Log ind

"Jeg måtte med min gamle lommekniv og en neglesaks snitte og skære hans ben af og med mine egne af jord og blod skidne hænder lægge et kompres på stumperne"

  • "Jeg måtte med min gamle lommekniv og en neglesaks snitte og skære hans ben af og med mine egne af jord og blod skidne hænder lægge et kompres på stumperne"
    1 / 5
    Historiker og forfatter Morten Møller er født (1978) og opvokset i Sønderborg. Han bor i Svendborg og underviser ved Skolerne i Oure. Han har tidligere skrevet "Ellen og Adam" om to skandinavers rejse ind i 30?ernes Sovjetunionen, "Hvem er Nielsen?" om Børge Houmann og kommunisternes illegale tilværelse i det besatte København og en biografi om Mogens Fog i to bind. Han har modtaget Arbejderhistorieprisen, prisen for Årets Historiske Bog og Søren Gyldendal Prisen. Foto: Peter Leth-Larsen
  • "Jeg måtte med min gamle lommekniv og en neglesaks snitte og skære hans ben af og med mine egne af jord og blod skidne hænder lægge et kompres på stumperne"
    2 / 5
    Otte danske frivillige fotograferet i Madrid. Tre af dem dør i Spanien, en fjerde mister livet senere i tysk koncentrationslejr, en femte drukner som sømand i allieret tjeneste under verdenskrigen.
  • "Jeg måtte med min gamle lommekniv og en neglesaks snitte og skære hans ben af og med mine egne af jord og blod skidne hænder lægge et kompres på stumperne"
    3 / 5
    Metalarbejder Hans Petersen, der voksede op i Sønderjylland, under en kamppause. Petersen nåede at være både infanterist, artillerist, guerillasoldat og medarbejder i brigadernes politiske apparat. Han blev vurderet som dygtig, omend spontan. Han blev en af de centrale danske kommunister under borgerkrigen og senere en vigtig brik i den kommunistiske modstandsbevægelse i Danmark under Anden Verdenskrig.
  • "Jeg måtte med min gamle lommekniv og en neglesaks snitte og skære hans ben af og med mine egne af jord og blod skidne hænder lægge et kompres på stumperne"
    4 / 5
    Soldater krydser Ebro under republikkens offensiv i sommeren 1938. Det var i forbindelse med de efterfølgende kampe, at de fleste danske soldater døde.
  • "Jeg måtte med min gamle lommekniv og en neglesaks snitte og skære hans ben af og med mine egne af jord og blod skidne hænder lægge et kompres på stumperne"
Baggrund/interview

De frivillige danske soldater under Den Spanske Borgerkrig har været beundret for ubrydeligt sammenhold og tapperhed i kamp mod fascismen. Historiker Morten Møller tegner et mere nuanceret billede af de unge mænd, deres motiver og det mareridt, de blev fanget i, og han ser tydelige paralleller til nutidens Syrienskrigere.

Bøger: Denne artikels overskrift er et citat fra en dansk Spanienskrigers erindringer. Under kampene rammes en kammerat og får begge ben knust af en granat. "Er det noget under, at også han døde", slutter den danske soldat sin beretning.

Den Spanske Borgerkrig varede 1000 blodige dage og kostede 600.000 livet. Unge mænd verden over meldte sig ind i kampen - også danske. De ville kæmpe for Spaniens nyfødte parlamentariske demokrati og mod oprørske Franco og hans hær og især fascismen. Mange af dem troede også på den kommunistiske ideologi.

Den Spanske Borgerkrig

Den Spanske Borgerkrig17. juli 1936 til 1. april 1939.

600.000 døde.

Spanien var et nyt demokrati, da krigen brød ud. Republikkens folkefrontregering blev udfordret af et nationalistisk og fascistisk oprør med Francisco Franco som frontfigur. Oprørerne vandt, og Franco sad på magten i Spanien til 1975.

Under krigen støttedes oprørerne af Mussolini og Hitler, der bidrog med nyt: Luftbombardementer.

De vesteuropæiske regeringskontorer blandede sig udenom ud fra devisen, at borgerkrigen ikke måtte blive indledning til ny europæisk konflikt. Danmark ville især ikke provokere Tyskland.

Sovjet støttede som en offentlig hemmelighed den spanske regering og ranede stigende indflydelse til sig. Folkefrontregeringens moderate kræfter var i konflikt med kommunisterne, der fik overtaget. Stalins krav om politisk "årvågenhed" over for potentielle fjender førte til udrensninger, hvor tusinder likvideredes. Det ramte også de frivillige soldater, der blev underlagt stigende sovjetisk kontrol.

De danske frivillige

Ca. 500 danske mænd deltog.

125-150 døde. Nogle er aldrig fundet, man kender ikke deres skæbne.

80-90 pct. var arbejdere.

Halvdelen var på afrejsetidspunktet arbejdsløse.

De flestes seneste standpunktskarakter var fra 7. klasse.

Gennemsnitsalderen 24 år.

Hovedparten fra København, men alle danske landsdele var repræsenteret.

10 pct. var gift - af dem havde de fleste børn.

Hver tredje var sømand

12 danske indvandrere i Canada deltog.

Flertallet af de frivillige soldater var medlem af DKP (Danmarks Kommunistiske Parti) eller dets ungdomsorganisation, eller de var kommunistsympatisører.

Hver femte til sjette endte som desertør, men de opfattede det ikke sådan. De havde som frivillige fået at vide, at de kunne rejse hjem, når de havde lyst. Men bordet fangede.

Mens danske frivillige fortsat ankom til Spanien for at slås via smuglerruterne over Pyrenæerne, forsøgte andre danskere at stikke af den modsatte vej.

I samtidige evalueringer af danskerne roses de for mod og offervilje ved fronten, men skoses for at være udisciplinerede, drikfældige og dovne i pauserne. "De mener, at de som lille nation undertrykkes af andre større nationer, hvilket får dem til at isolere sig. Det politiske niveau er lavt," lyder det bl.a.

Foruden krigens rædsler ramtes danskerne af lus, tyfus, tuberkulose og gonorré.

Republikkens tropper

Regeringshæren var opdelt i brigader.

Fire pct. af regeringshærens soldater havde et udenlandsk pas.

De fleste skandinaviske soldater hørte til i den internationale 11. brigade, hvor de sloges sammen med soldater fra Tyskland, Østrig og resten af Skandinavien. Skandinaverne kunne ikke udholde den tyske "kæft-trit-og-retning", hvorefter de primært blev sat sammen med østrigere, men også spaniere.

Desertører fik i begyndelsen strafarbejde eller fængsel. Senere i krigen straffedes de i flere tilfælde med døden.

Blev man fanget af oprørerne, risikerede man også likvidering, især tidligt i krigen.

- Det var unge mennesker, der som det nemmeste i verden kunne have sagt nej. Det er historien om brændende tørst i sommerens hede, om amputerede tæer i vinterens kulde, om rene idealer og beskidte realiteter, siger Morten Møller om sin nye bog, "De glemtes hær - Danske frivillige i Den Spanske Borgerkrig".

I bogen giver han et nyt og nuanceret billede af de frivillige, danske soldater.

- De har både under og efter krigen haft en mytisk aura, som er blevet holdt i live af en venstrefløj, der har identificeret sig med antifascisme, kampvilje og international solidaritet. Men virkeligheden var broget. De danske spaniensfrivillige var langt fra det endimensionelle, idealistiske og harmoniske kollektiv, de blev reduceret til, siger Morten Møller.

Han vil ikke anfægte, at der var nogle, der kæmpede af ren idealisme.

- Men halvdelen af dem var arbejdsløse og socialt marginaliseret, og de var også eventyrlystne og rastløse og manglede indsigt i krigens virkelighed. Der var fatal selvovervurdering og naivitet.

Det er historiefortælling, som forfatteren mener har relevans for nutiden.

- At forstå soldaternes bevæggrunde og skæbnesvangre valg i et Danmark og Europa præget af økonomisk krise, opbrud og tiltagende polarisering er ikke kun et historisk studie. Mange af 30'ernes udfordringer ser vi også i dag, siger han og nævner, at tusinder af frivillige europæere kæmper i Den Syriske Borgerkrig for et islamisk kalifat.

- Andre er rejst for at bekæmpe den totalitære islamisme eller det syriske regimes brutalitet, konstaterer han.

- Der er selvfølgelig åbenlyse ideologiske forskelle på dengang og nu. Men idealisme, eventyrlyst og social marginalisering fungerer den dag i dag som brændstof for politisk radikalisering og militært engagement langt fra de danske grænser, siger Morten Møller og spørger:

- Er vi ved at begå samme fejl i dag ved at se på de syriensfrivillige som båret af udelukkende idealisme - præcis som vi så på de Spaniensfrivillige?

Der er andre paralleller. Nu som dengang forsøger man forgæves at forhindre de frivillige soldater i at rejse ved at gøre deltagelsen i en fjern borgerkrig ulovlig. Og under Den Spanske Borgerkrig frygtede den danske regering at få radikaliserede unge mænd med våbenerfaring hjem til det danske samfund.

- Også det diskuterer vi i dag.

Otte danske frivillige fotograferet i Madrid. Tre af dem dør i Spanien, en fjerde mister livet senere i tysk koncentrationslejr, en femte drukner som sømand i allieret tjeneste under verdenskrigen.
Otte danske frivillige fotograferet i Madrid. Tre af dem dør i Spanien, en fjerde mister livet senere i tysk koncentrationslejr, en femte drukner som sømand i allieret tjeneste under verdenskrigen.

Krigen i krigen

Det var ikke kun Francos oprørshær, de frivillige soldater var oppe imod. Sygdomme hærgede, det kneb med mad, drikke, tøj og sko og ikke mindst gode våben. En af de store modstandere befandt sig i egne rækker, hvor Stalin fik stadig større indflydelse.

"Danske soldater drog i krig mod en højreorienteret oprørsbevægelse, som støttet af fascistiske magter forsøgte at omstyrte en lovlig, valgt regering. Men i selve regeringshæren blev soldaterne underlagt repræsentanter for det sovjetiske apparat, hvis brutalitet og ligegyldighed over for det enkelte menneskeliv så rigeligt overgik de massive forbrydelser, Francos oprørsbevægelse blev ansvarlig for," skriver Morten Møller i sin bog.

Kort sagt ofrede man let de internationale soldater, blandt andet fordi tilbagetrækning blev anset som fejt. Man forsøgte løbende at opdrage soldaterne til sande kommunister, og der blev slået hårdt ned på modstand. De soldater, der deserterede, blev sendt på straffearbejde eller i fængsel. Nogle blev udsat for tortur, nogle blev likvideret.

"Hvad nytter en sejr over fascisterne på slagmarken, hvis vinder og taber umiskendeligt ligner hinanden," skrev engelske Eric Blair, der med nød og næppe slap ud af landet. Senere kaldte han sig George Orwell og skrev den dystopiske fremtidsroman "1984".

Soldater krydser Ebro under republikkens offensiv i sommeren 1938. Det var i forbindelse med de efterfølgende kampe, at de fleste danske soldater døde.
Soldater krydser Ebro under republikkens offensiv i sommeren 1938. Det var i forbindelse med de efterfølgende kampe, at de fleste danske soldater døde.

Skæbnerne

Morten Møllers bog hedder "De glemtes hær" inspireret af det engelske begreb for de soldater, der ikke passede ind i grundfortællingen om de frivillige.

Blandt de skæbner, vi møder, er Aninus Madsen fra Esbjerg, far til fem. Han overlever, vender hjem til Danmark næsten uarbejdsdygtig af et skudsår i benet. Senere dør han i tysk koncentrationslejr.

Ivar Lassen Andersen fra Bøel i Vestjylland, der er dansk canadier og ironisk kaldes Tiny, fordi han er stor, skyder sig selv, da begge hans ben bliver skudt af.

Blandt de to første døde danskere finder vi 21-årige Peter Davidsen fra Haderslev. "Mig går det godt, jeg er endnu rask," når han forinden at skrive til sin mor.

Carl Skaarup, der har været i købmandslære i Kerteminde, dør, uden det kommunikeres hjem til Danmark. Mere end to år senere henvender hans mor sig i Udenrigsministeriet i håb om, at han er i live.

Sønderjyden Fritz Møller er på et tidspunkt den højest placerede dansker i regeringshæren. Han deserterer, fanges, smides i spjældet, vender tilbage som menig og redder livet, da dansk DKP får ham hjem med begrundelsen "vigtigt partiarbejde". I Danmark nævnes det aldrig, at han har været indespærret det meste af sin tid i Spanien.

"To sønderjyder faldet i Spanien" skriver Arbejderbladet om blikkenslageren Gustav Lindhorst fra Sønderborg og Max Schmidt. Avisen nævner ikke, at de er døde af tyfus.

For de overlevende soldater blev livet hjemme i Danmark omskifteligt. De blev først modtaget som helte, men hverdagen bød på posttraumatisk stress, fysiske følger og ny arbejdsløshed, og da Sovjetunionen gik ind i Finland, skiftede stemningen over for kommunister.

I kølvandet af besættelsen blev Spanien-veteraner fængslet, og mens nogle blev løsladt igen, blev andre sendt videre til koncentrationslejren Stutthof.

Nogle kæmpede i den kommunistiske modstandsbevægelse, andre arbejdede paradoksalt for værnemagten mere eller mindre frivilligt. Som arbejdsløs kunne man også dengang "aktiveres".

Langt senere valgte nogle af dem livet fra.

Morten Møller: "De glemtes hær", 416 sider, Gyldendal

Metalarbejder Hans Petersen, der voksede op i Sønderjylland, under en kamppause. Petersen nåede at være både infanterist, artillerist, guerillasoldat og medarbejder i brigadernes politiske apparat. Han blev vurderet som dygtig, omend spontan. Han blev en af de centrale danske kommunister under borgerkrigen og senere en vigtig brik i den kommunistiske modstandsbevægelse i Danmark under Anden Verdenskrig.
Metalarbejder Hans Petersen, der voksede op i Sønderjylland, under en kamppause. Petersen nåede at være både infanterist, artillerist, guerillasoldat og medarbejder i brigadernes politiske apparat. Han blev vurderet som dygtig, omend spontan. Han blev en af de centrale danske kommunister under borgerkrigen og senere en vigtig brik i den kommunistiske modstandsbevægelse i Danmark under Anden Verdenskrig.
  • Byline

    Af:

    Jeg er journalist og souschef på Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis' kulturredaktion. Her beskæftiger jeg mig især med bøger og museer, men indimellem også med teater, film m.m. Jeg har været ansat i Fynske Medier siden 1990 og har blandt andet været redigerende, weekendredaktør, designchef og redaktionschef. Jeg bor i en landsby på Østfyn med mand og børn. Holder af både have og hav.

      Regler for kommentarer

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere