39,7 sygedage om året. En måned plus en halv snes dage. Eller næsten seks uger. Det er det er gennemsnitlige årlige sygefravær for fængselsbetjentene i Nyborg Fængsel.

Med et slag på tasken er tallet fem gange højere end sygefraværet på arbejdsmarkedet som helhed. Antallet af sygedage i fængselsvæsenet er derfor indlysende alarmerende. Oven i købet stiger tallet år for år, hvilket gør det ekstra ubegribeligt, at der ikke for længst fra politisk side er taget initiativ til at forbedre fængselsbetjentenes arbejdsforhold. Vel at mærke være forbedringer, der batter.

Et så skyhøjt sygefravær inden for det offentlige skriger på et tiltag fra politikerne.

Den triste årsag til de stadig flere sygemeldinger, hvoraf de fleste direkte eller indirekte er arbejdsskader, kan politikerne umuligt være uvidende om. Årsagen er den stadig mere rå kriminalitet, primært bandekriminalitet. Det er fint, at statistikken fortæller, at kriminaliteten i bred forstand ikke stiger, men blandt tidens lovovertrædere er der en stor gruppe, som formand for Fængselsforbundet Kim Østerbye bramfrit kalder voldspsykopater.

Det er i nogen grad lykkedes disse skruppelløse forbrydere ved chikane, trusler og overfald at lægge et så stort pres på fængselsbetjentene, at mange af dem bukker under psykisk. Den situation kan alle sætte sig ind i. Hvem vil bryde sig om at have et arbejde, hvor man uden for arbejdspladsen risikerer at blive skudt på?

Hvad kan politikerne gøre? De kan begynde med at bevilge ressourcer, der matcher den politiske kurs, de har udstukket. En politisk reaktion på den hårde bandekriminalitet er hårdere straffe. Nytten af længere fængselsstraffe er der delte meninger om, men det kan ikke diskuteres, at flere hårde forbrydere i landets fængsler kræver større fængselskapacitet. Det er afgørende for trygheden, at de bandekriminelle bliver skilt ad.

Men al respekt for fængselsbetjentenes daglige indsats, kan man også kigge på, om deres uddannelse og efteruddannelse er tilstrækkelig. Jo bedre uddannelse, jo større er chancen for at løse konflikter eller forhindre, at de opstår.

Endelig må man undre sig over, at fængselsbetjente ifølge Kim Østerbye er så lavtlønnede, at de pr. måned får flere tusinde kroner mindre end for eksempel lufthavnsvagter. Vi er inde i overenskomstområdet her, men et hårdt og belastende job i det offentlige skal lønnes ordentligt.

Allerbedst vil det være, hvis der kan listes noget fornuft og normal adfærd ind i fængslede medlemmer af diverse bander, og alle gode kræfter bag bestræbelserne på resocialisering skal have de bedste ønsker med på vejen.

Men ingen tror vel på, at bandekriminelle kan ledes ind på lovlydighedens sti i en håndevending. Det er et, om man så må sige, temmelig lansigtet projekt. Her og nu handler det om fængselsbetjentenes arbejdsmiljø. Og det skyhøje sygefravær skriger på et tiltag fra retspolitikerne.