Log ind

Den sidste østblok i byen

  • Den sidste østblok i byen
    1 / 5
    Betjenten styrede færdslen i Nørregade og på stationsvejen, som går op til højre. på hjørnet ses Vangsteds befærdede hjørne med skoforretningen Bilerne, der holder tilbage, kommer nede fra tunnelen, havnen og Nørrebro.
  • Den sidste østblok i byen
    2 / 5
    Før Banegårdscentrets ankomst i begyndelsen af 1990'erne tronede Vangsteds hjørne i rækken af huse. Som den eneste overlevede bygningen massakren på bydelen, der her er fanget af byfotografen Lønborg omkring 1914 .
  • Den sidste østblok i byen
    3 / 5
    Kim Latt har boet i lejlighed på "Vangsteds Hjørne" i 17 år, inden han ved årsskiftet 2003-04 - mod sin vilje - flyttede ud. Sønnen Hugo på seks nåede også at bo i huset.
  • Den sidste østblok i byen
    4 / 5
    Tiderne skiftede for Vangsteds hjørne. Gadegennembruddet, der førte Thomas B. Thriges Gade videre og overflødiggjorde tunnellen i Nørregade, gav rystelser til den ene side. Nogle år senere fulgte en tilsvarende omlægning sted på husets anden side - og ikke uden følger for murværket.
  • Den sidste østblok i byen
    5 / 5
    Vejføringen har ændret sig dramatisk gennem tiden - før lå Vangsteds hjørne tydeligvis i knudepunktet, mens det nu er skåret af bymidten af de nye, store veje. Luftfoto: DDO®, COWI. Grafik: Leif Nørmark Sørensen.

Artiklen er mere end 30 dage gammel

FARVEL: "Vangsteds Hjørne" ved banegårds- centret var i årevis centrum for et af byens mest trafikerede punkter, herskabslejligheder med højt til loftet og billig husleje. Men nu venter fremtiden lige om hjørnet - den 14. juni beslutter byrådet, om huset skal rives ned
ODENSE: Efter mere end hundrede år forsøger hun stadig at knejse.

Retter sig op efter togenes bump og bussernes gearskiften i svinget ned mod Adamsgade.

Men lige lidt hjælper det.

"Vangsteds Hjørne" er sunket i knæ. Tynget af udviklingen, der kører udenom, og flere års liv i frit forfald.

Alligevel kan de fleste forbipasserende stadig få øje på det herskabelige, der karakteriserer byggestilen fra 1899.

Der er noget majestætisk over den.

Og vel må man have respekt for et hus, der var eneste overlevende efter massakren på en hel bydel.

I dag læner Vangsteds hjørne sig mod nutidens banegårdscenter. Som byens eneste tilbageblevne østblok og et dagligt vidne om det, der var.

Og det, der kommer - hvis det står til byrådspolitikerne.

Den 14. juni tager de endelig stilling til, hvad fremtiden skal bringe for Vangsteds hjørne, når de skal godkende en lokalplan, der giver ejeren ret til at rive hele molevitten ned.

I familien i 65 år

Når sandheden om den store aristokratiske bygning skal frem, blev den først til "Vangsteds Hjørne", da Oluf Vangsted i 1934 forpagtede forretningen "Skotøjslageret", som han omdøbte til "Vangsted Sko".

Egentlig havde han og hustruen Poula Christine Vangsted to år tidligere forpagtet en skobutik i Middelfart, men da de fik tilbud om at få det eftertragtede hjørne af Odenses midtby, slog de til.

I 1938 overtog Vangsted'erne både ejendom og forretning, og derefter var bygningen på familiens hænder i de følgende 65 år.

Inden det kom så vidt havde mastodonten ved banegården levet en omtumlet tilværelse, der betød, at den omtrent hver femte år fik ny ejer.

Da familien Vangsted overtog bygningen var adressen blevet så mondæn, at ingeniør Christensen, kredslæge Michaelsen og chiropraktor Hermansen hilste på redaktør Elmholdt i opgangen, inden de gik på arbejde.

I tidens tegn var der restaurant i stueetagen, og flere lejligheder blev bygget til i mellembygningen. Men derudover ændrede bygningen ikke udseende.

Betjenten i krydset

I 1930 var der 18 lejere i ejendommen - blandt andet kontoret bag virksomheden Carsten Pedersens Kul og Koks, hvis sorte stakke brændsel tydeligt kunne ses langt væk fra Havnegade, hvor de lå.

Ingeborg B. Mogensen ejede for en kort bemærkning byggeriet, inden skoene og Vangsted-familien kom til.

Og selv om mange odenseanere ikke kendte "Vangsteds Hjørne" for Vangsted'erne selv, kendte de det formentlig for den færdselsbetjent, der troligt stod i Nørregade - lige over for Vangsteds hjørne - og dirigerede trafikken i byens mest centrale kryds.

Herfra var nemlig den voksende trafiks eneste gennembrud ned mod den trafikerede havn - en tur, som gik under jernbanen gennem Nørregade-tunnellen. Af den grund var Vangsteds hjørne i flere årtier et af byens centrale knudepunkter. Handlen skiftede. Sko, avisudsalg, kro. I de senere år har der blandt andet været cykelbutik og hifikæde i den underste etage.

På de øverste etager har der derimod hele tiden været anderledes ens stil over stedet.

Herskabslejligheden

Her oppe over gadeniveauet regerede husets ejer fru Poula Christine Vangsted, som blev enke i 1960 - året efter sit sølvbryllup.

Hendes søn, Preben Vangsted, fortæller, at familien i årenes løb boede i tre af ejendommens 10 lejligheder. Mest hjemme følte Fru Vangsted sig i herskabslejligheden på 2. sal, der havde store lysekroner i tre af stuerne og specialtegnede møbler, som var en herregård værdig.

En ung pige i huset hjalp Fru Vangsted og hendes hjemmeboende søn i dagligdagen, ind til hun efter sin pensionering valgte at klare sig selv. Sådan var hun nemlig - beslutsom.

Personligt interview

Og sådan var rammerne for kommende lejere, som hun havde for vane at indkalde til personlig interviewsamtale, hvor hun kunne se dem an. Og når hun gjorde det, stillede de som forventet op med nystrøgne bukser og kæmmet hår.

Som den dag i 1986, hvor Kim Latt fik foretræde for den pæne, superslanke dame, der ikke lod sig mærke af, at håret efterhånden var blevet blålilla og hun selv var sidst i 70'erne.

Fru Vangsted var skarp og altid ulasteligt klædt - og forlangte i øvrigt det samme af sine lejere. Kim Latt var først i 20'erne og i gang med at studere datalogi på universitetet. Og så havde han naturligvis en kæreste, fordi han vidste, at fruen i ejendommen gerne så det. Hun havde nemlig en forestilling om, at kærestefolk var roligere end enlige.

En opfattelse, der ifølge Kim Latt langt fra altid stemte overens med virkeligheden.

- Hun havde en gammeldags facon, det er rigtigt, og hun havde sine meninger om tingene. Men hun havde et godt forhold til lejerne, siger hendes søn Preben Vangsted.

En af dem, der boede på 4. sal og som var læge, lovede for eksempel at hun bare kunne ringe, hvis der blev noget.

- Og det var rart. Hun var jo efterhånden oppe i årene, siger han.

Lejerlivet

Kim Latt opnåede at komme til personligt interview efter at have svaret på en rubrikannonce i avisen. Han fik lejligheden, der havde koldt vand i hanerne, men til gengæld kun kostede 600 kroner om måneden. Men dermed var han langt fra færdig med at korrespondere med husets frue.

Fru Vangsted klagede nemlig over lejernes mindste skavank, skulle det vise sig.

Hun klagede, når han ikke bonede trappen, når han ikke parkerede cyklen til højre i gården og i øvrigt gik med for beskidte sko indendøre.

- Og jeg overtrådte jo reglerne. Jeg var ligesom de fleste andre studerende - en sut. Ved du for resten, hvordan man boner gulv?, spørger han, der i dag er færdiguddannet og pendler mellem sin nye lejlighed i Odense og jobbet i København.

Sammenholdet mellem beboerne fejlede ingenting de første år. Med udgangspunkt i beboerforeningen Perron 68 mødtes de på bedste kollektive vis og fordelte opgaverne med rengøring af gård og trapper imellem sig.

Perron 68 var opløst, da huset i løbet af 1994 skiftede adresse fra Nørregade 68 til Østre Stationsvej 7-9. Begivenheden blev starten på områdets forandring, Odense Banegård Centers opførelse og en tid, hvor de ydre rammer begyndte at optage beboerne mere og mere.

De lave bebyggelser omkring skred sammen, mens kun Vangsteds hjørne fik lov at stå tilbage og knejse mod himlen i kamp mod de nye bygninger.

Farvel efter 17 år

Det er to år siden Kim Latt og hustruen Janni flyttede ud af ejendommen. Han husker stadig de store rum med knap 3,5 meter til loftet, og gulvet, som han i sin tid selv høvlede af. I køkkenet bar gulvet præg af, at en kvinde havde trådt brædderne tynde fra sin plads foran køkkenvasken.

Inden de flyttede væk, var de blevet én mere, end da de flyttede ind. Også sønnen Hugo oplevede sine tre første år som verdensborger med togets rusken til den ene side og bilerne til den anden.

- Det var mærkeligt at flytte derfra. Jeg har altid troet, jeg skulle bæres ud, siger Kim Latt, der aldrig før havde boet samme sted i 17 år.

Nedrivning en skandale

I første omgang blev beboerne opsagt med en måneds varsel, men da de efterfølgende klagede, fik de ændret den beslutningen, så det endte med, at de fik økonomisk kompensation og flyttede.

- Jeg synes, det er en skandale, at huset rives ned. Byens sidste østblok, siger Kim Latt.

Men allerede det sidste års tid har husets nye ejer, direktør for Cab Inn-hotellerne Niels Fennet, varslet nye tider for ejendommen. Det er sket ved at hænge en stor banner op på bygningen, hvor han reklamerer for, hvad der skal komme i Odense - og hvad han allerede har præsteret i byer som København, Esbjerg og Århus

- Jeg skal nok bevise, at jeg kan tilføre Odense flere gæster, fordi vi laver pakkeløsninger, hvor blandt andet det grå guld kan overnatte på hotellet og opleve byen - og måske tage videre til den næste by med Cab Inn, har han tidligere udtalt til avisen.

Nye planer er bedre

"Mens vi venter på Cab Inn i Odense" står der på banneret, selv om byrådet først om nogle uger tager endelig stilling til lokalplanen - og nedrivningen.

Spørger man Preben Vangsted, er han ikke i tvivl om, hvad hans mor ville have syntes om udviklingen.

- Hun ville have syntes godt om de nye planer, for de hænger bedre sammen med banegårdscentret end dem, som endte med at blive vedtaget i sin tid, siger han, der heller ikke selv har nogen følelser i klemme, selv om han nåede at bo i ejendommen i omkring 30 år.

- Heller ikke selv om det da er noget af en æra, der slutter, siger han.

Ifølge Preben Vangsted er der ikke en lejlighed i huset, som ikke har slået revner efter at have ført en ny vej lige lukt forbi sig. Derfor vil det også være alt for bekosteligt for en ny udlejer at sætte de mange etagekvadratmeter i stand, siger han.

- På det punkt var mor og jeg uenige. Jeg mener, hun skulle have ført en retssag mod banegårdscentrets bygherre og søgt erstatning for de skader, der blev påført huset. Det ville hun ikke, for hun mente, det ville tage for mange år. Men hun blev 90 og kunne have vundet sagen. I stedet blev hun bitter over skæbnen, siger han.

Fru Vangsted blev ramt af et slagtilfælde og faldt om i sin lejlighed i efteråret 2003. Hun døde kort efter på OUH, og kort efter - i forbindelse med nytåret - flyttede de sidste lejere flyttede ud.
  • Fyens Stiftstidende

Mere om emnet

Se alle
Frelserens Krog for sidste gang

Frelserens Krog for sidste gang

Frelserens Krog - endnu en gang

Frelserens Krog - endnu en gang

Det hedder da Frelserens Krog

Det hedder da Frelserens Krog

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere