Hun er ikke meget for nogen stor fejring. Men en omgang bliver det nok til i dag, hvor Inge-Lise Kuehn, der driver værtshuset Tingvalla i Vestergade, fylder 75 år. For det var en meget gammel drøm, der gik i opfyldelse, da tilfældet for knap 20 år

Svendborg: Uden hun vidste det, skete det den dag, hun blev vidne til en ulykke, hvor et lille barn omkom lige uden for hendes hus.

En 32 grader varm sommerfredag i 1996 med fyraftensøl og livslethed på terrassen blev med ét til mørke, da én bil med et brag ramte en anden, og Inge-Lise Kuehn og hendes kæreste blev de første til at tage sig af det forældrepar, der mistede deres barn i den brændende bil.

Inge-Lise Kuehn

Født i Ørkildsgade i Svendborg 20. marts 1942.Uddannet merkonom i personaleadministration.

Har tidligere arbejdet som direktionssekretær hos Kellogg's i Svendborg og Grafisk Arbejdsgiverforening i Odense og som chefsekretær hos Dong. Desuden som restauratør på Fejø. Drev også i en kort periode Arne B, da det hed Barbella, og var med til at starte Giant Steps.

Har desuden tilbragt fem år i Wisconsin som medfølgende hustru.

Mor til tre børn og gift og skilt to gange. 

- Det var så forfærdeligt. Jeg gik fuldstændig ned med flaget. Mistede orienteringen. Det hele var bare helt... Min koncentration var helt væk.

Inge-Lise Kuehn tager et sug af sin smøg og sender røgen ud i en stille boble af erindring midt i det lille værtshus, hvor timen med rabat på øl ellers brovter hele vejen hen langs bardisken.

- Det var frygteligt, gentager hun.

Tragedien blev i første omgang til tre ugers sygemelding og en fyring fra jobbet som direktionssekretær hos Grafisk Arbejdsgiverforening og siden til en depression og et brud med kæresten.

Men det blev også til svinget ned ad den vej, der førte hende hen, hvor hun egentlig altid helst har villet være. Bag disken på sit eget værtshus. Hvor hun i dag kan fejre sin 75-års fødselsdag og sandsynligvis godt tillade sig at prale med at være blandt landets ældste værtshusholdersker.

- Siden jeg var 30, har jeg gerne villet være værtshusejer. Da jeg havde små børn, kunne det bare ikke rigtig lade sig gøre. Men dengang, da det hele bare var ad pommeren til, tænkte jeg: Nu er det tid til at gøre, hvad jeg vil. Og så gik jeg på jagt.

Godt et år efter ulykken endte en middag med en veninde på den mongolske restaurant i Svendborg på morgenværtshuset De Tre Musketerer lidt længere nede ad Vestergade fra restauranten, og da Inge-Lise Kuehn luftede sin drøm over for ejeren i baren, blev den pludselig til virkelighed. En uge senere var alt på plads, og 18. november 1998 åbnede den legendariske knejpe med 56-årige Inge-Lise Kuehn bag disken.

Og 16 år og en tre år lang tur over Fejø for at åbne en restaurant senere havnede hun lige så impulsivt her, på Tingvalla, da morgenbranderterne var blevet lidt for meget for den 72-årige kvinde.

Frihed og fællesskab

Tingvalla er den slags værtshus, hvor der er høje, brune paneler på væggene, spejlglas bag flaskerne i baren, fri adgang til tre spillemaskiner, dart og billard, og hvor poesi er "Til billard og dart en hof til start". Og her er ingen fadølshaner.

- Fadøl kan man ikke sælge i Vestergade. På De Tre musketerer havde jeg sådan et fint fadølsanlæg, men det måtte jeg pille ned igen. Folk vil have flaskerne på bordet.

Det er også et sted, hvor de små, sorte askebægrer, man ikke behøver lede efter, repeterer Inge-Lise Kuehns mening om nutidens holdning til rygeforbud og alt andet, der indskrænker hendes og andres frihed.

- Det vil jeg blæse en hat. Jeg kan ikke se, hvad staten skal blande sig i det for. Det er blevet for meget. Lad os da hylde friheden lidt, siger kvinden, der selv nyder sine smøger og tænder den næste, så snart den foregående er mast flad i askebægeret, men ofte må tænde den igen, fordi hun glemmer at ryge på den.

I baren bliver der tit diskuteret den slags politik. Og alt muligt andet med flokken af kunder, der breder sig over alle uddannelsesniveau og aldre. Og der bliver holdt grillaftener i gården og frokoster, der følger årets højtider. Traditionen med en årlig billardturnering, som begyndte på De Tre Musketerer, har hun også taget med sig op på Tingvalla et stenkast fra sit første værtshus i Vestergade. Alt det er grunden til, hun står her endnu.

- Det er verdens sjoveste branche. Og verdens mest besværlige branche. Man skal være servitrice for kunderne, og i min alder bliver man jo også mor for dem nogle gange. Det er det sociale samvær, det drejer sig om. Man er psykolog i nogle sammenhænge og i andre sammenhænge skal man skælde ud. Jeg kan lide det. Jeg elsker den her branche, og jeg elsker mennesker. Jeg hygger mig, siger hun og skodder en smøg.

Dage, der begynder med en Underberg

Hun har indrettet arbejdsplanen sådan, at hun selv arbejder tre dage om ugen, mens hendes to ansatte fordeler resten af åbningstiden imellem sig. Men hun holder sjældent rigtigt fri. For der er altid indkøb og regnskaber. Kunderne bliver også altid så glade, når hun har tid til at sætte sig om på den anden side af baren og drikke en øl med dem. Og så er der damerne, hun spiller billard med hver anden onsdag. En hobby, hun faldt for, da hun overtog De Tre Musketerer.

- Det så så spændende ud, så det tænkte jeg, at jeg også måtte prøve. Det er jo et behændighedsspil.

Billard bliver man derfor aldrig færdig med, hævder hun. Og hun føler heller ikke, at hun nærmer sig tiden, hvor hun er færdig med at holde værtshus.

- Nogen spiller bingo. Jeg driver værtshus. Hvis jeg sætter mig hjem i sofaen, dør jeg. Jeg har det ikke i mig.

Så hun fortsætter med at passe de kunder, der jublede, da hun overtog Tingvalla for tre år siden og pyntede det med sine maritime og vikingeinspirerede loppefund. I dag får de en omgang.

- Jeg giver en tår øl, og så er det det. Jeg gider ikke alt det der mere, griner hun.

Og i morgen vender hverdagen, hvor hun, der ellers stort set kun drikker øl uden alkohol, begynder sine arbejdsdage med en Underberg, tilbage.

- Det er af medicinske årsager. Det er gaven til maven. Eller underlivet, hvisker hun fnisende.

- Vi kvinder er jo ikke så høje, så når vi står i baren, har vi køleskabskanten lige ud for underlivet. Og det der hjælper altså, så man ikke får bøvl.

  • Bødiker_Julie_Ruby_(2015)_022

    Af:

    Jeg er journalist på Fyns Amts Avis' redaktion i Svendborg og skriver om meget forskelligt, men har brugt særligt mange arbejdsdage på at dække sygehusstof, Svendborgbanen og by- og havneudvikling. Mine rødder er jyske, men mit hjerte er tabt til Sydfyn.