Log ind

På vej mod en vision

Artiklen er mere end 30 dage gammel

| Opdateret
Per efterkrav forklarer Socialdemokraternes topfolk nu, hvorfor den førte regeringspolitik er så langt fra valgoplægget fra sidste år. Det er bagvendt, men trods alt et forsøg på at komme videre.
Så kom den endelig! Sådan er der i hvert fald nok en lang række socialdemokrater, der tænker, efter at partiets topfolk i går offentliggjorde det, man godt kan kalde en vision for en socialdemokratisk fremtid for Danmark.

I en kronik i Politiken beskrev beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, finansminister Bjarne Corydon, by-, bolig- og landdistriktsminister Carsten Hansen samt gruppeformand Henrik Sass Larsen det samfund, som Socialdemokraterne arbejde for at skabe.

Det er en kronik, der længe har været efterlyst, for mildt sagt har et af regeringens kerneproblemer længe været, at den har været dårlig til at forklare danskerne, hvad alle de hårde reformer skulle til for. Dertil kommer det åbenlyse behov for at forklare, hvorfor regeringens førte politik har været så væsensforskellig fra den linje, som man gik til valg på.

Meningsmålingerne med deres brutale torden vist, at vælgerne i høj grad synes, at de har fået en anden vare, end den de valgte 15. september sidste år, og at de ikke er entydigt tilfredse med forandringen.

Spørgsmålet er så, om kronikken beroliger kritikerne?
Først og fremmest skal der nok mere til end noget så elitært som en aviskronik. Den skal som minimum suppleres med handling samt selvfølgelig bred kommunikation til hele vælgergruppen. Men det kan samtidig opleves som tvivlsomt, om den fremlagte vision så overhovedet er den, som nok vælgere vil have, til at en regering med Helle Thorning i spidsen bliver andet og mere end en engangsforestilling, som at dømme efter det første lille år vil få an plads i historiebøgerne som en løftebrudsregering.

Til gengæld ligger der ansatsen til store resultater, hvis kronikkens ord går hen og bliver til virkelig gennemførbar politik. Hør blot ambitionsniveauet:

”Vi står i 2012 i spidsen for en regering, der skal indhente det forsømte årti, rydde op efter en af historiens største nedture og samtidig sætte kursen mod det langsigtede og holdbare. Vores projekt er at skabe den dygtigste generation nogensinde, at fastholde den fri og lige adgang til velfærdssamfundet, at række ud efter langsigtet og holdbar vækst og foretage den største sociale omvæltning set i generationer.”

Sådan lyder den socialdemokratiske ambition version 2012.
Uddannelse, regulering af de uregerlige markedskræfter og lige adgang for alle til velfærd. Næppe noget helt tosset sted at starte, for et ledende regeringsparti, der ikke bare skal kickstarte en samfundsudvikling i tilbagegang og krise, men samtidig et parti, der nok vandt magten, men altså tvang sig selv til en ny vej, end den man ellers havde anvist vælgerne inden valget.

Men altså også en vej, som nu skal forklares med tilbagevirkende kraft. I realiteten er der tale om en regeringstop, der nu så at sige afstemmer sin politiske vision efter den politik, man har ført sammen med De Radikale.

Normalt ville visionen naturligvis blive fremlagt tidligere, men i det mindste har man nu forsøgsvis skabt ligevægt mellem ideologiske udmeldinger og gennemført politik. Og man må så spørge sig selv, hvilken rolle SF nu ser sig selv i? For kronikken er i al væsentlighed et forsvarsskrift for den økonomiske politik, mange SF’ere har så svært ved at sluge, men som hos De Radikale er en selvfølgelighed.

De Radikale vandt, SF tabte, og Socialdemokraterne forsøger nu per efterkrav at forsvare og forklare hvorfor. Og samtidig betones statens kontrol over markederne i kronikken så demonstrativt, som råbte man ind i hovedet på Johanne Schmidt-Nielsen og de andre enhedslistefolk: "Se, vi er faktisk socialister."

Det kan blive svært at komme videre med, for der er langt fra De Radikale til Enhedslisten. Men i tråd med Thornings helt store præstation som formand gennem nu mere end syv år, nemlig at samle et splittet parti, er det værd at lægge mærke til, at de fire kronikforfattere repræsenterer alle dele af partiet.

Sass Larsen er motoren, der skal drive projektet frem. Corydon er Thornings nærmeste, Mette Frederiksen er mange interne kritikeres fremtidshåb, mens Carsten Hansen signalerer, at fagbevægelsen – fortiden – også er med.

Der er anvist en vision, om den virker, vides ikke endnu. Men lige nu er det mindst lige så vigtigt for Socialdemokraterne, at den kom.
  • Mylenberg_Troels_(2015)_014

    Af:

      Regler for kommentarer

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere