I Tunis, Tunesiens hovedstad

Torbjørn Pedersen fra Kerteminde har sat sig for at finde ud af, om det kan lade sig gøre at besøge alle verdens 203 lande uden at flyve. I 2013 begav han sig ud på sit livs eventyr, som stadig er i gang.

På Sejrspladsen i hjertet af Tunesiens hovedstad Tunis møder Fyens Stiftstidende Torbjørn Pedersen. Det er ikke svært at genkende ham fra billederne på nettet. Høj og slank med et lysebrunt skæg og håret bundet op i en knude, en grå trøje med Røde Kors-logo på brystet og de obligatoriske vandresko.

Der står han roligt og venter med et afdæmpet smil. For den almene tuneser må han ligne enhver anden backpacker, der ofte passerer den turistbefærdede midtby. Men Torbjørn Pedersen er på alle måder anderledes end andre turister.

Torbjørn Pedersen

Torbjørn Pedersen er 39 år og fra Kerteminde.Hans tur jorden rundt har indtil sidste år været sponsoreret af ingeniørselskabet Ross Offshore. Siden har han finansieret den selv gennem sin opsparing og et budget på 20 dollars om dagen (cirka 130 kroner).

Ind imellem får han gratis hotelovernatninger ved at reklamere for hotellerne på sociale medier, hvor han har cirka 35.000 følgere.

Desuden har han partnerskabsaftaler med flere, for eksempel Maersk, hvor han får lov at sejle gratis med på deres containerskibe.

Følg med på Facebook, Twitter og Instagram under projektnavnet "Once Upon A Saga" eller direkte på hans blog www.onceuponasaga.dk

 

For knap fire år siden sprang han nemlig ud på et eventyr af dimensioner: Én mand, 203 lande, ingen flyrejser. Det er essensen af den verdensrekord, som han gerne vil bringe hjem til Danmark, når projektet en dag er overstået.

- Der går nok to år mere, før jeg kommer hjem til Danmark igen, konstaterer Torbjørn Pedersen, da vi taler om tidshorisonten for rejsen, som oprindelig var sat til fire år.

En tredjedel tilbage

Siden han begyndte rejsen fra Dybbøl Mølle i Sønderjylland på en solrig oktoberdag i 2013, har han lagt det meste af Europa bag sig samt hele Nord- og Sydamerika, og nu hele Afrika.

Når resten af Europa er overstået, venter Mellemøsten, Asien, Australien og Stillehavsøerne forude, før 38-årige Torbjørn Pedersen kan skrive sig ind i historiebøgerne. 129 lande er overstået og 74 venter forude, da vi møder ham i Tunesiens hovedstad.

Vi sætter os ved en tilfældig sandwichbod i midtbyen, og som samtalen skrider frem, vil Torbjørn Pedersen gerne slå fast, at rejsen ikke blot handler om at slå en verdensrekord.

Formålet med projektet "Once Upon a Saga" er også at sprede budskabet om Røde Kors' humanitære indsatser gennem sit frivillige arbejde som Goodwill-ambassadør - et emne, der kan få en nærmest besat glød frem i øjnene og et højere toneleje frem i stemmen på Torbjørn Pedersen, mens vi sidder der og spiser grillet kalkunsandwich.

Verden bedre, end vi gør den til

- Røde Kors er en fuldstændig unik organisationen. Der findes intet som den i verden. Den hjælper mennesker uanset deres religion og er til stede i stort set alle verdens lande. Det er en af de eneste organisationer, som får lov til at hjælpe på begge sider af konflikter og frontlinjer, fordi alle ved, at organisationen er upartisk.

Efter vores sandwich og indledende samtale rykker vi videre ind i hovedstadens gamle bydel med snoede gågader og mørke gyder, hvor vi ender på en café med udsigt over hele byen.

Mennesker strømmer til, og som mørket falder på suppleres vandpiber og myntete med orientalsk musik og dans. De hyggelige omgivelser illustrerer fint det tredje og lige så vigtige formål med Torbjørn Pedersens jordomrejse: At vise, at verden er et bedre sted, end vi gør den til.

- De fleste mennesker i verden har en hel normal dagligdag, der minder om vores egen i Danmark. De er sammen med deres familier, venner, hører musik, dyrker sport og spiller candycrush. De lever helt normale liv. Men det er ikke nyhedsværdigt, så gennem medierne får vi et indtryk af, at verden står i brand og er meget mere konfliktfyldt, end den rent faktisk er i virkeligheden.

Med dette budskab in mente er den sidste del af Torbjørn Pedersens mission at sprede positive historier på sin hjemmeside og på sociale medier om alle de mennesker og lande, han møder på sin vej, for at nuancere det overvejende negative verdensbillede, vi efter hans mening får gennem medierne.

- Dette er ikke kun et landeprojekt - det er måske endnu mere gået hen og blevet et menneskeprojekt, må han næsten råbe for at bryde igennem den høje musik, der sammen med vandpibe og dans holder liv i natten på toppen af Tunis.

Globetrotter fra barnsben

Selv om Torbjørn Pedersens eventyr uden tvivl er hans livs største bedrift, er tilværelsen som globetrotter på mange måder en livsstil, som han fik ind med modermælken.

Som barn flytter familien Pedersen på grund af farens arbejde fra Kerteminde til Vancouver i Canada efterfulgt af Toronto og New Jersey, inden han vender hjem som 7-årig.

Da de fleste børn i 8. klasse vælger en praktikplads hos den lokale bager eller købmand, skaffer Torbjørn en praktikplads sammen med en lastbilchauffør og ender i Tyskland og Polen. Fra en tidlig alder har han et brændende ønske om at opleve verdenen.

Efter afsluttet handelsskole i Silkeborg, aftjener Torbjørn Pedersen sin værnepligt i livgarden, og inden forløbets afslutning siger han ja til at blive udstationeret med FN's fredsbevarende mission på Afrikas horn. Da han kommer hjem, finder han arbejde som ski- og raftinginstruktør i Østrig. Han vender tilbage til Danmark for at blive ansat i shippingbranchen og udsendes til lande som Libyen, Kasakhstan, Aserbajdsjan, USA og Grønland.

Kræver viljestyrke

- Det er vigtigt for mig at pointere, at det ikke er alle mennesker, som kan udføre et sådant projekt. Jeg er på mange måder vokset op med at rejse, og mine mange år i shipping- og logistikbranchen har givet mig en uundværlig erfaring i at forberede det her. Desuden kræver det en enorm viljestyrke at fortsætte, selv om du har alle odds imod dig, forklarer Torbjørn Pedersen, inden han tager endnu et sug af sin vandpibe med æbletobak.

Selv om mange danskere nok ofte drømmer om at smide alt, hvad de har i hænderne og begive sig ud på et verdensomspændende eventyr, er det altså ikke altid en dans på roser.

- Folk ser mine positive opdateringer på Facebook og de flotte strandbilleder på Instagram, men færre følger med, når jeg skriver et blogindlæg om, hvor psykisk og fysisk tærende denne tur til tider har været, forklarer Torbjørn Pedersen.

Malaria i hjernen

Vi forlader den larmende vandpibecafe på toppen af Tunis og begiver os nu ud på en lang nattetur gennem de efterladte stræder i den labyrintiske gamle bydel. Torbjørn Pedersen har et hav af historier at fortælle fra sine fire år på landevejen.

Det viser sig, at han i en periode faktisk været tæt på helt at opgive "Once Upon a Saga"-projektet. Da han stødte ind i de centralafrikanske landes mur af bureaukrati, var det til sidst ved at blive for meget. Det viste sig nærmest umuligt at komme ind i lande som Den Centralafrikanske Republik, Ækvatorial Guinea og Gabon.

Det krævede - bogstavelig talt - blod, sved, tårer og en præsidents underskrift på vejen at få de rette visumstempler. I samme periode mistede han sin økonomiske sponsor, fik malaria i hjernen i Ghana og var tæt på at miste livet i Congo, da to berusede soldater, viftende med AK-47 geværer, tilbageholdt ham om natten på en junglevej.

Til bryllup i Sierra Leone

- Det var det hårdeste tidspunkt i mit liv. Kombinationen af så mange måneders fysisk og mentalt pres fik mig ned til et punkt, hvor jeg ikke kunne klare mere. Men jeg sagde til mig selv, at jeg ikke kan ikke svigte alle de mennesker, som følger og inspireres af det her projekt. Hvis jeg giver op, vil det have en negativ effekt på så mange mennesker.

Men trods den hårde periode insisterer Torbjørn på at dreje samtalen hen mod alle de positive ting, der er at sige om verdenen. Og hertil har han også et par stikpiller til os medier og journalister - vi fokuserer oftest på de få konfliktbærende historier, mens den konstante positive udvikling i verden stryger hen over hovedet på os.

- Folk i Danmark har alverdens fordomme om de afrikanske og muslimske lande. Der gik ikke mere end en halv time, efter jeg krydsede grænsen til Sierra Leone, før jeg var inviteret til bryllup og havde en gratis seng at sove i.

- Nogle af de rareste og mest gæstfrie mennesker, jeg har mødt på den her rejse, var eksempelvis i Sudan. Eritrea beskrives ofte som Afrikas Nordkorea, hvor folk lever i komplet undertrykkelse. Men det er bare ikke et repræsentativt billede af landet. De fleste mennesker lever et helt normalt liv med familie, venner, smartphones, kaffebarer og musik, men vi hører kun om problemerne. Desuden er Afrika langt mere teknologisk udviklet, end vi går rundt og bliver fortalt.

Farer vild i medinaen

I vores koncentration om samtalen, er vi nu faret vild i den gamle medina kl. 1 om natten. Torbjørn Pedersen stopper op for at tage et billede af de mørke og efterladte gyder, der kun lyses op af enkelte lamper med en dunkel gullig gadebelysning.

Han uploader et billede på Facebook og skriver et opslag om, hvor sikkert her er i Tunesien. Hele scenen bakker på ironisk vis op om Torbjørns kritik af mediernes nyhedsfokus.

Undertegnede er primært rejst til landet for at researche på en historie om den skrøbelige sikkerhedssituation i Tunesien. Men ingen sikkerhedstrussel mod de to vildfarne turister her i Tunis' mørke gyder - kun en gruppe unge mennesker, der spørger, om vi har brug for hjælp til at finde vej.

På vej til Asien

Ét møde bliver til fire i Tunesiens hovedstad, hvor vi har samtaler til langt ud på natten om alt fra rejser og kultur til politik og religion.

Der er ingen tvivl om, at Torbjørn Pedersen savner Danmark, sin fynske familie, sin forlovede, dansk letmælk og sin varme seng i lejligheden på Ørestad. Men Torbjørn er en mand på en mission med en viljestyrke som de færreste. At give op er ikke en mulighed. Også selv om rejsen allerede har overskredet sin tidshorisont, og pengene er ved at slippe op.

Da vores veje skilles, er det næste skridt på Torbjørns vej at rejse ind i Libyen. Selvom han en gang har arbejdet der i to år, er han stadig nervøs for rejsen ind i det borgerkrigshærgede land. Rejsen ind i landet gennem den tunesiske grænseovergang forløber dog uden problemer, fortæller en lettet Torbjørn Pedersen senere over telefon.

Siden har han forladt Afrika og er den måske første person i verden, der har besøgt alle kontinentets lande uden at flyve på vejen.

Torbjørn har nu overstået 132 lande på rejsen og 71 venter forude. Lige nu er han i Frankrig, og efter sit korte genvisit i Europa begiver han sig videre til Mellemøsten og Asien med det samme rejsemotto, som da projektet begyndte:

- At en fremmed er en ven, som du endnu ikke har mødt.

  • fyens.dk