Log ind

Bitter, rød og meget kunstnerisk

  • Bitter, rød og meget kunstnerisk
    1 / 11
    Kunstneren Marangolo er mester for denne dansende flaskedame fra 1950.
  • Bitter, rød og meget kunstnerisk
  • Bitter, rød og meget kunstnerisk
  • Bitter, rød og meget kunstnerisk
    4 / 11
    Familien Campari omkring 1860. Sønnen David arvede sin fars tæft for markedsføring og samarbejdede med en stribe kunstnere.
  • Bitter, rød og meget kunstnerisk
  • Bitter, rød og meget kunstnerisk
    6 / 11
    Gruppo Campari har åbnet et galleri i forbindelse med hovedkvarteret i Milano, og det viser kunstnernes værker fra reklamekampagner gennem de seneste 100 år. I dag arbejder Campari sammen med kunstnerne Vanessa Beecroft og Tobias Rehberger.
  • Bitter, rød og meget kunstnerisk
    7 / 11
    Kunstneren Nino Nanni fik i 1958 idéen at sende Campari i kredsløb omkring Jorden - inspireret af russernes opsendelse af ”Sputnik”.
  • Bitter, rød og meget kunstnerisk
    8 / 11
    Kunstneren Leonetto Cappiello har lavet denne farverige plakat, ”Spiritello”, i 1921.
  • Bitter, rød og meget kunstnerisk
    9 / 11
    sdvsfgdffgsdfgsdfgsdfgsdfgsdfgfgssdfgsdgsdfgs
  • Bitter, rød og meget kunstnerisk
  • Bitter, rød og meget kunstnerisk

Artiklen er mere end 30 dage gammel

| Opdateret
Gaspare Campari lagde grunden til et globalt brand i 1860’ernes Italien. Den røde bitter fylder 150 i år.
Gaspare Campari kigger ind i kameraet med et roligt blik, hustruen Leizia er ved hans side, og de fire poder står omkring ægteparret.

Billedet er taget omkring 1860 i Milano, hvor Gaspare Campari blev indehaver af Caffè Campari i hjertet af Milano ved indgangen til byens nye arkade, Galleria Vittorio Emanuele II.

Milano bliver også kaldt aperitiffens vugge, og Gaspare Campari havde arbejdet som en såkaldt maître licoriste, en person, som udviklede blandinger til drinks på større barer, og han fik snart succes med sin røde mikstur. Den bittersøde væske blev snart så populær, at han begyndte at sælge flasker til andre barer - men på en betingelse: At indehaverne satte et skilt op med besked om, at de solgte den autentiske Campari Bitter.

Her viste Gaspare Campari et talent for markedsføring, som formentligt gik i arv til hans søn, Davide Campari. Knægten voksede op og forelskede sig heftigt og blindt i operasangerinden Lina Cavalieri, som han fulgte overalt i verden. Divaen tålte hans ophold, men giftede sig flere gange til anden side. Papa Campari lod sønnen følge damen rundt i verden, ikke mindst fordi Davide Campari samtidig havde flasker med i bagagen og med stort held fik promoveret sin bitter på førende barer i de forskellige lande.

Kunst som markedføring

Camparis bitter fylder 150 år i år, måske fordi han på samme måde som den næsten samtidige André Citroën i Frankrig havde tæft for at kombinere kunst og forretning i sin markedsføring.

Davide Campari samlede på kunst, støttede flere kunstnere og fik i 1890 kunstneren G. Mora til at lave den første kunstplakat for firmaet, og dermed begyndte drikken for alvor at slå igennem hos det kunstelskende bedre borgerskab i Italien. Davide Campari begyndte desuden som den første at sponsorere større sportsbegivenheder, og han blev betragtet som et geni inden for marketing frem til 1936, hvor han drak sin sidste bitter.

Dengang som i dag var Campari blandt italienere mest benyttet som ren blandet med is eller som Campari Soda - altså bitter og (herhjemme) danskvand. Campari var det første firma til at sende en ready to drink-flaske på markedet - en udvikling, som efter denne skribents opfattelse er løbet løbsk med teenage-læskedrikke som Bacardi ­Breezer og dåsecider, der ikke har meget med den oprindelige æbledrik at gøre.

I Danmark må man selv blande sin Campari Soda. De små flasker, som den futuristiske kunstner Fortunato Depero designede i 1932, er svære at drive op. Importøren Hans Just fører dem ikke, så man må ud i niche-supermarkeder og andre parallel-importører for at skaffe dem. Man kan til gengæld købe en halv snes af de små Campari som lampe i design af Raffaele Celentano - flaskerne er til at pille af, men lampen fra Ingo Maurer koster små 3000 kroner, og dermed bliver stykprisen ganske høj ...

Grevens forstærkning

Sodaen er ellers et godt sted at begynde sit bekendtskab med Campari, for en anden drink - negroni - er en heftig sag: Sødme fra vermouth, alkohol fra gin og bitterhed fra Camparien i en ligelig trefoldighed sammen med is og en citronskive. Det er en drink, som nok kan dele mere end en husstand i opfattelse af, om det er for meget. Men en negroni er - som amerikanerne udtrykker det - the pedal to the metal.

Negroni blev i sin tid udviklet af grev Camillo Negroni, som drak americano - en blanding af Campari og sød, hvid vermouth - på sin stambar i Firenze. Americanoen var stærkt på mode i 1920’ernes Italien, men greven fandt den jævnt kedsommelig, så han peppede blandingen op med gin, og med begejstringen blandt kunderne i Jacosa Bar blev drinken opkaldt efter ham.

Det er med Campari som med Coca-Cola: Opskriften er hemmelig, og kun en lille sluttet kreds i firmaet kender ingredienserne - eller måske blot nogle af dem - når Gruppo Campari en gang om ugen starter produktionen på et nyt hold flasker. I et omfang, som Gaspare Campari næppe havde forudset dengang i 1860’erne.

Kilder:

Gruppo Campari og Ole Knudsen: ”Cocktails og Drinks”. Gyldendal.
  • Fyens Stiftstidende

Mere om emnet

Se alle

Lus giver den røde farve

En drik til hovedstaden

Opskrifter med Campari

      Regler for kommentarer

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere