Log ind

Grænseløst

Grænseløst
Af: Opinionsredaktør Henrik Sejerkilde

Det var alt andet end kønne billeder, vi så fra afstemningen om Cataloniens løsrivelse fra moderskibet Spanien i søndags.. Politi, der river og flår borgere ned ad trapperne på de steder, hvor de forsøgte at komme til at deltage i den folkeafstemning, der allerede på forhånd var erklæret ugyldig af den spanske regering. Et forbud, der fik de opfindsomme catalanere til at holde forældre-og-børnweekend på de skoler, der skulle bruges som afstemningssteder. Selv om politiet fik lukket en hel del valgsteder, kom stemmeprocenten op på lidt over 40. Og med et massivt flertal for at rive sig løs fra Spanien.

Men Spanien giver ikke frivilligt slip. Efter afstemningen afviste premierminister Rajoy, at der i det hele taget havde fundet en afstemning sted - hvilket jo i sig selv er at trampe yderligere på de mennesker, der har været udsat for politiets knippelsuppe.

Spaniens konge fulgte så op med en løftet pegefinger over for de rebelske catalanere og sagde dybest set, at de havde hånet Spanien og udsat nationen for fare ved deres civile ulydighed.

For under det hele mærker man nok de strukturelle svedperler fra regeringen i Madrid.

Alene i Spanien er der yderligere et par regioner, der vejrer morgenluft, ikke mindst Baskerlandet, der jo i mange år førte en blodig, væbnet kamp for selvstændighed. Og måske i erkendelsen af, at landegrænser i disse år i bogstaveligste forstand er løse i fugerne, er der helt sikkert politikere rundt omkring i Europa, der holder øje med, om Catalonien erklærer sin selvstændighed i den nærmeste fremtid, som provinsens præsident Carles Puigdemont har proklameret. Andre kunne jo lade sig inspirere.

Er det et Europa, der smuldrer, vi er vidne til? Hvad med anakronismen Belgien, der som nation stort set altid befinder sig mellem en regeringskrise og kævleri mellem den flamske og vallonske befolkning? Er Tintin og de mange indtægter fra de tilrejsende EU-parlamentarikere det eneste, der holder sammen på det lille land?

Vi lærte om landegrænserne i skolen og ser dem som streger så nøgterne som dem mellem brøkerne i matematik. Men i virkeligheden er grænserne mere flydende, end mange bryder sig om.

Efter 1. verdenskrig blev det vestlige verdenskort tegnet op igen - og da nogle af dem med viskelæder og lineal overså de usynlige etniske og religiøse grænser, der er stærkere end selv den tykkeste grænsebom, skabte man samtidig noget af kimen til nye konflikter - den næste verdenskrig, men også balladen i Mellemøsten og krigen på Balkan i 90'erne.

Skal man så bare give slip og lade folk dele sig efter anskuelser? Det er en strømning, der marcherer midt imod årtiers tro på, at store enheder er godt.

Det er den samme tendens, der gennemsyrer vores daglige virkelighed, hvor vi insiterer på at gøre brug af muligheden for at designe en tilværelse, der passer lige til os - fra parforhold til valg af TV-programmer.

Samtidig har EU vist sig at være svag, når det gælder det store, skåltaleforherligede sammenhold. Migrationens tunge pres på landegrænserne har vist, hvor skrøbeligt musketereder kan være, og hvor handlingslammet man kan være over for det, der ikke gives enkle svar på.

I det mindste ville det klæde EU at sige klart til regeringen i Madrid, at man ikke ønsker at se mere af den politivold, som vi så i weekenden i et EU-land.

For hvordan i alverden skulle vi så kunne sige til Erdogan i Tyrkiet, at han skal opføre sig ordentligt, hvis vi ikke selv formår det?

      Regler for kommentarer

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere