På Fanø-kolonien bliver pigerne gift, når de har fundet en veninde, der er der for livet. Det sker hvert år, fortæller 17-årige Daniella Ilskov.

I aften skal Laura og Regina giftes. Et bryllup under åben himmel i klitterne, hvor Sønderho på Fanøs sydspids møder Vadehavet.

Det er 17-årige Danielle Ilskov, der fortæller.

Hun skal være præst og stå for den ceremonielle del af aftenens bryllup i marehalmen.

Regina er hendes søster på 15 år, og Laura er deres nye fælles veninde på 13 år.

Foreningen OPAD

I Odense står Foreningen OPAD for et særligt tilbud til udsatte børn.Det er en selvejende institution, grundlagt af folkeskolelærere i 1904, med formålet at:

- etablere koloniophold i en del af skoleåret og i sommerferien for børn med et særligt behov.- drive lejrskole og kursusvirksomhed for det kommunale skolevæsen og institutioner.

I 1911 kom de første børn med på koloni. Indtil da havde de dyrket skolehaver og sendt børn på udflugter.

I dag er cirka 400 drenge og piger fra Odense hver sommer med på koloni i Hasmark (drenge, 1.-5. klasse), Jørgensø (piger, 1. -5. klasse) eller på Fanø (drenge og piger, 5. til 10. klasse).

Tilbuddet er til dem, der går hjemme i sommeren og ikke skal på ferie. De søger selv eller bliver opfordret til det af en lærer i folkeskolen. Foreningen finder i fællesskab med folkeskolerne dem, er skal med.

Kilde: www.foreningen-Opad.dk

De tre har mødt hinanden for seks dage siden i bussen på vej fra Odense til øen, hvor de er på koloni sammen.

De snakkede, fra de havde sat sig på sæderne, fortæller de.

Og så havnede de endda på samme værelse.

Det er derfor, de to nu skal giftes.

- Det betyder, at man er venner for livet, fortæller Daniella Ilskov.

De tre er en del af en flok på 25 børn fra Odense, der er med på Foreningen Opads sommerkoloni. En koloni for børn, der ellers ikke får mulighed for at komme på ferie i løbet af skolernes sommerferie.

Foreningen sender cirka 400 børn på koloni i sommeren på Fanø og i Hasmark og Jørgensø. På Fanø kommer de ældste elever, der går på et klassetrin mellem 5 og 10.

Daniella og Regina Ilskov har været med på kolonierne siden de gik i 1. og 2. klasse. Først i Jørgensø og så på Fanø. Laura Albæk er med for første gang.

Disciplin er en dyd

Torsdag klokken fem minutter i tolv skratter det i højtaleren i fællesrummet, hvor Daniella Ilskov og en flok er sunket ned i puderne med mobiltelefonen mellem fingrene.

- Så stiller vi op til samling, der er frokost om cirka fem minutter, lyder beskeden til børnene.

De siger ikke meget, men forsvinder alle ud i gården. De kender efterhånden rutinerne.

De samler sig på rækker uden for. En række for hvert bord. De skiftes til at være holdets bordformænd, der hjælper med at stille frokosten klar og sørge for, at bordene er ryddet op efter måltidet. Det er takt og tone, der bliver gjort en dyd af på lejren, fortælle leder af kolonien i uge 27, Martin Haas.

- Vi sørger for, at der er faste rammer. Det er de måske ikke vant til hjemmefra, men de er ret gode til at holde dem, siger han.

Martin Haas står foran rækken af solbrændte ansigter i gården. Der skal afleveres en håndfuld beskeder inden frokost. Til daglig er han lærer på Sct. Hans skole i Odense, nu er han af sted med en flok lærere. Han har brugt den første uge af sin sommerferie på kolonien i 20 år. Ikke fordi, der er en økonomisk gevinst forbundet med arbejdet.

- Det bliver ikke til meget mere end et par flasker rødvin. Det er heller ikke derfor, vi er her. Det er fordi, det er meningsfyldt arbejde, siger Martin Haas.

Der er lidt uro i geledderne. De er sultne efter formiddagens aktiviteter på boldbanen.

- Tak for en dejlig formiddag. Det var dejligt, at se mange give alt, hvad de havde på fodboldbanen. Nu skal I huske, at det er sidste dag. Vi vil gerne have, at I kigger i bunken af gummistøvler, der står uden for. Det vil være ærgerligt at komme hjem uden dem, siger Martin Haas.

Inden for i spisesalen venter højt belagt smørrebrød, børnene bliver sendt derind et hold af gangen.

En pause fra det derhjemme

De tre piger står som et af de sidste hold. Danielle Ilskov kan ikke dy sig:

- Kan du ikke huske vores tal? Det er det gode tal. Seks, siger hun højt.

Martin Haas sender dem ind i salen.

Det er god frokost, bliver de tre piger enige om. Bedre end derhjemme.

I gamle dage, kom børnene til Fanø for at blive fedet op. Det problem findes ikke i dag. Nu komme de for at få en uge væk fra tv'et og computeren og for at få et pusterum.

Flere af børnene på kolonien har mange søskende, både af den halve og den hele slags. Deres forældre har måske ikke råd til at tage dem med på ferie eller overskud til at finde på noget, de kan fortage sig i de syv uger sommerferien varer.

Laura Albæk har ni søskende. Derfor synes hun, det er rart at komme til Fanø.

- Jeg får en pause hjemmefra. Der ville jeg også bare sidde og se serier, siger hun.

Det samme siger Daniella Ilskov. Hun og hendes søster har tre søskende mere.

- Det er som at gå på efterskole bare i kortere tid. Vi taler alle sammen med hinanden fra dag 1. Jeg lærer en masse nye mennesker at kende, og vi har meget til fælles. Jeg får nogle gode oplevelser, siger hun.

Som et bryllup i klitterne og rollen som præst for en dag.

- Tak for mad til køkkenet, råber alle børnene, da de er enige om, at frokosten er overstået.

- Velbekomme, lyder det fra Anita i køkkenet.

De andre kender ikke dit hjem

Efter frokost har de en time, inden de skal på stranden alle sammen for sidste gang i år. De tre piger går hen på deres værelse for at finde badetøj. Daniella Ilskov skal ikke i vandet, men hun skal skifte tøj - for tredje gang i dag.

Første outfit var den skotskternede nederdel og de lange sorte handsker. Næste var der t-shirt, shorts og en sort cap. Nu er det soltop, korte shorts og solbriller.

- Jeg har så meget tøj med, at jeg ikke når at få det hele på, fortæller hun.

Vi sætter os ved havebordet uden for deres lille hus med værelser til pigerne på kolonien.

Det er nemmere at være her, er deres statement.

- Her er du fri for det derhjemme. Ingen veninder, der ved alt om dig. Ingen kender dit hus. Mange af os her er ikke rige. Her er du bare dig og din kuffert. Det betyder, at vi har et andet fællesskab, siger Daniella Ilskov.

Der er heller ingen, der mobber eller driller. Kun godmodigt.

Solcreme er ulækkert

En lærer fløjter på trappen foran huset. Der står solcreme og en lille trækvogn klar.

- Er der nogen uden solcreme på, spørger han.

Laura Albæk og fire andre rækker hånden i vejret.

- Må jeg spørge hvorfor?

En af drengene svarer, at han ikke kan blive solbrændt.

Laura Albæk synes, at den slags er fedtet og ulækkert.

- Må jeg i det mindste flette dit hår henover din skilning? Du har sådan en fin hovedbund, siger en af de voksne.

Det får hun lov til. Laura Albæk får en fin fransk fletning hen over hovedet.

De går i samlet flok af sted med trækvognen, der er fyldt med alt det, børnene vil have med. Bolde, skovle, mere solcreme, kiks og vand. Af sted til den brede sandstrand, hvor havet bruser et stykke ude.

De fleste hopper i vandet og hviner, da de endelig når vandet. En lille flok bliver siddende i det bløde, hvide sand.

Regina Ilskov går i gang med at bygge en mur af sand rundt om trækvognen og et par drenge, der er i gang med at grave et dybt hul i sandet.

- Hun bygger Berlin-muren. Det her er Vestberlin, og derinde er Østberlin, fortæller Daniella Ilskov.

Der opstår pludselig lidt uenighed om øst og vest. En voksen forklarer, at det var Vestberlin, der blev lukket inde i DDR af muren. Rusland ville ikke have, at dem fra Øst kunne mingle med dem i Vest. Derfor er det trækvognen og drengene, der er i Vesten.

- Har du læst historie eller hvad? Jeg vil da også mener, jeg ved lidt om historie, halvråber Daniella Ilskov.

Hun vender hovedet mod flokken af piger omkring sig. Snakken går på, hvem af drengene, der egentlig er den lækreste?

De bliver hurtigt enige.

Sidste år på Fanø-lejren

- Det er trist, at vi snart skal hjem. Heldigvis kan vi snakke hele vejen i bussen. Og så de ti minutter på færgen. Ti dejlige minutter, siger Daniella Ilskov.

Det er heller ikke helt slut, da de pakker trækvognen og går fra stranden tilbage til kolonien. I aften venter grillmad og underholdning. Hun og hendes søster har planer om at synge en sang.

Hvad skal resten af sommerferien gå med?

Være sammen med vennerne, lyder svaret.

- Vi er mange i vores familie, og vi kan aldrig blive enige om, hvor vi skal hen. En vil til Ægypten, en anden vil til Italien. Jeg vil til Berlin. Men vi har vænnet os til, at det er sådan. Det gør heller ikke noget, for vi er gode til at lave sjove ting. Vi har for eksempel en leg, hvor vi putter musik på, så skal de andre gætte kunstneren, siger Daniella Ilskov.

Det er hendes sidste år på Fanø. Hun er færdig med 10. klasse og har søgt op optagelsen på Social- og Sundhedshjælperuddannelsen.

Lige nu, i dag på stranden på Fanø, drømmer hun om at blive forfatter og skrive om mobning og om magi.

  • Jørgensen_Kristina_Lund_(2015)_15

    Af:

    Jeg har siden 2012 været uddannelsespolitisk journalist på Samfundsredaktionen med ansvar for at dække for uddannelse og dannelse af vores børn. Fra vuggestue til de højere læreranstalter. Jeg har været på Fyens Stiftstidende siden 2005 og har tidligere skrevet for weekendredaktionen, erhverv, web, og tillæg. Jeg bor i Odense og har tre børn.

Mere om emnet

Se alle