Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere>>

fyens.dk

Fyens Stiftstidende - Fyns Amts Avis

fyensdk
 
  • Del artiklen:
Tupilakken førte hverken til rigdom eller tv-berømmelse

Tupilakken
førte hverken
til rigdom
eller tv-berømmelse

Annonce:

Adventure Holidays New Zealand 2017 – rundrejse med dansk rejseleder

Adventure Holidays New Zealand 2017 – rundrejse med dansk rejseleder

Mange mennesker kom til Nyborg Bibliotek i går. TV2 Fyn optog programmet Skjulte skatte, hvor en ekspert sætter pris på folks klenodier. Avisens udsendte (i midten) havde medbragt to tupilakker, som han havde store forhåbninger ville få en høj vurdering.
Foto: Michael Bager

Artiklen er hentet i arkivet

Auktionshuset lauritz.com vurderede klenodier i Nyborg i går - avisens udsendte tog arvestykkerne med i håb om hurtig gevinst
NYBORG: Jeg sidder med mine arvestykker, to grønlandske tupilakker, og overvejer, hvor høj vurderingen skal være, før jeg vil sælge.

Rundt om mig på hver side af gangen sidder folk - fortrinsvis pensionister her klokken 11 om formiddagen - og gør sig helt sikkert de samme tanker.

TV 2 Fyn er kommet til byen for at optage programmet »Skjulte Skatte«, hvor en ekspert vurderer de ting, folk har gravet frem fra gemmerne.

Tv-stationen er rykket ind på Nyborg Bibliotek, hvor boglånere må kante sig vej mellem gamle piber, lysekroner, malerier og mine tupilakker.

De var en gave fra min mormor og morfar. Jeg tør slet ikke tænke på de pinsler, som folk er gået gennem, for at min morfar kunne købe dem tilbage i 1970'erne, hvor han var tandlæge i Vester Skerninge. For at få råd til sådan en tupilak har han nok skullet bore en del tænder, og jeg har set billeder af hans praksis - den var ikke udstyret med de nænsomme diamantbor, vi kender i dag, men snarere den type bor, der kom lige efter de fodpumpe-drevne.

Men nu, omsider, kan jeg give alle disse lidelser mening, når eksperten vurderer værdien af dem til at svulmet enormt siden de glade 70'ere.

Mange af de vurderingshungrende mennesker har hevet sofastykket ned af væggen, og en del har også taget sådan nogle gamle lange piber, som vist ikke dur til at andet end at hænge på væggen i håb om, at de kan samle værdi nok til at forsøde otiummet.

Damen ved siden af mig udleverer numre til ny- ankomne og er nået til 50, men nu ser der ikke ud til, at der kommer flere. Jeg har nummer 27;

Tv-værtinden i »Skjulte skatte«, Signe Ryge, kommer ud og kalder de næste ind:

- Er der en nummer 15? Det er jo ligesom hos lægen, bemærker hun, og efter at have gentaget nummeret et par gange reagerer en ældre herre, som hanker op i et stort maleri og går ind for at modtage dommen.

Stor tålmodighed

Klokken nærmer sig 12, og temperaturen stiger i venteværelset. Mange har ventet i over en time, men tanken om at have en skjult skat med i stofnettet eller papkassen gør åbenbart folk meget tålmodige. Snakken går om stort og småt: En mand med et stort overskæg fortæller en anden mand, der har medbragt en af de store piber, at pibehovedet har været for stort til at blive brugt i praksis. Han ved det, for han ryger selv pibe, og et stop i hans pibe kan vare i næsten en time.

- Så kunne man ryge på den her fra morgen til aften, siger den anden mand.

Jeg spekulerer på, hvad jeg skal sige, når jeg skal på tv.

Hvad nu hvis de spørger om historien bag tupilakkerne - der er jo ikke rigtig andet at fortælle end, at min morfar købte dem. Nogle bliver længe hos vurderingsmanden, men størstedelen kommer hurtigt ud igen - var deres historier ikke gode nok til fjernsynet?

Uvurderlige skatte

Nu bliver nummer 26 kaldt ind. Min puls stiger lidt - om lidt går jeg ind til hurtig rigdom og 15 minutters berømmelse, når de ser mine tupilakker og hiver mig ind foran kameraet.

- Vil nummer 27 træde nærmere?

Jeg springer op og skynder mig hen til manden, der fortæller, at jeg skal ind og snakke med Claus.

TV2 Fyn har indrettet sig i bibliotekets administrationsfløj, og optagelserne foregår inde på lederens kontor. På et lille bord bliver jeg bedt om at pakke mine skatte frem, og snart kommer både Signe Ryge og Claus Christiansen fra auktionsfirmaet Lauritz.com hen for at lade sig imponere. Signe kaster et hurtigt blik på dem og er væk igen, men Claus tager sig bedre tid:

- Etnografica og i det her tilfælde grønlandica er oppe i tiden, men jeg kan desværre ikke sige så meget om dem. Det kræver en rigtig ekspert. Men jeg vil tro, at de kan indbringe et par tusind kroner, siger han og vender rundt på figuren af hvalrostand.

I bunden står navnet på kunstneren og et årstal, og jeg er sikker på, at det hæver værdien betragteligt:

- De er åbenbart lavet sidst i 1970'erne, siger Claus, og jeg holder spændt vejret.

- Det betyder, at du faktisk ikke må sælge den, da handel med hvalrostand er forbudt, med mindre den er lavet før 1947. For at handle med den slags skal du have lavet et særligt bevis, og det er vist ikke helt billigt.

Jeg er målløs - må jeg ikke handle med mine egne arvestykker? Og er de kun et par tusind værd? Claus smiler venligt, men siger ikke mere, og jeg kan forstå, at mine tupilakker ikke er interessante eller dyre nok til at komme i fjernsynet.

Jeg går slukøret ud, men på vej ud bliver jeg enig med mig selv om, at jeg aldrig i livet kunne drømme om at sælge mine tupilakker, som min morfar har slidt for at købe - for mig er de uvurderlige.

Fra forsiden

kundeservice_banner_20140313
StiftenFordele_Webbanner01_223x70 (1)
AvisKlubben_Webbanner_223x70