Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere>>

fyens.dk

Fyens Stiftstidende - Fyns Amts Avis

fyensdk
 
  • Del artiklen:

Præstens
begravelsestale

Artiklen er hentet i arkivet

Holdt af feltpræst Olav Degn Andersen i Dalum Kirke.
Det eneste, vi på forhånd ved med sikkerhed om vort liv, er, at det ender med døden. Vi er født til at dø, og den viden må vi – i modsætning til alle andre skabninger – leve med livet igennem. Det lyder som en forbandelse. Det var det også, og det ville det stadig være, hvis Guds ord til Adam ved uddrivelsen af Paradiset stod alene: ”I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden, for af den er du taget. Ja, af jord er du, og til jord skal du blive.” (Gen. 3,19).

Men det gør de ikke, de ord. Der er føjet noget til: Evangeliet om Jesu Kristi opstandelse fra de døde, og det gør al forskel. Det er forkyndelsen af livets sejr over døden, og derfor hedder det nu: ”Af jorden skal du igen opstå!” Derfor er der håb, også dér, hvor der for os ikke er mere at se, og det håb må vi holde fast i til enhver tid, og ikke mindst har vi brug for at høre det forkyndt på ny, når vi mister en af vore kære, som det nu er sket for jer.

Christians pludselige, voldsomme og efter, hvad vi kan se og forstå – og det er ikke meget - alt, alt for tidlige og meningsløse død har ikke blot fyldt jer, Annette, Susan og Claus, I, som var hans nærmeste og kæreste, med sorg og smerte, men også gjort dybt indtryk på alle, som havde lært ham at kende, og endnu er det vel knap gået helt op jer, at Christian ikke er mere.

Christian døde bestemt ikke fordi, han ville, men for dét, han ville. Han valgte selv Afghanistan og kendte risikoen. Han vidste, hvad han ville, og så kunne I jo sådan set sige, hvad I havde lyst til. Han var soldat hele vejen igennem og tog af sted for at hjælpe til med genopbygningen af et land og et folk, som i årevis er blevet plaget og maltrakteret af gale mennesker.

Den største theolog i nyere tid, Karl Barth, sagde engang, at religiøsitet – og dermed mente han det at ville frelse sig selv - er menneskets sidste oprør imod Gud. Det blev Christian offer for. Sammen med sin kammerat Sonny og andre, kom han for at hjælpe, og så sker det groteske, fordi der er nogle, der ikke vil hjælpes; men vi tror på det vi netop sang:

”Så rejse vi til vort fædreland,
dér ligger ej dag i dvale,
dér stander en borg så prud og grand
med gammen i gyldne sale;
så frydelig dér til evig tid
med venner i lys vi tale"

Der er blevet meget tomt dér, hvor Christian skulle være, for han var altid nærværende i det, han havde med at gøre, fyldte enormt meget i både fysisk og overført forstand og overkom utroligt meget. Han var hjælpsom, kærlig og omsorgsfuld, hvad I alle kan tale med om. Han var udpræget humoristisk anlagt. Altid en frisk bemærkning, slagfærdig, med et glimt i øjet, og selv om han som soldat havde lært at benytte sig af kryptisk information, kunne han - uden overdrivelse – også udtrykke sig i klart sprog. Det er I mange, der har ikke har haft mulighed for at undgå at bemærke.

Det var vist nok Abraham Lincoln, der sagde noget i retning af, at det ikke drejer sig så meget om år i livet, som om liv i årene, og en anden klog mand, en dansk biskop, H.L. Martensen, udtrykte engang noget lignende. Han sagde: ”Det er ikke svært at dø midt i sit liv; men det er svært at dø uden at have levet.” 

Christian havde mod på livet og fik lov til at leve sit liv, så kort det end blev, og det er der midt i sorgen grund til at glædes over og mindes med taknemmelighed.

Men tomt er det, og savnet vil altid være der, og ingen af jer får nogen let tid; men uanset hvor uoverskueligt alt end nu ser ud, er det dog ikke håbløst, for vi har hørt, at alt ikke er sagt med døden. Vi har hørt evangeliet om Jesu Kristi opstandelse fra de døde, og derfor er vi ikke henvist til at se døden som vor eneste fremtid og dermed hele livet som meningsløst. Døden er nok vores yderste grænse; men den er ikke Guds. Tværtimod er det Gud, der sætter grænse for døden.

I den tro er der mod til at leve – trods døden, trods alt. Vi er ikke overladt til os selv i hverken liv eller død. Vi er i Guds hånd.

Amen.

Mere om emnet

Se alle
Forsvaret filmede for familien

Forsvaret filmede for familien

Farvel, Christian

Farvel, Christian

Christian, 33 år

Christian, 33 år

Fra forsiden

kundeservice_banner_20140313
StiftenFordele_Webbanner01_223x70 (1)
AvisKlubben_Webbanner_223x70