Som soldat mistede John Lassen en kammerat i krig. Som veteran har han mistet 11 kammerater til selvmord. Selv holder han konsekvenserne af sine traumer i ave med ro og motion, og til september skal han repræsentere Danmark under Invictus Games.

John Lassen er altid på vagt. Forandringer i hverdagsbilledet skræmmer ham. Når græsset ikke er slået i parken, når en taske ikke har en synlig ejermand i nærheden, eller når han møder en mand med stort fuldskæg, der ligner en mujahidiner.

- Jeg forudser de værste ulykker. Det er et mareridt for mine børn at være i forlystelsespark med mig, for det er ikke nok, at en ansat har tjekket, at selen i rutsjebanen er spændt ordentligt. Jeg skal selv tjekke efter, fortæller han.

PTSD hos veteraner

Sygdommen PTSD, posttraumatisk stresslidelse, opstår efter at en person har været vidne til eller selv deltaget i livstruende hændelser såsom krigshandlinger.Den seneste undersøgelse af ptsd hos veteraner vedrører udsendte til Afghanistan i 2009.

Undersøgelsen viser, at 13,7 procent af veteranerne har svære symptomer på PTSD seks et halvt år efter udsendelse.

Det er ikke usædvanligt, at symptomerne først opstår adskillige år efter udsendelsen.

I 2014 blev det nemmere at få anerkendt skaderne og få erstatning for dem, og siden har Forsvaret udbetalt en milliard kroner til skadede veteraner. Forventningen er, at beløbet ved udgangen af 2017 runder 1,2 milliarder kroner.

 

Årsagerne til hans angst er mange. Den første kan datosættes præcist: Den 4. august 1995. John Lassen er udsendt til Kroatien som FN-soldat. Efter en våd fest i kompagnilejren, bliver han og kammeraterne vækket klokken fire om natten og sendt i bunkerne. De er under angreb. Et angreb, der senere får navnet "Operation Storm". Et angreb, som koster den 23-årige danske soldat Claus Gamborg livet, mens 11 andre kammerater bliver såret. Herefter følger fire dages belejring. Fire dage med mere end 1000 skud i timen. Fire dage i magtesløshed og choktilstand.

Invictus Games

Invictus Games er et OL-lignenede sportsarrangement for krigsskadede veteraner.Årets lege finder sted fra den 23. til den 30. oktober i Toronto i Canada.

Invictus Games startede i 2014 i London, holdt pause i 2015, og blev i 2016 gennemført i Orlando i USA. Legene i 2018 finder sted i Sydney i Australien.

Det er den engelske prins Harry, der selv er veteran, der har taget initiativ til Invictus Games efter inspiration fra det amerikanske Warrior Games.

Han sagde, under lanceringen i 2014, at målet med Invictus Games dels er at fremhæve den rehabiliterende virkning af sportsudøvelse, dels at sikre, at veteranernes ofre ikke bliver glemt. 

- Siden dengang har den 4. august er en hård dag. Det er stadig rørende i ugerne optil og efter. Det er også fint nok. Man skal ikke glemme alting. Det er del af ens liv og oplevelser, og man må lære at leve med det på en eller anden måde, mener John Lassen.

I dagene efter angrebet bliver tonen grov og galgenhumoristisk blandt soldaterne. Så grov og upassende, at John Lassen ikke vil give eksempler. Udenfor sammenhængen, vil det fremstå chokerende, mener han.

Fjorten dage senere ankommer John Lassen og hans kammerater endelig til Vordingborg Kaserne. Her bliver de samlet i en fordragssal, hvor en psykolog fortæller, om de reaktioner, de kan forvente.

- Hvis nogen af jer har brug for psykologhjælp, så ræk hånden op, opfordrede psykologen.

John Lassens hånd blev liggende i skødet. Nok er han og kammeraterne i rummet del af et broderskab. Nok står de til rådighed for hinanden døgnet rundt, nok har de knyttet bånd, som vil binde dem sammen i årevis. Men følelser taler de ikke om, og en hånd i vejret lige nu ville være en blottelse, han er for blufærdig til. Der er heller ingen andre, der rækker hånden i vejret, og psykologen runder af.

- Og så gik der rigtig mange øl i den, husker John Lassen.

Der bliver ved at gå øl i den, da han forlader kasernen og vender hjem til Nyborg. Han hæver sin opsparing på 70.000 kroner, men fire-fem uger senere må han låne penge af sin far.

- Pengene er røget på værtshusbesøg og champagnepiger, siger han.

Han snakker ikke rigtig med nogen om sine oplevelser på Balkan. Når de civile kammerater med spænding i blikket og sensationslyst i stemmen spørger, om han havde skudt nogen, glider han af. Snakker om de sjove sider af soldaterlivet: Kortspillet, messerne, øllerne, luderbarerne.

- De ville alligevel ikke forstå det. Det er det kun andre veteraner, der gør.

Fattigdommen gør ondt at se

Længslen efter broderskabet er en væsentlig grund til, at John Lassen igen lader sig udsende i 1997.

Denne gang til Bosnien, og denne gang som en del af NATO-styrken.

Magtesløsheden er mindre, nu hvor den blå FN-baret er skiftet ud med en sort. Nato-soldaterne har større handlefrihed.

- Det er os, der bestemmer. Som FN-soldater måtte vi bare stå og se på, hvis en nødhjælpskolonne blev tømt af serbiske soldater. Vi måtte ikke skride ind. Det var frustrerende, når man vidste, hvor fattige, folk var. Som NATO-tropper kunne vi for eksempel rydde en korrupt politistation for våben, fortæller han.

Til gengæld er fattigdommen i Bosnien voldsom at opleve.

- De der små børn, der manglede mad og lægehjælp... De led meget. Jeg husker især, da et par soldater havde taget en lille dreng med til infirmeriet, selvom de egentlig ikke måtte. Han havde store sår, som familien havde hæftet sammen med hæfteklammer, fordi de ikke havde andre muligheder.

I dag kan John Lassen med egne ord blive "helt hysterisk," når mad bliver smidt ud.

- Hvis en pakke pålæg har gemt sig bagest i køleskabet og er blevet gammel, kan det ærgre mig i flere uger. Så kan man godt blive lidt anstrengende at leve sammen med, erkender John Lassen.

Der skulle gå mange år, før han indså, hvorfor han var blevet så agtpågivende og så nidkær med at bruge hver en madrest.

I 1999 har han slet ikke registreret, at der er noget galt, så han lader sig uden betænkeligheder udstationere igen. Fem uger forinden har han fået en kæreste, som han gifter sig med straks efter hjemsendelsen.

- Allerede dengang begyndte jeg at have personlighedsforandringer. Det sagde mine omgivelser i hvert fald. Men jeg mente ikke selv, der var noget, siger John Lassen.

John Lassen bliver far til en søn i 2000, så en gentagelse af den våde livsstil efter den første udsendelse er der ikke lagt op til. I stedet bliver arbejde hans flugtvej fra tankerne. Han laver administrativt arbejde i sin kones rengøringsselskab, arbejder for Svansø Foods og Arla og har sit eget firma. En 80 timers arbejdsuge er standard.

Det går først op for ham, at det er for meget, da han forulykker i sin bil. Han er faldet i søvn på motorvejen med 220 kilometer i timen. Han slipper fra ulykken uden men, men begynder så småt at indse, at han ikke kan forsætte en tilværelse i dette tempo. Han dropper et af sine fire job, og i 2003 får han en datter. Men eftervirkningerne fra krigen begynder at indhente ham, selvom han stadig ikke selv kan se det.

Indsigten kommer først i 2011 under et foredrag med Yvonne Tønnesen. Hun er leder af Livlinen, Hærens Konstabel- og Korporalforenings tilbud til soldater, der har været udsendt på international mission, og efterhånden som hun opremser symptomerne på PTSD, kan John Lassen sætte det ene mentale flueben efter det andet: Vagtsomheden, søvnproblemerne, hukommelsesbesværet og de personlighedsforandringer, hans kone bliver ved at gøre ham opmærksom på, men som han hidtil har fornægtet.

John Lassen starter i psykologbehandling og bliver sygemeldt samme år, som familien flytter til Svendborg. Udover de psykologiske problemer, lider han af D-vitaminmangel, som må behandles med kraftige vitaminpiller, fordi han lever så indelukket en tilværelse. Kort før kobberbrylluppet bliver han skilt.

- Det er svært at sige, om det var på grund af PTSD'en. Men 95 procent af alle veteraner bliver skilt, siger han.

Flexjob og veteranøl

En lang sagsbehandlingstid begynder. John Lassen kommer i arbejdsprøvning i Gundestrup Mejeri og Bryghus, hvor han senere får et fast flexjob.

Her får han overtalt mejeriets ejer, brygmester Jørgen Hoff, til at brygge en Veteranpilsner og lade to kroner af salgsprisen gå til forebyggelse af selvmord blandt veteraner.

Meget overtalelse skal der nu ikke til. Det tager cirka fem minutter, så har Jørgen Hoff grebet ideen. Han blev selv erklæret uegnet til militæret, og han erklærer overfor Fyns Amts Avis:

- Jeg har ikke hjulpet en skid, men har bare rendt rundt og spillet idiot, mens andre har risikeret livet. På den her måde kan jeg da hjælpe lidt.

Den form for anerkendelse savner John Lassen hos mange andre danskere.

- Det er blevet lidt bedre de sidste år, hvor vi for eksempel har fået en officiel flagdag, og der er ved at blive bygget et nyt veteranhjem i Odense. Men opbakningen fra den almindelige dansker er stadig mangelfuld. Det er amerikanerne bedre til, mener han.

Veteranpilsneren bliver en salgssucces, og en del af indtægten går til støtte for veteraner. I første omgang til John Lassens hjertebarn: Organisationen Blood of Heroes Danmark. Et fællesskab af veteraner, som påtager sig at beskytte hinanden mod selvmord.

- Jeg plejer at sige, at jeg har mistet én kammerat i krig og 11 til selvmord. I Blood of Heroes har vi en vagtordning, så der 24 timer i døgnet er nogen, man kan ringe til. Det har hjulpet flere gange. For eksempel da en veteran havde lagt billeder på facebook af, at han havde skåret i sig selv, og kammeraterne brød ind i hans lejlighed for at redde ham, fortæller John Lassen. Desværre er det ikke alle, der slår alarm, før de gør skade på sig selv eller andre. John Lassens soldaterkammerat fra Bosnien, Lars Kragh, er tiltalt for at dræbe begge sine forældre med en økse sidste år.

- Jeg var over for at deltage i begravelsen. Der er jo ikke meget, vi kan gøre for ham nu. Men det er ærgerligt, at ingen af os opdagede, at han havde det så skidt.

I november 2015 bliver John Lassens sag afsluttet, og han får sin krigsskadeerstatning. Det hjælper på mange måder på hans situation. Han får råd til at flytte fra lejligheden i Svendborg til et hus i Skårup. Væk fra boligbyggeriet, væk fra den larm, han ikke kan kapere, og som holder ham indendørs.

Han får også råd til en rigtig god cykel, og han genoptager en interesse fra ungdommen: Han er gammel cykelrytter i Svendborg Cykelklub men stoppede efter sin første udsendelse. Nu cykler han mellem 60 og 120 kilometer om dagen. Han dyrker også yoga og spiller badminton på veteranhjemmet. Effekten på hans sindstilstand er mærkbar.

- Jeg er ikke medicineret. Træningen er min medicin. Jeg er mere rolig. Og så kommer jeg ud blandt andre mennesker. Medlemmerne af cykelklubben er nogle af de eneste, jeg kan holde ud at omgås udover andre veteraner. De er ekstremt gode til at vente på mig og tage hensyn til mig.

Den hårde træning har ført til, at John Lassen nu er udtaget til Invictus Games i Toronto. En slags OL for veteraner, som den engelske prins Harry, der selv er veteran, har taget initiativ til.

- Jeg glæder mig helt vildt. Jeg tror ikke, jeg får noget stort resultat, men det bliver vildt at konkurrere foran 50.-80.000 tilskuere, og der er store, kendte kunstnere, der spiller til åbningsceremonien. Jeg synes, det er flot af prins Harry, at han har startet det.

John Lassen forventer dog ikke at blive rask. Hans hverdag centrerer sig om en lille lommebog, hvor han er nødt til at skrive alt ned, fordi hans korttidshukommelse er så dårlig. Frygten for at skulle forholde sig til noget uventet gør det svært for ham at åbne postkassen, logge på nemid eller forældreintra.

- Det er nogle gange pinligt for ungerne, at de skal sige til skolen, at far har ptsd, så han læser ikke jeres breve.

Problemerne kan vokse, når han ikke handler, regninger ikke bliver betalt og skatten ikke bliver indberettet.

John Lassen har en bostøtte, som hjælper ham en gang i mellem.

Men som soldat har man jo en tilbøjelighed til at sige, at det skal man nok selv klare, så det gør jeg tit, hvis bostøtten spørger, om der er noget, og ser sker der jo bare ikke noget, siger John Lassen, som efterlyser en veterankoordinator, der kan formidle kontakt til det offentlige. Det tilbud findes i en række kommuner.

Fortryder ikke

På trods af alt det, udsendelserne har kostet ham, fortryder John Lassen ikke.

Det er der nogle veteraner, der gør, men er ikke en af dem. Hvis Putin kommer, er jeg klar igen i morgen. Jeg er skuffet over, at ingen er blevet stillet til ansvar for det, der skete under Operation Storm, og jeg synes, der bliver gjort for lidt for veteraner, men jeg fortryder ikke. Der er også nogle store glæder ved det. Broderskabet. Vi mødes mindst fire gange om året til klubmøder, offentlige arrangementer og arrangementer i forsvaret og naturligvis flagdagen. Og vi er der altid for hinanden.

John Lassen føler også, at han og de andre veteraner har gjort en forskel. Efter krigsskadeerstatningen gik igennem, tog han sine børn med på ferie til Balkan.

- Jeg ville gerne lære dem lidt om fattigdom. For mig var det terapi, andre veteraner bryder helt sammen over at se det igen. Det var hårdt at se områder af Kroatien, som står helt smadret, men i Bosnien er der en voksende industri. Det er godt at tænke på, at vi var med til at sikre Dayton-aftalen, som betød fred og frie valg i Bosnien. Det giver mening.

  • ROBERT WENGLER

    Af:

    Journalist på Fyns Amts Avis' navne, feature og debatredaktion. Jeg har arbejdet i Fynske Medier siden 2005 på blandt andet webredaktionen og lokalredaktionerne i Faaborg-Midtfyn og Svendborg. Jeg har sideløbende arbejdet som lydbogsindlæser for A/V Forlaget og har indlæst cirka 200 titler primært indenfor skønlitteratur. Privat bor jeg i Ryslinge sammen med min mand og vores tre børn.