Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere>>

fyens.dk

Fyens Stiftstidende - Fyns Amts Avis

fyensdk
 
  • Del artiklen:

Billig pinot var
bedst: Særlinge
og klassikere fra
supermarkeder

Annonce:

Sommer ’16 – Kæmpe bestil-tidligt-rabat

Bestil nu – og spar op til kr 1.500!

Billig pinot var bedst: Særlinge og klassikere fra supermarkeder
Indomita 2015 Casablanca Valley, Chile 39 kroner i Fakta #####¤ Billig pinot noir bør man være på vagt overfor. Der er en grund til, at denne komplicerede drue sjældent findes i de billigste udgaver. Blandt andet fordi høstudbytterne hurtigt kan blive påvirkede af klimaet og/eller producentens manglende evne til at håndtere druen. Selvom der stadig er et stykke fra kvaliteten i denne prisvenlige pinot noir i forhold til dens noget dyrere oversøiske konkurrenter, så gør den det rigtig fint til prisen. Her er læskende syre, ribs, kirsebær og i det hele taget overraskende meget pinot noir-karakter. Når lige fem stjerner.

Artiklen er mere end 30 dage gammel

Sjældne fugle (3). I denne uge kommer vi forbi to nye supermarkeder i vores jagt på vine, som skiller sig ud fra mængden. Stort spansk vinhus præsenterer hvidvin på cava-drue, en italiensk rødvin er svær at gennemskue, mens klassisk rhônevin skuffer. Bedst til prisen er billig oversøisk pinot noir.

De seneste par uger har vinredaktørerne smagt det, vi har karakteriseret som sjældne flasker fra supermarkederne. Med endnu seks vine fra nye forhandlere i denne uge er vi efterhånden ved at have været igennem en række både europæiske og oversøiske hvide, røde og såmænd også nogle søde vine fra supermarkeder, som findes i mange større og mindre byer.

Denne uge byder på to hvidvine og fire rødvine. Fire af dem, to hvide og to røde, ligger i den billigere ende og er udvalgt, fordi druen er interessant i forhold til vinens oprindelse. De to dyreste, en barolo og en châteauneuf du pape, er taget med, da vine fra disse områder er kendte brands, som forhandlerne kan sælge på navnet. Samtidig ligger vinene i den absolut billigste ende, hvad angår pris, når man sammenligner med det generelle prisniveau for sådanne kendte vine.

Men vi begynder med hvidvinene. Den første er fra det store spanske vinhus Torres.

Jeg gætter på, at det er svært at finde en bar eller restaurant i Spanien, som ikke har minimum en vin fra dette 300 år gamle vinhus i Catalonien i det nordøstlige Spanien. Torres producerer dog også vin i Priorat og Riberal del Duero samt andre lande, og den årlige produktion er samlet 60 millioner flasker.

Sangre de Toro er lavet på druen parellada, som jeg ikke husker at have smagt som basisdruen i en hvidvin. De fleste har dog nok smagt den, da den sammen med macabeo og xarel-lo udgør materialet til spaniernes svar på champagne, cava.

Sangre de Toro er på papiret en ganske let sag på blot 11,5 procent alkohol. Både duften og smagen giver samme lette udtryk af en ren, frisk frugt i form af blandt andet grønne æbler. En helt ligetil og ukompliceret vin, hvor jeg nu savner noget mere struktur. Til prisen gør den det dog stadig fint og er en anbefaling værd som terrassevin.

Riesling fra Chile

Fra det ene store vinhus til det næste. Santa Rita i Chile har utvivlsomt leveret vin til langt størstedelen af danske vindrikkere i mange, mange år. Sortimentet har alle årene bestået af flere hvide og røde - alle til forbrugervenlige priser.

Denne Heroes er produceret på riesling-druen, som giver så store resultater i særligt Alsace og Tyskland. Som så mange andre europæiske druer har også riesling efterhånden fundet frem til hver en vinegn rundt i verden. Særlig de såkaldte cool climate-områder, som eksempelvis Chile har nær kysten, giver gode vækstbetingelse for riesling, som ikke trives i for varmt et klima.

Heroes' riesling har lidt af det klassiske petroleums-udtryk, som druen er kendt for. Også den læskende syre er en fin riesling-karakteristika, men det er så også, hvad der er at sige om vinen. I det store og hele er den noget ensporet, og trods førnævnte tegn på riesling savner jeg noget mere særpræg, der får vinen til at skille sig ud fra mængden af mainstream-vin fra Chile. Prisen er dog stadig lav, og vinen smager i bund og grund o.k., så den kan lige svinge sig op på fire stjerner.

Så langt kommer den næste vin ikke op. Merlot Vin d'Italie er alt, hvad etiketten umiddelbart fortæller. Årgang og nærmere oprindelse er således ukendt. En søgning på et længere fransk navn på etiketten viser sig at være et sydfransk cooperativ.

Men det er i hvert fald merlot, som vi jo kender fra Frankrig, og det er uden tvivl det, som producenten, hvem det så end er, vil sælge vinen på over for forbrugeren.

En alkoholprocent på blot 12 indikerer, at vinen bør serveres køligt, således frugten kommer bedst frem. Her er lidt røde bær, men det er simpelthen for uinteressant. Selv til den lave pris er den ikke værd at bruge penge på.

Pinot noir fra Chile

Indomita fra Chile er ikke meget dyrere, men langt mere interessant. Ærlig talt er min skepsis stor over for pinot noir-vine til under 70-80 kroner, simpelthen fordi det er en så skrøbelig og svær drue, at den store forarbejdning fra producentens side tilsiger en relativ høj pris. Så hvad får man for 39 kroner?

I Indomitas tilfælde er svaret "en hel del". Selvfølgelig er den spinkel, som druen nu er, men her er stadig mere karakter end ved de foregående vine, og det er faktisk imponerende til prisen. Vi er naturligvis et stykke fra de gode oversøiske pinot noir til 100 kroner, men hvis mindre kan gøre det, er Indomita et oplagt bud.

De sidste to vine i testen er kendte navne, barolo fra Piemonte i Italien, og châteauneuf du pape fra Rhône i Frankrig. Det er flasker, som supermarkederne forsøger at sælge på navnet, der vækker genklang hos forbrugerne. Andre eksempler er amaronevine, som butikkerne særligt til jul kører massive kampagner på.

Godt nok betaler man lidt for navnet, men der er også flere elementer i fremstillingsprocessen, der gør barolo til en forholdsvis dyr sag. Blandt andet kræver den minimum 24 måneders lagring på fade, før den kommer på flaske i minimum 12 måneder.

Det er en rigtig bekostelig proces, som gør, at prisen på barolo normalt begynder ved 150-200 kroner.

Derfor var min skepsis vakt, da jeg så Flori Barolo i Rema 1000 til 95 kroner.

Kan det lade sig gøre at lave rigtig barolo efter de førnævnte krav og så sælge den til så få penge? Svaret er både og. Vurderet isoleret på sine kvaliteter som vin gør den det fornuftigt til prisen, men vurderet på det, den også er, en barolo, synes jeg ikke, den er pengene værd. Den mangler simpelthen nogle barolo-træk, og jeg vil således hellere give de små 100 kroner for en anden vin, der sælges mere på indholdet end navnet.

Sidste flaske i rækken er châteauneuf'en. Også en vin, hvis navn indikerer kvalitet. Prisen er lidt højere end for baroloen, men vi er stadig i den billigste ende for disse store, franske vine.

Cristia Collection er desværre langt fra at være en god repræsentant for de kendte rhônevine. Her er en udtalt frugtsødme, som stikker ud, og jeg savner mere klassisk kraft, som châteauneuf de pape ellers er kendt for. Vi er langt fra målet. Stor vin kan også blive for billig.

Fra forsiden

kundeservice_banner_20140313
StiftenFordele_Webbanner01_223x70 (1)
AvisKlubben_Webbanner_223x70