Log ind

Træning der gør ondt

  • Træning der gør ondt
    Bolden er netop blevet snappet af centeren til quarterbacken. I baggrunden venter udskifterne på, at det bliver deres tur til at komme ind og deltage i den afsluttende skirmish. Foto: Katrine Becher Damkjær
  • Træning der gør ondt
    Bolden er netop blevet snappet af centeren til quarterbacken. I baggrunden venter udskifterne på, at det bliver deres tur til at komme ind og deltage i den afsluttende skirmish. Foto: Katrine Becher Damkjær

Artiklen er mere end 30 dage gammel

Odense Thrashers er den største amerikanske fodboldklub på Fyn. Sport Fyn fulgte en træningsaften

Annonce

Amerikansk fodbold: Da jeg træder ind i hallen, er jeg ikke i tvivl. Her er der blevet dyrket sport. I utallige timer. Den svage dunst af sved, som alle, der har brugt weekender på indendørsstævner, kender, er svagt til stede i luften. Gør man sig lidt umage, kan man næsten se den sidde i væggene og loftet.

Det er dog ikke fodbold- eller håndboldspillere, der løber rundt. Det er amerikanske fodboldspillere, der iklædt hjelme bevæger sig rundt på trægulvet i præcise formationer. 25 stor­svedende mænd, der med jævne mellemrum støder sammen - dirigeret af skarpe og klare kommandoer fra de fem trænere, der alle er udstyret med fløjter, som skærer gennem luften som en varm kniv gennem smør.

Odense Thrashers er den største amerikanske fodboldklub på Fyn. Og den bedste. Noget der bliver understreget gentagne gange af spillerne i løbet af aftenen. De træner to gange om ugen på Falen 95 ved Bolbro Park.

Normalt foregår træningen udenfor i fuldt udstyr - også om vinteren. Denne blæsende tirsdag er træningen rykket ind i hallen, fordi vinterbanen ligger under vand.

Trænerne benytter dagens ændrede program til at indlede med et taktikmøde. Her bliver der fokuseret på det nye puntdesign, som Thrashers skal bruge i den kommende sæson. Det går hurtigt op for en, hvor vigtigt selv den mindste detalje kan være i amerikansk fodbold. Det er placeringen af en fod, eller pladsen mellem to spillere, der kan afgøre, om et spil bliver succesfuldt.

At amerikansk fodbold er en sport, hvor kontakt er uundgåelig, bliver endnu en gang understreget, da jeg hører navnet på de to spillere, der først skal fange modstanderens returner og sørge for, at han ikke kommer nogen vegne. Headhunters. Så bliver den vist ikke tydeligere.

Gentagelse på gentagelse

Klonk. Lyden af hjelm mod hjelm giver genlyd i hallen på trods af den dårlige akustik. Spillerene er blevet delt op i forsvar og angreb. Der bliver trænet snaps, løbespil, kastespil og forsvar. Det hele styret af en træner, der står foran hver klynge af spillere og som en anden instruktør styrer spillerne gennem den samme koreograferet dans. Igen og igen.

Med jævne mellemrum er der vandpause til de hårdt prøvede spillere. På trods af deres stadig mere gennemblødte trøjer virker de fortsat friske - grinene og humøret er i hvert fald højt. Det er som om, at de kollisioner, der burde tappe spillerne for kræfter, i stedet puster nyt liv i dem.

Lettere sadistiske træk

Når man spiller amerikansk fodbold, kommer det til at gøre ondt. Det kan man ikke komme udenom. Om det er derfor, trænerne i løbet af den to en halvtime lange træning presser spillerne til det yderste, skal være usagt. Der skal dog ikke lægges skjul på, at mistanken om lettere sadistiske træk hos nogle af trænerne poppede ind i hovedet på undertegnede undervejs.

Stærkest kom det til udtryk, efter træningen var afsluttet. De sidste 20 minutter var gået med en "skirmish", hvor forsvar og angreb spillede fuldt bemandet overfor hinanden. Her var det tydeligt at se, at mange på angrebet var nye - den sidste timing var der ikke helt, hvilket resulterede i en masse fejlslagne spil.

Det kom angrebsspillerne til at betale for. 10 minutters ekstra træning blev konsekvensen. Let løb fra den ene ende til den anden - frem og tilbage, som et endeløst pendulspil. Hver gang den skærende lyd fra en af de fem træneres fløjte lød, skulle der laves bestemte øvelser, hvorefter man løb videre. Til stor morskab for både trænerne og forsvarsspillerne blev der fløjtet tit og ofte.

Og så var træningen slut. Et par blå mærker og en rullet ankel var de eneste fysiske skavanker, der umiddelbart var kommet ud af den mangen nærkontakt.

Da vi forlader hallen, er dunsten af sved stadig til stede. Nu blandet med en ordentlig portion testosteron.

  • Krebs_Philip_(2015)_015

    Af:

    Journalistpraktikant på Sportfyn, hvor jeg prøver at give læserne gode oplevelser. Kommer fra Journalisthøjskolen i Aarhus

Mere om emnet

Se alle
Super Bowl i nat: Det skal gøre ondt

Super Bowl i nat: Det skal gøre ondt

Sheriffens sidste rodeo

Sheriffens sidste rodeo

Super Bowl i nat: Et opgør mellem to quarterbacks

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere