Ditte Andreasen er på hjemmebane, når de uofficielle verdensmesterskaber i folkebådssejlads afvikles i Kerteminde i denne uge. Hun er opvokset med bølgeskvulp som vuggevise og er i dag formand for Dansk Folkebådsklub

Kerteminde: Det føles lidt som at glide over landskabet i en luftballon. Den blide, berusende fornemmelse af at glide ubesværet over bølgerne. Der er ingen motor, der larmer og sender rystelser op gennem skroget. Bare lyden af havvand, der plasker op under kølen. Her er det storsejlet, skipper og et par gaster, der driver den to tons tunge båd frem.

- Ja, du giver den lige ti centimeter, dirigerer Ditte Andreasen ved roret, mens Michael Empacher og Anders Jonas Rønn trækker og slipper i snore og tovværk.

- De der kluk-lyde af vandet, der rammer kølen, er noget helt særligt for folkebåde. Enten elsker man det, eller også hader man det. For mig er det ren vuggevise.

Ditte Andreasen

Vi er sejlet ud i Kertemindebugten i "Gisti" en 25 fods nordisk folkebåd for at træne til den store kapsejlads, der finder sted i denne uge. 79 folkebåde fra seks forskellige nationer dyster om Guldpokalen - det uofficielle verdensmesterskab. Solen skinner og vestenvinden blæser med ti sekundmeter. Perfekt sejlervejr.

Vindspring og kluklyde

- Vi laver en vending, råber Ditte Andreasen pludselig, hvorefter mandskabet gør klar til at dukke sig under bommen og sætte sig i den modsatte side af båden. Gisti krænger voldsomt nu, og havvandet skvulper over rælingen. Helt normalt, beroliger de og fortæller, at det gælder om at læse vindens mønstre.

- Mange tror, at vinden blæser fra én retning, men i virkeligheden kommer den fra alle mulige retninger. Særligt tæt på land påvirker landskabet og bygninger vindens bevægelser, så der kan opstå de her vindspring, eller pludselige vindpust, fortæller Ditte Andreasen.

Den kvindelige skipper dirigerer teamet kort og præcist. Hun har tilbragt det meste af sit liv i en folkebåd, men hun skulle lige en omvej forbi ridesporten og fodbold, før hun fik foden under eget ror. Forældrene Erik og Lotte Andreasen skabte Folkebådscentralen i Kerteminde, og fra hun var helt lille, fulgte hun med på den ene tursejlads og kapsejlads efter den anden.

- De der kluk-lyde af vandet, der rammer kølen, er noget helt særligt for folkebåde. Enten elsker man det, eller også hader man det. For mig er det ren vuggevise, fortæller Ditte Andreasen.

- Jeg sover så godt i en folkebåd.

Sjovere uden far

I modsætning til de to gaster på båden har hun aldrig sejlet optimistjolle.

- Jeg har bare fået det ind med modermælken, men da jeg blev bedt om at være skipper for første gang, var det da også med en vis portion spænding i maven, fortæller hun.

Det var lidt af et tilfælde, at folkebåden forførte hende i teenagealderen.

- Det var først, da en veninde fik lokket mig ud at sejle en dag uden min far, at jeg fandt ud af, hvor fedt det er at sejle. Jeg fandt ud af, at når han ikke var i nærheden og kunne kommandere med mig, så var det helt vildt sjovt, fortæller Ditte Andreasen.

I dag er "Gisti" hendes tredje båd, og Ditte Andreasen er blevet formand for landets 300 folkebådsentusiaster.

Hun og bådens tre gaster befinder sig godt i klassen:

- Det er ikke nødvendigvis sjovere at sejle en større båd. I en båd af den her størrelse mærker du virkelig, at du sejler. Nærheden til bølgerne. Vindens kræfter, siger Ditte Andreasen.

- For mig er folkebådssejlads noget af det mest komplicerede og sofistikerede sejlads, der findes. Fordi det er så forholdsvis en simpel båd, sejler du på marginalerne. Det kræver et helt utroligt teamwork, fortæller Michael Empacher.

Han har vundet flere danmarksmesterskaber og vandt Guldpokalen sidste år. Nu drømmer hele holdet om at sikre Ditte en sejr på hjemmebane.

  • Journalist portræt

    Af:

    Journalist på Kerteminde-redaktionen med ansvar for både de yngste og de ældste. Det vil sige kommunens daginstitutioner, skoler, socialt udsatte børn og unge samt ældreplejen.

Mere om emnet

Se alle