Log ind

Rejse-tv: Vild leg i Amazonas

  • Rejse-tv: Vild leg i Amazonas
    1 / 28
    Vores hjem - buttet og behageligt.
  • Rejse-tv: Vild leg i Amazonas
    2 / 28
    En morgen i Amazonas er fuld af lyde, og det er særligt tusinder af fugle, som sørger for musikken. Her hvide hejrer.
  • Rejse-tv: Vild leg i Amazonas
    3 / 28
    I kano tidlig morgen på Jananaca-søen.
  • Rejse-tv: Vild leg i Amazonas
    4 / 28
    Piranha - piratfisk - på snoren. Et stykke råt kød lokker fiskene til at bide på.
  • Rejse-tv: Vild leg i Amazonas
    5 / 28
    Landsbyen Igarapé Preto. Velorganiseret, men ikke velhavende. Bemærk vandforsyningen på taget.
  • Rejse-tv: Vild leg i Amazonas
    6 / 28
    Vandene mødes. Den mørke Rio Negro og den lysere Solimões. Det er fascinerende, at de to floder ikke blander sig øjeblikkeligt, og det skyldes bl.a. forskel på fart og temperatur, men også vandenes sammensætning.
  • Rejse-tv: Vild leg i Amazonas
    7 / 28
    Fra fiskemarkedet i Manaus, hvor en sælger forstår at lægge ansigtet i specielle folder.
  • Rejse-tv: Vild leg i Amazonas
    8 / 28
    Slid på havnen i Manaus. Vand på vej om bord.
  • Rejse-tv: Vild leg i Amazonas
    9 / 28
    Den unge mand hedder Daniel og står sammen med sin familie for den officielle fodring af delfinerne på dette sted.
  • Rejse-tv: Vild leg i Amazonas
    10 / 28
    Lillesøster med på vej hjem i familiens kano efter delfinfodring.
  • Rejse-tv: Vild leg i Amazonas
    11 / 28
    Lillesøster med på vej hjem i familiens kano efter delfinfodring.
  • Rejse-tv: Vild leg i Amazonas
    12 / 28
    Regnskoven med en af sine mange måder at gøre sig fotolækker på: Gardiner af lys.
  • Rejse-tv: Vild leg i Amazonas
    13 / 28
    Lokalt fiskerliv.
  • Rejse-tv: Vild leg i Amazonas
    14 / 28
    Vi er på vores turleder Juniors farm, hvor vi finder en "lille" edderkop.
  • Rejse-tv: Vild leg i Amazonas
    15 / 28
    En tudse kommer forbi, da vi går tur i regnskoven.
  • Rejse-tv: Vild leg i Amazonas
    16 / 28
    Selv om det er fristende at kigge op og se efter dyr, er det en god idé at holde øje med, hvor man går i regnskoven. Der er naturlige snuble"tråde".
  • Rejse-tv: Vild leg i Amazonas
    17 / 28
    Bad i bevægelse: Den udendørs bruser er en kærkommen fornøjelse, mens båden sejler. 
  • Rejse-tv: Vild leg i Amazonas
    18 / 28
    Han har gjort det mange gange før, men som en ægte lystfisker er Junior stolt, hver gang han har en større fisk på krogen. Her en aborre.
  • Rejse-tv: Vild leg i Amazonas
    19 / 28
    Endnu en stolt fisker.
  • Rejse-tv: Vild leg i Amazonas
    20 / 28
    Vores hjem - buttet og behageligt.
  • Rejse-tv: Vild leg i Amazonas
    21 / 28
    Det er desværre ikke ualmindeligt at lokale indfanger abeunger og holder dem som kæledyr. Det ser sødt ud, men det er skadeligt for aben, at den vokser op uden sin mor.
  • Rejse-tv: Vild leg i Amazonas
    22 / 28
    Grillede ananas smager sødt og saftigt.
  • Rejse-tv: Vild leg i Amazonas
    23 / 28
    Skal man tro kvinden i den hvide undertrøje, og der er ikke grund til andet, er hun stammoder til størstedelen af landsbyen Nova Esperanca. Blandt andet har hun 64 børnebørn. Her lokker de med hjemmegjorte sager.
  • Rejse-tv: Vild leg i Amazonas
    24 / 28
    Måske ung kærlighed, måske bare søskende eller venner. Men glade smil i landsbyen Nova Esperanca.
  • Rejse-tv: Vild leg i Amazonas
    25 / 28
    Mændene fra båden udfordres til fodboldkamp med kvinderne i Nova Esperanca. Bagefter er det tradition at overfalde mændene en for en og slæbe dem ud i flodens mudder. Her får turleder Junior en afvaskning og ser ikke ud til at være ked af behandlingen.
  • Rejse-tv: Vild leg i Amazonas
    26 / 28
    Mændene fra båden udfordres til fodboldkamp med kvinderne i Nova Esperanca. Bagefter er det tradition at overfalde mændene en for en og slæbe dem ud i flodens mudder. Her får turleder Junior en afvaskning og ser ikke ud til at være ked af behandlingen.
  • Rejse-tv: Vild leg i Amazonas
    27 / 28
    På dagen for hjemrejsen lykkes det at lokke egern-aber om bord i kanonen med frugt. I begyndelsen er de meget forsigtige, men snart er de så frimodige, at de indtager hele armen - og også hopper lidt rundt i vores kano.
  • Rejse-tv: Vild leg i Amazonas
    28 / 28
    Isfugl. Dem er der mange forskellige af, men de sidder ikke gerne stille, så de fleste fotos bliver uskarpe.

Artiklen er mere end 30 dage gammel

| Opdateret

Syv danske par tog på syv dages sejlads i Amazonas. Den store skov, dens floder, mennesker og dyr tog imod os med storslåethed, skønhed, eventyr, drama, men også bekymring. Her kan du komme med på rejsen på gammeldags, personlig dagbogsfacon.

DAG 0: Den lange rejse

Trætheden klør i øjnene og afrunder forsøg på skarpe tanker. Vi - fjorten danskere fordelt på seks par og to brødre - har været oppe før klokken seks og været længe undervejs.

Dagen forinden er vi sammen fløjet fra Kastrup til Lissabon, hvor vi har gået aftentur i den smukke og oplyste by med palæer, der stråler i natten og vidner om tidligere tiders rigdom. Og monumenter - også over udplyndringen af den verden, vi nu er landet i, efter at vi er fløjet videre fra Lissabon til Manaus, der er hovedstaden i den brasilianske delstat Amazonas.

Kort om rejsen

Den beskrevne tur var arrangeret af Tikva Travel og Stiftenfordele.Turen kostede 19.298 kroner pr. person og inkluderede:

Fly fra København til Lissabon og videre til Manaus - retur

Overnatning i Lissabon

Fuld forplejning på båden undtagen drikkevarer, der kunne købes billigt.

To-personers kahytter med aircondition, eget bad og toilet. Airconditionen gav visse udfordringer undervejs, hvorefter det blev udskiftet til nyt.

Samt rejseleder fra Fyens Stiftstidende (undertegnede).

Derudover skal påregnes drikkepenge - cirka 50 dollar pr. deltager, som fordeles mellem besætningen. Drikkepengene afregnes til sidst og helst i dollars.

Du kan læse mere om Tikva Travels ture til Amazonas her:

http://www.tikva-travel.dk/tikva/amazonas/

I Brasilien taler man portugisisk - ligesom i "moderlandet", der kom, tog og slog ihjel.

Det er sidst på eftermiddagen. Vi er blevet samlet op i lufthavnen og kørt ud til flodbredden til den båd, der skal være hjem den næste uge. Den er hvid, buttet, beskeden - synes hyggelig og fra en tid, da ekspeditioner på floder var langvarige, krævende og for de få. Et indtryk, den hjælpsomme og smilende besætning forstærker.

Kort om rejsen

Den beskrevne tur var arrangeret af Tikva Travel og Stiftenfordele.Turen kostede 19.298 kroner pr. person og inkluderede:

Fly fra København til Lissabon og videre til Manaus - retur

Overnatning i Lissabon

Fuld forplejning på båden undtagen drikkevarer, der kunne købes billigt.

To-personers kahytter med aircondition, eget bad og toilet. Airconditionen gav visse udfordringer undervejs, hvorefter det blev udskiftet til nyt.

Samt rejseleder fra Fyens Stiftstidende (undertegnede).

Derudover skal påregnes drikkepenge - cirka 50 dollar pr. deltager, som fordeles mellem besætningen. Drikkepengene afregnes til sidst og helst i dollars.

Du kan læse mere om Tikva Travels ture til Amazonas her:

http://www.tikva-travel.dk/tikva/amazonas/

Vi får tildelt tomandskahytter med brede køjesenge og tilhørende toilet, hvor lysebrunt flodvand står i toiletkummen og kommer ud af bruseren. På dækket venter solnedgangen, hjemmelavede bananchips og en stærk caiprihina, der er en forfriskende drink bestående af sukkerrørsbrændevin, friskskåret lime, isterninger og rørsukker. Det stiger til hovedet på én slurk, så bådens turleder, Moacir Fortes Junior, kan glæde sig over muntre gæster, mens han præsenterer os for besætningen og programmet.

Båden og besætningen

Vores båd var en af flere fra selskabet Amazonia Expedition.Den hedder Cichla Ocellaris.

Vi tilbagelagde 580 sømil.

Vi var 14 passagerer fordelt i syv køjer.

Og syv besætningsmedlemmer ledet af tourleder Moacir Fortes Junior - blot kaldet Junior, der har læst biologi og hvis familie ejer selskabet.

Selskabet går meget op i miljø og "ren" turisme. 

Du kan læse mere om det her:

www.amazoniaexpeditions.com.br

Snart sejler vi ud fra Manaus og under en nyere bro, der har givet skovens storby mulighed for at ekspandere. Det er fjerde gang, jeg er her. Første gang var i 1989. Den varme, søde og tætte lugt af fugt fra skoven og floden er den samme. Men duften af røg i det fjerne er kraftigere, og den grå tåge længere ude er ikke dis. Nogen brænder skoven, og en sørgmodighed blander sig med trætheden, brændevinen og motorens rytmiske gang, mens det tropiske mørke slukker for solen og for kræfterne til at opleve mere.

Operahuset og Manaus

Manuas med knap to millioner indbyggere ligger midt i Amazonas og er omgivet af 61 mindre byer, der kan kun nås til vands eller med fly. Derfor afgår der regelmæssigt både - en slags vandrutebiler - op og ned ad floderne. Her kan man slå sin hængekøje op på dækket og under primitive forhold nå til sin by. Man medbringer selv proviant.Byens mest berømte bygningsværk er Operahuset - Teatro Amazonas - der blev opført 1892-1896. Bygningen er inspireret af operahuset i Paris, og alt undtagen træværket er importeret som byggesæt fra Europa. Krystalkronerne er fra Venedig, og i loftet ses malerier malet med trompe l'oeil, hvor de skildrede personer bliver ved med at kigge på en - uanset, hvor man står. Man kan kun komme rundt med guide. Bygningen er fra en tid, da Manaus oplevede sit gummiboom, og byens bedre borgerskab ikke ville stå tilbage for andre rige rundt om i verden. Der er plads til 701 publikummere, hvis sæder er belagt med rødt fløjl.

Også i dag besøges operahuset af orkestre fra hele verden og fungerer som kulturhus med mange gratis arrangementer.

Dag 1: Første møde og én bliver syg

Klokken er 5.30. Luften er fuld af røg fra afbrændinger, og jeg kan høre motorsave. Amazonfloden er 6440 kilometer lang og har i omegnen af 1100 større bifloder. Vi er sejlet ad Solimões til en stor sø, der hedder Jananacá og fordeler os søvndrukne i to kanoer, mens besætningens mænd padler os over søen ind i en bitte biflod, hvor den vågnende skov er et inferno af larmende fugle. Højst skriger araerne, der parvis krydser himlen, men vi ser også ørne, traner, isfugle, en fasanlignende fugl højt oppe i sin egen verden, hvor den flakser fra træ til træ, papegøjer og dødningehovedaber. En grib med gult hoved glor vurderende.

Hjemme er det oktober og efterår. I Amazonas er det tørtid. Vandstanden vil falde op til 15 meter. Store sandbanker ved bredderne afslører, at vandet er faldet cirka halvvejs nu.

Vi ser flere dyr, end jeg tidligere har set på en enkelt morgen i Amazonas, men nogle er skuffende, fordi vi ikke kommer tættere på. Dyrene lever i deres egne verdener - højt oppe og i bevægelse og er lynhurtigt skjult af grønne, levende gardiner. Og i vandet, hvor små alligatorer lurer med øjnene i overfladen og først forsvinder med et pludseligt plask, når vi næsten kan nå dem. De større pattedyr holder sig som regel på afstand.

Hjemme på båden er frokosten overvældende. Fisk, kød, grøntsager og tropiske frugter og søde desserter og smoothies. Kokkepigen står dagen lang i et køkken så småt, at hendes bedrift synes uoverkommelig, og for hende er den tropiske varme, der luner os med 35 fugtige grader, intet at regne i forhold til den konstante hede fra komfuret og ovnen. Hun smiler meget.

Om eftermiddagen er vi i kanoer igen. Vi sejler forbi huse på pæle og husbåde og ser fisk springe for livet, mens lokale fiskere forsøger at indfange dem med net, de trækker i cirkler. Selv fanger vores egen gruppe 75 piratfisk ved at kroge råt kød på liner. Jeg fanger ikke en eneste. Deres tænder er frygtindgydende. Bider en pind over i ét bid, og da de får lov at dø i bunden af kanoen, føles det rart at have støvler på.

Vi besøger også en fin og velorganiseret landsby, Igarapé Preto, og hører om gummitræer, palmehjerter, kalabash, cashewnødder og meget andet. Her er ikke mange vestlige luksussager, men folk ser sunde ud, og børnene har ikke hovederne i ipads, men løber barfodede rundt og leger.

Senere på dagen springer grå "Flipper-delfiner" bagbords i det sidste orange dagslys, inden vi sætter tænderne i noget af dagens fangst. Meningerne om smagen er delte.

En medpassager har været utilpas fra morgenstunden med kvalme og ondt i maven. Måske varmen, måske en virus. Vi gætter på meget, men ikke på, at det vil sprede sig ...

Dag 2: Vandene mødes, operahus og svømmetur med delfiner

Vi sover længe, står først op 6.30. Efter nogen forsinkelse på grund af motorproblemer når vi det sted, hvor den lysebrune Solimões mødes med den sorte Rio Negro. De to floder løber side om side for først flere kilometer senere at blande sig med hinanden.

Vi sejler tilbage til Manaus, hvor vi lukkes på land - fulgt af de største og stærkeste mænd fra besætningen, der ikke viger fra os gennem byens overdådige fiske- og kødmarked, og da vi begiver os ned mod det berømte operahus.

For godt 100 år siden havde gummiproduktion gjort Manaus til en rig og velstående by, og byens elite ønskede ikke at stå tilbage for Europa og byggede det estravagante operahus. Jeg har hørt det hele før og er i dårligt humør. Jeg kan ikke få lugten af fattigdom og røgen fra afbrændingerne ud af næsen.

Vores lokale byguide, Rafael, fortæller, at man brænder skoven for at dyrke jorden, men at der efter to til tre år ikke er mere næring tilbage i asken. Og så er jorden ubrugelig og skoven og dets følsomme økosystem væk for altid, siger han og fortæller, at Manaus er plaget af oversvømmelser hvert andet til tredje år, hvor der før kunne gå 60 år imellem. Fordi man fælder træerne og blotlægger flodens bredder, mener han og forstærker mit mismod.

Tilbage på havnen slæber beskidte arbejdere deres rygge skæve ved at bære uhyrlige mængder af ferskvand og proviant om bord i andre både. Jeg glæder mig til at slippe ud af byen. Der er mange smukke byer i Brasilien - Manaus er ikke en af dem.

I Amazonas er det naturen, der er værd at besøge, og det bekræftes få timer efter ved Jacafenbal-søerne. På en lille pram fodrer en familie flodens lyserøde delfiner et par gange om ugen som led i et officielt beskyttelsesprogram. Vi ankommer til fodringstid og får lov at hoppe med ud iført svømmeveste og med besked på at opføre os roligt. Floddelfiner ser ikke godt, men navigerer i det mørke vand ved hjælp af lyd - biosonar - og de er ikke kæledyr. En lille gruppe dukker op. De er store og med lange, frygtindgydende snuder, der ligner næb. Fodringsmanden får dem til at løfte sig op for at snappe fisk, som han holder højt. De spiser, men glider igen, da der ikke er mere at komme efter. De har behandlet os med værdig ligegyldighed, men de har rørt vores hjerter.

Båden sejler videre ad Rio Negro til Pagodão, hvor vi tager en aftentur i kanoerne og fanger en brøkdel af skovens natteliv med en stor flash. Store tudser stivner, en rød isfugl sover videre, en pungrotte vimser væk. En meget stor alligator plasker i vandet lige ved siden af os. Jeg bruger min lommelygte til at afsøge bunden i kanoen. Ved af erfaring, at når vi sejler under tæt løv, kan alt muligt kryb finde på at hoppe om bord. Og jeg er dødtræt og magter ikke store edderkopper midt i mørket.

Dag 3: Nøgenbad og andre ritualer

Op 5.30. Morgensejladsen i kanoen føles allerede behageligt rituel. Vi er tavse, spejdende, lader fuglene om palaver - denne morgen er det især tukaner, der larmer. Kameraer klikker, nye dyr viser sig - som et firben, der som en lille hurtig Jesus piler over vandet. Jeg opgiver at notere alle arterne og koncentrerer mig om mangfoldigheden og om bare at være.

En syg medpassager lægger sig på tværs i kanoen, og hjemme på båden under morgenmaden kan vi notere, at første syge nu er rask, men at fire andre er nede med samme symptomer.

De næste timer skal vi heldigvis bare sejle ad Rio Negro og hvile. Nyindkøbte hængekøjer fra Manaus fylder øverste dæk og buler af trætte kroppe. Jeg snupper et udendørsbad. Agter på båden er en lille vaskeplads med udendørs bruser, og det er magisk at stå der uden en trevl på kroppen og lade sig forfriske, mens regnskoven passerer, og delfiner viser sig længere ude. Det bliver et dagligt, lykkeskabende ritual.

Vi lægger til ved byen Novo Airão, hvor Junior har en farm, og ser natugleaber. De er meget små og kræver en meget stor kikkert.

Dag 4: Krigszone, fisketur og fattig landsby

Dagen begynder som sædvanlig 5.30 og frister med to vandreture. I nattens løb er vi nået til et sted kaldet Barro Branco. Regnskoven er planternes krigszone, hvor alle slås om det samme: lyset. Her er enorme fingerfilodendroner, gigantiske træer, lange lianer og fine små blomster i klare farver. Nogle planter snylter, andre snor sig, andre vokser hurtigst. Og økosystemerne forandrer sig, jo højere oppe i træerne man befinder sig. Vi bliver på jorden. Passer på ikke at snuble over store rødder og på ikke at røre krigeriske myrer. Jeg bliver hjemme fra tur nummer to. Dyrker lykkefølelsen under udendørsbruseren og sover en stigende kvalme væk. Imens finder de andre kradsespor i træerne fra en jaguar.

Over middag fisker vi, mens grå delfiner springer tæt om kanoerne. De andre fanger aborrer og papegøjefisk. Jeg fanger vanen tro ingenting. Det gode humør udfordres, da nogen brænder skov i nærheden.

Hjemme på båden venter hængekøjerne og senere en udflugt til en fattig landsby, der har 80 kilometer til nærmest indkøbssted. Hjemmefra har vi medbragt papir, blyanter og farver til byens skole, hvilket er tiltrængt, da det er et halvt år siden, der sidst har været et selskab som vores forbi. En af mændene synger en vemodig sang for os, og vi føler, at vi må give tilbage i samme stil og synger "Solen er så rød, mor"

Tilbage igen på båden får vi besøg af en familie i kano, der håber på lidt overskud fra de riges bord. Og det får de. For at vække opmærksomhed har de en stakkels abeunge med. Junior siger, at mange lokale fjerner vilde abeunger fra deres mødre for at have dem som kæledyr, men at ungerne ender som forstyrrede og aggressive voksne.

Så er det sjovere at tænke på aftenfesten på dækket. Endnu mere mad og fristende drinks. Og besætningen forsøger at lære stive danske kroppe at sno sig til lambada. Alle er glade og raske. Og trætte.

Dag 5: Hedeslag og vandfald

Det er søndag, og fem nye har lagt sig med kvalme og dårlig mave. Resten af os tager på kanotur. Vi er ved Aturiá River, biflod til Rio Negro, og støder blandt andet på en elektrisk ål og grønne papegøjer. Vi griller fisk og en hel ananas og bæller vand, for denne dag har vi over de 40 grader i solen, og tempoet bliver derefter. Et nærliggende forholdsvist plant vandfald er på grund af årstiden fattigt på vand, men det er alligevel forfriskende at vade rundt i det og finde eksotiske træstumper, som akvarie-folk hjemme i Danmark giver en formue for. Vi bliver fulgt hjem af isfugle, og en enkelt fisk gør os selskab ved at springe op i kanoen. Ingen orker aftensejlads. Vi hygger på dækket og går tidligt i seng.

Dag 6: Kvinderne styrer

De danske mænd er udfordret. Kvinderne i landsbyen Nova Esperanca vil spille fodbold mod dem på byens knoldede jordbane. Vi kan ikke sejle videre, før dysten er afgjort. Det vil være uhøfligt.

Vi er ellers færdige med at handle. Vi har købt smykker af frø og skaller, skåle, bordskånere, alt muligt håndarbejde, og vi har betalt pænt og også foræret landsbyen tandbørster, tandpasta, skriveredskaber, bamser og meget andet. Gaverne er blevet myndigt fordel af byens stammoder, en halvanden meter høj indiansk kvinde med et uforståeligt navn og fertile gener. Hun og hendes familie har boet her ved Rio Negros biflod Cuieiras - et døgns sejlads fra Manaus - det meste af hendes voksenliv, og omkring hende ses resultatet i form af en vrimmel af aldrende børn, 64 børnebørn og et uvist antal oldebørn - store som spæde. Husene er fine med græstage på indiansk vis. Der er elektricitet, internet, og en rigtig skole er på vej.

- Kom kom ...

Brunhudede unge skønheder med langt sort hår lokker de danske mænd og skibets mandlige besætning ind på jordbanen, hvor maskotten, en mager ko, græsser bag det ene mål. Man aner små smil i nordiske skægstubbe og en overdreven hensyntagen, da fodboldkampen går i gang. De danske mænd ligner blege kolosser i gummisko og støvler over for de lokale kvinder, ikke højere end 1,60, der spiller barfodede i små shorts og korte toppe, som blotter brune strutmaver.

Det er varmt, cirka 35 grader, og mændene begynder at svede og stønne. Galanteriet viger hurtigt for en målrettet indsats, for landsbykvinderne er vævre og hårdtsparkende. Og bedst til fodbold, skal det vise sig. 2-1 til pigerne. Deres egne mænd klapper rituelt fra tilskuerrækkerne, inden de overtager banen i en herrematch, der spreder støvskyer, som sætter sig på ansigter, arme og ben.

Mange af kvinde-spillerne er mødre, teenagemødre. En af angriberne er 18 år og mor til to, og selv om vi dårligt forstår hinanden, står det klart, at børn kommer lige så naturligt som fiskene i nettene, og at det ikke er noget at undre sig over. Der er heller ikke tid til mere snak. Kvinderne er begyndt at samle sig ved flodbredden foran vores båd - fnisende, afventende. Da besætningen og de danske mænd efterhånden kommer slentrende ad en lille jordvej ned mod båden og et tiltrængt brusebad, bliver de en for en overfaldet af grupper af kvinder, der med magt slæber dem ud i floden til et fælles mudderbad. Nogle af mændene overgiver sig frivilligt - en enkelt kæmper som en desperat, mens han brøler, at han har en smartphone i lommen. Andre kæmper for sportens skyld. Kun den desperate slipper for mudderbadet og for at ligge nederst dækket af mudder, vand og unge kvinder, hvilket flertallet af mændene ellers ser ud til at nyde.

Mudderbadet er kulminationen på en forrygende dag, hvor de fleste nu er raske. Vi har set den sjældne og farvestrålende fugl manakin, hvilket vi kan forstå på en stærkt begejstret Junior er noget helt særligt. Vi fandt den på en lille ø, hvis klinter vi overvandt via en hjemmelavet stige. Under en senere fisketur tog vi bad i et tropisk regnskyl, der efterlod regnskoven dampende grøn og indhyllet i et mytisk skær. Her sluttede livet for tre store fisk, som vi spiser til aftensmad.

Dag 7: Aber i båden

Vi skal hjem, og de fleste er lidt triste. Vi har sejlet hele natten mod Manuas, og nu er vi ved den lille biflod Ariaú. Vi er groet sammen som gruppe, og eventyret er alt for hurtigt ved at være forbi. Junior insisterer dog på, at vi bør tage en tur mere i kanoerne.

Vi sejler forbi et hotel i forfald og ligger stille ved bredden. Junior begynder at skære mango og bananer, og pludselig synes et stort træ i vandkanten levende. En snes små aber ryster dets grene, mens de nærmer sig vandkanten - forsigtigt. For måske er der stadig en alligator i overfladen. De bliver modigere, og de største og dermed pæneste - man har jo undersåtter til at rense pelsen - snupper frugten fra vores strakte arme for til sidst at hoppe helt ned i kanoen til os og op på vores skuldre og skød. Det er noget særligt at kigge en vild abe i øjnene. Den indlader sig ikke, men studerer tilbage, vurderer, handler på situationen og fjerner med små, stærke fingre godbidderne ud af vores. De lavest rangerede i flokken ser skulende og forpjuskede til inde fra bredden.

Et par timer senere er vi i Manaus, krammer personalet farvel, tænker at netop os vil de altid kunne huske, giver drikkepenge og køres til lufthavnen. Ind i kølige butikker, der stinker af parfume og forbrug. Jeg trænger et et bad. Hvem der bare stod under bruseren agter på en flodbåd med regnskov til alle sider og havde lige så god tid som det dovendyr, vi også så ...

  • Byline

    Af:

    Jeg er journalist og souschef på Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis' kulturredaktion. Her beskæftiger jeg mig især med bøger og museer, men indimellem også med teater, film m.m. Jeg har været ansat i Fynske Medier siden 1990 og har blandt andet været redigerende, weekendredaktør, designchef og redaktionschef. Jeg bor i en landsby på Østfyn med mand og børn. Holder af både have og hav.

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere