Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere>>

fyens.dk

Fyens Stiftstidende - Fyns Amts Avis

fyensdk
 
  • Del artiklen:
"Det eneste sjove ved ham er, at han er fra Bøvling"

"Det eneste
sjove ved ham er,
at han er fra
Bøvling"

Annonce:

Besøg Bjørn Wiinblads hus.

Kunstnerhjemmet i Sorgenfri og Karen Blixens fødehjem i Rungstedlund.

Venstres næstformand hjemme i Lind ved Herning, hvor han bor med sin hustru Trine og parrets tre børn.
Foto: Mads Hansen

Artiklen er mere end 30 dage gammel

Forårets opgør handlede ikke kun om dyrt tøj til Lars Løkke, det handlede mere om Venstres identitet.

Klokken er halvfem på Alpi-hallens digitale ur i Lind ved Herning, da en flok fodbolddrenge og en enkelt pige løber ud af banen, mens mere end 50 gymnastikbørn løber ind. Da hal-uret skifter til 16.31, er alle børn på plads, og en af eftermiddagens fire trænere gør klar til opvarmning, mens de andre tre stiller redskaber frem og puster måtter op.

Kristian Jensen puster måtter op.

Sidste weekend blev han i bogen "LLR" udråbt som ham, der havde pustet til dobbeltspillet i juni og bevidst var gået efter den Venstre-formandspost, Lars Løkke Rasmussen var tæt på at miste. Det skete ikke, Løkke gik ikke, og Jensen udfordrede ikke, og derfor endte de to mænd sent om natten på en talerstol, der var beregnet til én. Helt symbolsk, for prisen for baglandets oprør mod formanden blev, at Lars Løkke måtte udvide sig selv med Kristian Jensen, der fik mere indhold i sin næstformandspost.

De to indgik et partnerskab, skabt mere af nødvendighed end af kærlighed, og i denne uge gjorde Lars Løkke det klart, at hvis han fik den berømte "tagsten i hovedet", hvor den end skulle komme fra, ville Kristian Jensen efterfølge ham som formand.

- Vi er to, der har en superinteresse i, at den aftale, vi lavede, bliver en succes. Det er Lars og mig. For bliver det ikke en succes, traf vi jo det forkerte valg den nat i Odense.

- Er det "vores valg"? Eller dit valg?

- Det er mit valg, sagde Kristian Jensen, da vi lidt tidligere på dagen sad i køkkenalrummet i villaen på Ydertoften.

- Lars og jeg har aldrig haft problemer med at lave noget sammen, og i de over 20 år, vi har kendt hinanden, har vi ikke arbejdet og talt, både formelt og uformelt, så meget som nu.

- Men skulle jeg vælge en at drikke en øl med en sen aften, så blev det ikke Lars. Og skulle Lars vælge en at drikke en øl med en sen aften, blev det ikke mig.

- Tilbage i 2010, da jeg gik af som skatteminister og blev gruppeformand, kørte der historier om, at vi havde et dårligt forhold til hinanden. Var jeg blevet fyret som minister, eller var jeg ikke blevet fyret?

- Jeg tror, den bedste beskrivelse er, at vi havde ikke noget forhold til hinanden. Det var ikke godt, det var ikke skidt, og vi havde aldrig problemer med at arbejde sammen.

- Sådan er det, et stykke hen ad vejen, stadigvæk.

Det er fredag, det er gymnastikdag, og senere skal vi med op i hallen, hvor han, så ofte han kan, er hjælpetræner for gymnastikholdet, der samler børn fra Ikast, Lind, Herning og Aulum. Børn, der gerne vil træne lidt ekstra. En af dem er Kristian Jensens midterste søn, Oliver, som lige er kommet hjem fra skolen. Og er gået ind på værelset.

Fra Fyn til Jylland

Men før vi skal til gymnastik, skal vi tale om Kristian Jensen. "Kristian Kedelig fra Heden", som de kaldte ham, da han blev valgt til formand for Venstres Ungdom på landsstævnet i 1995 i Skodborg ved Rødding.

- Der var en, der sagde, at det eneste sjove ved mig var, at jeg kommer fra en by, der hedder Bøvling.

Det gør han også - eller det vil sige: Han er vokset op i Bøvling, men født på Fyn. I Nr. Aaby, hvor hans forældre blev lærere på efterskolen, hvor de fik deres første job efter uddannelsen på Den Frie Lærerskole i Ollerup. I 1975, da Kristian Jensen var fire år, hans bror Erik fem og lillebror Jakob ikke født endnu, flyttede de til Bøvling oppe ved Lemvig, hvor forældrene blev lærere på friskolen og købte et lille husmandssted med jord, kvæg og noget at renovere. Blandt andet var der ikke noget gulv i det ene rum, men stampet ler.

Det var et delt samfund. Det havde det været siden 1873, da kirkeministeren indsatte en indremissionsk præst, selv om en stor del af sognet ville have den grundtvigianske hjælpepræst. Det splittede sognet.

- Det var valgmenighed over for folkekirke. Friskole over for folkeskole. Forsamlingshus over for menighedshus. To købmænd. To smede. To frisører. Da vi flyttede derop, var der stadig folk, der ikke havde handlet hos købmanden ovre hos de "andre", siger Kristian Jensen, hvis familie var valgmenighed og friskole og den grundtvigianske frisør.

I 1970'erne var det opbrudstid. Det lykkedes at lave et adventsoptog for børnene, hvor de det ene år endte i menighedshuset, det andet år i forsamlingshuset.

- Men bortset fra adventsoptoget har jeg aldrig sat mine ben i menighedshuset i Bøvling. Kirken har jeg været i flere gange.

- Også til min egen mors begravelse. Hvis nogen var valgmenighed, var det hende, men da hun døde i 2007, var valgmenigheden under ombygning. Hun stammede fra Mors, og familien flyttede til Ryslinge og var i valgmenighed og frimenighed. Hun havde været pige i huset hos præsten i Vartov. Og så skulle hun begraves i folkekirken i Bøvling!

- Jeg spurgte far, hvad han troede, hun ville have sagt til det. Han sagde, at for hende ville det være passende og et tegn på den udvikling, der heldigvis var sket.

- Hun var 73, da hun døde. Cigaretterne lagde hende i graven før tiden. Det er derfor, jeg aldrig har røget. Jeg kunne se, hvor meget det sled på hende.

Husmandsstedet der uden for Bøvling var et sted, hvor der blev talt meget omkring middagsbordet. Ikke partipolitik, forældrene blev først medlemmer af Venstre, da det var nødvendigt af hensyn til et borgmestervalg, men samfundet og lokalsamfundet blev debatteret lystigt i familien, hvor alle var aktive i foreningslivet.

- Vi talte altid om at forandre noget, og vi fik at vide, at vi var nødt til at sige, hvad vi mente. For ingen kan gætte vores tanker. Vi fik også at vide, at vi selv måtte tage ansvar, vi skulle ikke forvente, at andre gjorde det.

Job i banken

Kristian Jensen tog handelsskolen og ikke gymnasiet, da han skulle videre.

- Jeg havde ingen ambitioner om at læse videre, det var fjernt for mig. Jeg ville ud og arbejde, det kunne jeg med handelsskolen. Min bror gik på landsbrugsskole, og så havde jeg nogle kusiner, der var blevet studenter. Men de skulle ikke læse videre, de skulle rejse og arbejde i børnehave og hvad de så skulle, vidste de ikke.

Kristian Jensen søgte flere lærepladser, blandt andet i Mærsk, hvor han kunne være gået videre og måske have fået en plads. Men han havde også søgt i nu hedengangne Unibank i Lemvig, og da Unibank ringede, og Mærsk var usikker, selv om han var gået videre fra første runde, tog han Unibank.

- Det var det sikre kort.

På det tidspunkt var han medlem af VU, og karrierevejen var kort i Lemvig. Han startede som kasserer, blev valgt på allerførste møde og blev også byrådskandidat. Dog uden at vinde.

- Jeg fik 12 stemmer, og hverken far eller mor stemte på mig. Jeg fik kun en stemme i Bøvling, og det var min egen.

Da han var færdig som elev i banken og skulle videre, ville han, som de fleste andre, til Aarhus. For at være sikker, skrev han dog også Herning på ønskesedlen. Men pladsen var i Brande, og Kristian Jensen tog til Brande.

- Jeg kendte ikke andet til Brande, end at det var en by, man kørte hurtigt igennem, når man skulle til Fyn. Så jeg ringede til gymnastikforeningen og spurgte, om de manglede en træner, det gjorde de, og så havde jeg netværket på plads, før jeg tog derned.

Alliancer

VU i Lemvig blev skiftet ud med VU's landsorganisation, hvor han allierede sig med Bo Liebergren, i dag Region Syddanmark, Jesper Beinov, i dag Berlingske Tidende, og Bent Jørgensen, i dag Venstres borgmesterkandidat i Roskilde. Ingen af de andre ville kandidere til formandsposten, så valget faldt på Kristian Jensen. Men i flere måneder troede alle, at det var Beinov, der var kandidat.

- Det var min betingelse: Jeg ville have et halvt år til at opbygge alliancer, uden at nogen vidste, at jeg stillede op.

Modkandidaten var Martin Geertsen, i dag medlem af Folketinget. Han havde flere kendte støtter, blandt andre Ole Birk Olesen, nu Liberal Alliance, og Troels Lund Poulsen. Han var fest, farver og fodboldklubben Brøndby - Kristian Jensen var fra Bøvling.

- Vi var 526 delegerede - eller noget i den retning - og jeg vandt med 29 stemmer. Martin og jeg havde det godt i valgkampen, noget anstrengt omkring landsstævnet og så gik der lige nogle dage, før vi dampede af.

- Det fede har været, at vi ikke har taget kampene i VU med op i Venstre.

- Arh, der var da vist en enkelt, der røg med over?

- Ja, der er en enkelt, som jeg ikke kan komme udenom. Men ellers ...

Den "enkelte" er Troels Lund Poulsen, som blev VU-formand efter Kristian Jensen. Han var fra den "anden" fløj, og de magtkampe, der udspiller sig i de politiske ungdomsorganisationer, er blodige generalprøver på det politiske voksenliv. Det var det også i 1997, hvor det endte med, at Kristian Jensens fløj ikke havde en kandidat, og Troels Lund blev formand.

Nid og nag

De politiske forskelle mellem de enkelte, fra Region Syddanmarks Carl Holst til Troels Lund over Kristian Jensen, fortoner sig i detaljen, det er mere en forskel på det personlige og stilmæssige plan. Og her var forholdet mellem Lund Poulsen og Jensen ikke godt, der blev kæmpet fra gård til gård, og gammelt nid og nag kom med i voksen-partiet. I Kristian Jensens optik blev det rigtig beskidt i 2009, da han overlod skatteministerposten til Troels Lund for at blive gruppeformand.

- Da begyndte det at blive ubehageligt. Jeg kunne læse i avisen, at alt, hvad jeg havde lavet i fem et halvt år, var forfærdeligt, men at der nu endelig var kommet en, der skulle rydde op.

Troels Lund Poulsen brugte ord som "blødsøden" og "tossegod" om Kristian Jensens embedsperiode, og det endnu dybere skel, det skabte mellem de to, blev ikke slettet af den undskyldning, Troels Lund Poulsen leverede i offentligheden. De vil altid være på hver sit hold - senest omkring 3. juni, hvor Troels Lund var en af de ivrigste til at sikre Lars Løkke Rasmussen støtte.

Det blev da også bemærket, at Kristian Jensen ikke sagde noget, og derfor heller ikke til lykke, da Venstre holdt gruppemøde efter Skattesagskommissionens rapport, hvor Troels Lund Poulsen røg af krogen. Og hvor Lars Løkke Rasmussen efterfølgende sagde, at Troels Lund godt kunne blive minister igen.

Ikke en stor sag, men et lille stik, der viser, at fløjkampen lever videre, nu bare på anden hånd, så at sige. Side om side med gammelt nid fra 1990'erne.

Dengang blev Venstre, under Uffe Ellemann-Jensens ledelse, det store parti. Og Uffe Ellemann blev trækplastret for en række af nutidens Venstre-profiler som Lars Løkke Rasmussen, Søren Pind og Jens Rohde.

- Jeg elsker Uffe og får flash-back, når jeg hører hans stemme. Men det var ikke på grund af ham, at jeg meldte mig ind i Venstre.

Allerede som VU-formand kom Kristian Jensen for skade at sige, på forsiden af Berlingske Tidende, at Uffe Ellemann-Jensen var for smart og derfor reelt en udfordring for Venstre. I hvert fald i visse dele af landet - læs: Jylland.

Det var Bøvling, der talte der, og det er heller ingen hemmelighed, at Uffe Ellemanns næstformand, Anders Fogh Rasmussen, lå meget bedre til Kristian Jensen, som ofte er blevet set som en kloning af Anders Fogh. Under Fogh gik Kristian Jensens karriere lodret i vejret, og da Lars Løkke hang med sin første bilagssag tilbage i 2008, var Kristian Jensen nævnt som mulig afløser for Løkke som arvtager.

Det første forbillede

Men det var heller ikke Fogh, der var Kristian Jensens første forbillede, det var tidligere formand for Folketinget, nu afdøde Ivar Hansen.

- Der er steder, hvor jeg ligner Anders, men jeg havde i lige så høj grad Ivar som forbillede. Når han holdt taler, kom de fra hjertet, ikke fra et stykke papir. Han var den klassiske Venstre-pakke. Men måske heller ikke mere end det. Hvor Anders også kunne tale til akademikeren på Østerbro, talte Ivar mere til sine egne, til land-Venstre og højskole-Venstre.

- Det er vores udfordring i dag. Vi skal huske, hvor vi kommer fra, men vi skal også huske, at vi i dag er et parti for hele Danmark, ikke et parti for en enkelt gruppe.

Kristian Jensen ser forårets opgør i Venstre som meget mere end en sag om tøjinkøb for 152.000 kroner. Det er en sag om partiets identitet, men for Kristian Jensen blev det også en sag om hans egen identitet. Om billedet af ham. Han blev talt mere og mere "ned" i det offentlige rum. Hårdt trukket sammen blev der tegnet et billede af ham som en umulius, der aldrig kunne blive til noget.

- Den slags er jo ikke noget, journalisterne finder på, det er kun desperate politikere, der vil påstå det. Det kommer frem, fordi nogen går og siger det.

- Hvad gør man så?

- Når sådan noget sker, bliver jeg irriteret, men jeg bliver også mere stædig. Det skal de sgu ikke have lov at vinde på. Så jeg prøvede at få nogen til at sige det modsatte. Man kan alligevel ikke præcis vide, hvem der har sagt det, så det er spild af tid at gætte. Prøv i stedet at få folk til at komme med positive udtalelser og gerne mange, så det kan give en modvægt. Og så forsøgte jeg endnu en gang at få skabt den relation til folk i organisationen og i folketingsgruppen og andre for at sikre, at jeg stadig havde den opbakning på plads, som jeg fik i 2009, da jeg blev næstformand.

Protesten fra baglandet

Dengang blev han valgt enstemmigt - hvor stor hans opbakning reelt var på hovedbestyrelsesmødet i Odense er der delte meninger om. Kristian Jensen byder ikke selv ind, men nogen mener, at han var et stykke fra de 43, der havde sikret ham en ekstraordinær generalforsamling. Andre mener, at han havde dem. De mest ædruelige er måske dem, der siger, at ingen kender det nøjagtige tal.

Til gengæld gik det ingens næse forbi, at tøj-sagen bød på et bagland, der rejste sig i protest.

- I Venstres historie er det sjældent med den type opgør, men det var meget mere det end en politisk diskussion. Det var et spørgsmål om, hvad er det for en partiorganisation, vi har? Hvad er vores indre værdier?

- Skal I være en virksomhed eller et parti?

- Præcis. Og her har jeg den opfattelse, at Venstre er meget mere end et parti, vi er en folkelig bevægelse. Vi skal være aktive i menighedsrådet, i skolebestyrelsen, i idrætsforeningen, i spejderbevægelsen og alle mulige andre steder. Vi skal ikke være der for at prædike partipolitik, men vi skal være der med vores værdisæt, der forhåbentlig gør, at man præger samfundet i en mere liberal retning.

- I foråret måtte mange spørge sig selv, om vi var en kampagneorganisation eller en folkelig bevægelse? Når der blev brugt ord som "I enhver virksomhed vil man gerne have, at direktøren ser godt ud."

- Jamen, vi har sgu ikke en direktør i Venstre! Det er ikke sådan, at formanden i Venstre kan sige "Mit parti". Det er ikke hans parti. Men han er "Vores formand". Det er ikke ham, der har valgt os. Det er os, der har valgt ham.

- Venstre skal være et parti, der er medlemsbåret, og hvis vi ikke får en bedre dialog internt, så kan man ikke undgå, at der kommer nye konflikter.

- Har du ikke et medansvar for det som næstformand gennem fire-fem år?

- Jeg har medansvar for, hvordan vores politikudvikling har været undervejs. Jeg synes, jeg kæmpede for at holde fast i kontakten til baglandet og organisationen og give plads til sparring og dialog, men der har været for mange gange, hvor kontakten har svigtet.

Sidste weekend var Kristian Jensen flere gange i kontakt med Lars Løkke, men han ville ikke kommentere på bogen om Løkke, "LLR", andet end det salmevers, som samtlige Venstre-folk benytter: At de har lagt 3. juni bag sig og kigger fremad nu.

Det gør de også, de kigger frem mod et valg og ved, at når der ikke kom formandsopgør i Odense, kommer det heller ikke. Den dør er lukket, men fløjene er der stadig. Nu er de bare erkendt.

Derfor har Kristian Jensen også fået Ellen Trane Nørby, en af sine allierede, med i partiets ledelse, hvor Løkke ellers har tronet alene. Det rykker ikke afgørende ved magten, Løkke har stadig flertal, og Ellen Trane er p.t. på barsel, men det er et af de små skridt, Kristian Jensen træder for at udbygge sin magtbase og vise, at han stadig er en aktiv spiller i kampen om partiets toppost.

Over sommeren har han og Lars Løkke rejst rundt i landet og mødt baglandet. Da de var i Ballerup, bemærkede Berlingske, at mens Lars Løkke kørte fra mødet i Venstre-bil med chauffør, gik Kristian Jensen hen og tog toget.

- Jeg så godt artiklen, men vi skulle altså ikke i samme retning.

- Jeg tænkte, at det var smart at være ham, der tog S-toget?

- Jeg gik faktisk forbi en taxa, da jeg gik hen og tog S-toget.

- Fordi du er fra Jylland.

- Ja, og jeg har togkort.

Gymnastikken

Det er ved at være tid til gymnastik.

- Hvis ikke jeg havde ment, at denne her vej var den rigtige at gå, havde jeg gjort noget andet til landsmødet. Enten trukket mig eller stillet op mod Lars. Men hen over efteråret har vores ture vist, at selv om medlemmerne på de lukkede møder har haft mulighed for at komme ud med frustrationerne, stiller de flere og flere rent politiske spørgsmål nu, end de gjorde i starten.

- Derfor oplever jeg sådan set, at det ikke bare er mig og min rolle, der er blevet styrket. Jeg synes også, Venstre er kommet styrket ud.

- ?

- Selvfølgelig havde det været stærkere, hvis vi ikke havde haft den usikkerhed i foråret. Men alternativet, at skulle have en opslidende proces med formandsvalg, ville være værre. I det sidste ende er det i øvrigt også lige meget, hvad jeg synes - det vigtige er, hvad der kommer til at ske i de kommende år.

Så er Oliver klar, og mens Kristian Jensen pakker gymnastiktasken og kysser sin kone Trine farvel - de ses først søndag aften, han skal på gymnastiklejr i weekenden, hun skal på spejderlejr - vender han blikket mod det, der er vigtigt lige nu: Gymnastikken i Alpi-Hallen, som ligger få minutters kørsel fra villaen på Ydertoften.

- Det er mit anker uden for Christiansborg. De forventer, at jeg er der og bidrager, og jeg oplever, at jeg er med til at give noget videre. Noget af det, som mine mange gymnastikinstruktører har betydet for mig.

- Gymnastik er en holdsport, men uden konkurrence. Man konkurrerer med sig selv. Kan jeg lidt mere i denne uge end i sidste uge? Kan jeg gøre det flottere?

Fremme i hallen går Kristian Jensen med raske skridt mod herrernes omklædningsrum og vi tager afsked. Der er ingen snak under træningen.

- Jeg vil bruge det, du fortalte om, at det eneste sjove ved dig er, at du er fra Bøvling.

- Det ved jeg godt. Hvorfor tror du ellers, jeg sagde det til dig?

Mere om emnet

Se alle

Blå bog

Blå bog

Fra forsiden

kundeservice_banner_20140313
StiftenFordele_Webbanner01_223x70 (1)
AvisKlubben_Webbanner_223x70