Flasken havnede i min dengang diminutive vinreol af sekskantede teglsten, og her lå den de næste par år, indtil den en dag blev proppet i en papkasse, fordi jeg havde fået bedre og dyrere vaner og havde brug for plads i vinreolen til de flasker, jeg nu satte højest. Den fik selskab af andre flasker, som også måtte flytte ud fra teglstensreolen.

Blandt andre den allerførste vin jeg selv investerede i, da jeg var 14 år: 1983 Tour de l'Espérance, en Bordeaux Supérieur indkøbt i 1986 for 9,99 D-mark i Kay Uwe Jensens discountbutik i Flensborg.

Før nogen begynder at tænke deres, vil jeg sige tre ting til mit forsvar: Jeg havde af min moster, som jeg anså for at være mere vinkyndig end andre, jeg kendte, fået at vide, at 1983 var et virkelig godt år i Bordeaux (den missede hun desværre lige med et enkelt år), og så havde jeg hørt noget om en vin, der hed et eller andet med "tour". Og så gik jeg efter den dyreste vin, jeg kunne finde på reolerne hos manden med den krøllede habit, fordi jeg gik ud fra, at det også ville garantere den bedste kvalitet.

Man bliver heldigvis klogere. I dag er vinen et tvivlsomt syn i flasken: Meget lys i flasken, hvor standen er cirka lav skulder, dvs. der er forsvundet en del vin via proppen gennem årene. Den har uden diskussion ikke været opbevaret korrekt de første mange år af sit liv, så det var med minimale forventninger, jeg åbnede den.

Det foregik i øvrigt i flere tempi, for proppen så mildt sagt utilregnelig ud, da jeg fik folien af den. Det var som at spidde et stykke toffee, da jeg stak proptrækkeren ned i proppen. Den brækkede i flere dele, men jeg fik den op næsten uden smulder i vinen. Det kunne nu komme ud på et, for den grumset orange-farvede vin duftede som en ringe sherry og smagte endnu dårligere. Døden var indtruffet forlængst, og der var ingen chance for genoplivning.

Det ville også være for stort et mirakel, hvis en 33 år gammel vin skulle kunne genopstå efter en stedmoderlig behandling gennem det meste af livet.

Klart mere farve var der i arbejdsministerens vin. Proppen var delvist gennemtæret, og det lykkedes mig at tabe bunden af den ned i flasken. At den havde syv år mere at give af, kunne både duftes og smages, men stadig var det en vin, hvis bedste dage forlængst var overstået. Det føltes mest af alt som at drikke en kop te, der havde stået siden dagen før. Ikke anbefalelsesværdigt.

Jysk byfest-vin

Samme årgang, nyt område: For omkring 15 år siden købte jeg nogle forholdsvis billige flasker nebbiolo fra et af Piemontes mindre kendte områder, Fara.

Hvis jeg husker rigtigt, kostede de lige under 100 kroner stykket, og jeg købte dem i håbet om at få tilnærmelsesvis moden nebbiolo til en god pris. Men man får som regel, hvad man betaler for, og selvom der stadig var en lille nerve i vinen og spor af frugt og tanniner, var der intet, som lokkede til at tage en slurk mere af denne vin, som døden var ved at gnave sig ind på.

Den skulle have været drukket for mindst 10 år siden.

Et spring frem til 1992. Sommeren var en lang fest med studenterhue og EM-triumf, interrail ned gennem Europa - og fester, blandt andet Riverboat Jazzfestival i Silkeborg. Enhver jysk byfest med respekt for sig selv fik dengang lavet en festvin, og eftersom flaskerne især var beregnet til at blive solgt om aftenen, når humøret skulle hjælpes på vej med nogle procenter, kom det sig vist ikke så nøje, hvad der lige var i flasken.

Det fremgår i hvert fald ikke af den etiket, som sidder på flasken fra jazzfestivalen i 1992. Den er fra området Côtes de Duras, lidt sydøst for Bordeaux, det er en rødvin, og den indeholder 12 procent alkohol. Årgangen er ukendt.

Igen var proppen delvist gennemtæret og gik i stykker, da jeg forsøgte at få den op. Bunden af den endte i flasken, men jeg fik en pæn sjat i glasset uden propstykker og kunne konstatere, at det ikke betød noget.

Den duftede ikke af noget, jeg havde lyst til at smage på. Oxideret og brændt var den, men smagen var knap så slem, som duften antydede - vinen var alligevel ikke helt død, men den stod med det ene ben i graven.

Håbefuld åbnede jeg den sidste flaske. Omkring 2003 solgte Netto en udmærket Côtes du Rhône Villages fra 2001 til en flad halvtredser. Den lød navnet Bosc La Croix og havde fået en udmærket rating i Wine Spectator, og jeg købte derfor seks styk.

De første drak jeg inden for et par år - så mistede jeg interessen for resten og har nok brugt nogle af flaskerne som værtindegave, men den sidste havde altså sneget sig ned i en af de glemte kasser i kælderen.

En Côtes du Rhône Villages kan være en udmærket vin, selvom den kun koster 50 kroner, men den har sjældent potentiale til mange års lagring. Heller ikke i dette tilfælde. Vinen var oxideret og kollapset i sherrytoner og tristesse.

Vinen kan også ligge på skrå

Konklusionen er entydig efter at have smagt de fem lig på flaske: Pas på din vin, hvis du vil gemme den i mange år - og tro ikke, at en billig supermarkedsvin bliver bedre af at ligge hos dig i årevis.

Skiftende temperatur har vinen ikke godt af, fordi den luft, der er i flasken, henholdsvis udvider sig og trækker sig sammen, når temperaturen stiger og falder. Det kan presse vin gennem proppen (gennemtæring) og samtidig give ilt adgang til vinen, når luften i flasken trækker sig sammen og dermed skaber et vakuum inde i flasken.

Af samme årsag anbefaler nogle eksperter, at man slet ikke lader sin vin ligge vandret, men derimod på skrå, så vinen stadig rører proppen og holder den fugtig, mens luften i flasken samles ved flaskens "skulder" og også har kontakt med proppen. Det skulle betyde, at temperatursvingninger kun presser luft gennem proppen og lader vinen blive i flasken.

Der er, så vidt jeg har kunnet finde ud af, endnu ingen endegyldig forskning på området, men du kan komme uden om disse problemer ved at opbevare dine vine ved en stabil temperatur, som ifølge de fleste ekspertråd skal ligge mellem 10 og 14-15 grader.

Ved for høj temperatur udvikler vinen sig hurtigere, end den ellers ville gøre - det kan være harmløst, hvis du ikke skal gemme vin gennem flere år, men gør du det, risikerer du at åbne en vin med "kogte" aromaer.

Luftfugtigheden har betydning for proppens velbefindende. Er der for tørt i rummet, hvor vinen opbevares, vil det yderste af proppen med tiden tørre ud, og det kan give ilt direkte adgang til vinen i flasken. Det er den sikre vej til at gøre sin vin gammel og udrikkelig før tid.

Lys er vinens fjende

Endelig har det afgørende betydning, om vinen ligger i mørke eller ej - og i forhold til opbevaring under lidt for høj temperatur, eksempelvis i et køkken (som det engang var populært, i en indbygningshylde tæt på komfuret ...) kan lyset af flere årsager have en endnu større negativ påvirkning af vinen.

Vin indeholder en lang række fenoler - det er molekyler, som er ansvarlige for blandt andet vinens farve og dens bitterhed. Nogle af disse fenoler er antocyaninerne, som sidder i druernes skind. De nedbrydes naturligt i flasken, men det går hurtigere, hvis vinen udsættes for ultraviolet lys, og derved mister vinen både farve og bitterhed.

Det er de langbølgede UV-stråler, som er i stand til at trænge gennem selv en mørk vinflaske, og de påvirker også riboflavin og pantotensyre, også kendt som B2- og B5-vitamin, som naturligt findes i vin. Den ultraviolette stråling kan sætte vitaminerne i gang med at omdanne svolvholdige aminosyrer i vinen til blandt andet dimetylsulfid og svovlbrinte, der har en udtalt dårligt lugt i retning af kål, gummi og rådne æg.

Og så er der selvfølgelig den helt indlysende skade, som sollys kan gøre på vinen i kraft af den varme, som lyset forårsager i flasken.

Men det er ikke kun direkte sollys, der kan anrette skade - også lyset i en forretning kan påvirke vin, hvilket man især bør tænke på, hvis man køber rosévin, der har stået i for eksempel supermarkedet i længere tid. Fordi roséer som regel tappes på klare flasker, får vinen ingen beskyttelse mod lyset.

Det ved vinproducenterne selvfølgelig godt, men da rosé udpræget er en vin, der laves til at blive drukket inden for kort tid efter aftapning, lægger de åbenbart mere vægt på at kunne vise vinens lækre lyserøde farve i en klar flaske fremfor at beskytte den mod lys.

Vin har det bedst i en mørk flaske. Der er lavet flere studier af lysets påvirkning af forskellige vine i forskellige flasker, og resultaterne tyder på, at vinen får den bedste beskyttelse mod lys i en flaske af brunt glas.

Når alt dette er sagt, gælder selvfølgelig stadig den simple kendsgerning, at man får, hvad man betaler for. De vine, jeg købte for 25-30 år siden, var ikke bygget til langtidslagring. Det kræver tanniner, syre og ikke mindst masser af frugt, for at vinen skal kunne udvikle sig over så lang en periode. Man skal være heldig for at finde det hele i en vin til en 50'er.

Den skal nydes, mens tid er.

  • Journalist portræt

    Af:

    Journalist på Fyens.dk og vinskribent for Fynske Medier.

      Regler for kommentarer

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere