Log ind

Rejseparret fra Strib: Fra enspændere til flokdyr

  • Rejseparret fra Strib: Fra enspændere til flokdyr
    1 / 2
    Det unge rejsepar er nået til Peru, hvor de med en gruppe andre rejsende følger Inka-ruten.
  • Rejseparret fra Strib: Fra enspændere til flokdyr
    2 / 2
    Det peruvianske bjerglandskab er noget helt for sig selv.

Artiklen er mere end 30 dage gammel

Amalie Scheel og Nikolaj Schou, de rejselystne venner fra Strib, er nået til Peru, hvor de blandt andet besøger den gamle inka-højborg Machu Picchu.

Grupperejser har aldrig tiltalt mig synderligt meget. Tanken om at nogle skulle bestemme min rejse for mig ned i detaljer som, hvor jeg skulle spise, har føltes helt klaustrofobisk. Med det sagt har jeg altid smugkigget lidt på de, som har været på grupperejser med et par gram misundelse, for alle har altid talt så godt om det. "Det er nok bare ikke lige mig", er så det kompromis, jeg er endt på.

Halvt år i rygsæk

Brødtekst

I januar tog Amalie Scheel og Nikolaj Schou ud på deres drømmerejse.

De to venner, der har en fælles fortid på Strib Skole, skal igennem otte lande.Thailand, Malaysia, Singapore, Australien, New Zealand, Peru, Bolivia, Brasilien.22. juni returnerer de til Danmark, og indtil da vil de løbende berette om deres oplevelser i Melfar Posten.

Nikolaj Schou er passioneret fotograf, mens Amalie Scheel elsker at skrive. I dette afsnit befinder de sig i Peru.

Indtil for et års tid siden, da Nikolaj og jeg var til vores første rejseplanlægningsmøde. Vi var ret enige om, at Inkaruten i Peru var højt på vores ønskeliste, så da vores rejsekonsulent fortalte, at det nærmest kun var en mulighed med en gruppe, blinkede vi ikke, før vi trykkede "bestil".

En del af en gruppe

Og egentlig har den der grupperejse bare ligget som en fjern plet ude i horisonten, der kom tættere på uden egentlig at gøre sig bemærket. Men som med alt andet, hvor tid er en faktor, gik det meget hurtigere end forventet. Pludselig stod vi der i en hotellobby i Lima og kunne læse vores navne på en seddel ved siden af 16 andre navne med et mødetidspunkt under. Første møde med den gruppe af mennesker, som vi skulle være sammen med dag ud og dag ind i 15 dage. Mave-sommerfugletrafikken intensiveredes.

Mødet var en nøjagtig kopi af de første skoledage, jeg har været til. Alle meget generte og afventende os selv inklusive. Stemningen løsnede sig dog hurtigt, da vores guide åbnede munden og med det samme smittede os alle med godt humør og rullende r'er.

At fire canadiere dukkede op småfulde 10 minutter efter mødetidspunktet hjalp kun på isbrydningen! Og som med alle andre lejrskole-lignende aktiviteter gik der ikke længe, før snakken gik lystigt, og alle var venner med alle.

Skemalagt hverdag

Men hvordan var det så at gå fra vores rutineprægede duo til fællesmåltider og faste mødetidspunkter? Meget lettere end forventet. Faktisk var det en hel befrielse! Tænk engang, så var der lige pludselig nogen, der havde arrangeret ALT for os uden, at vi skulle løfte en finger. Alt det jeg har haft imod grupperejser, var lige pludselig det, jeg satte allermest pris på. Man lærer så meget. Vi fik endda et helt ægte skema. Som at gå i skole uden alt det kedelige.

Noget af det fedeste ved at rejse, efter min mening, er at planlægge, lave lister og undersøge, og det har jeg også elsket på vores tur. Men noget af det kedeligste ved at rejse er også præcis de ovennævnte ting. Efter fire måneder passede det perfekt med lidt mere skema og lidt mindre egenansvar.

Og så kan man ikke snakke om grupperejse uden at inddrage de mennesker, man deler den rejse med. Vi var 18 mennesker, som var forskellige på utallige områder; land, kultur, opvækst, værdier osv. Rejselysten havde vi dog alle til fælles, og den har en tendens til at binde nogle bånd mellem de mennesker, der deler den. Vi blev alle det, man uden overromantisering kan kalde venner, og sådan nogle venskaber er værd at holde fast i. På vores fire dages vandretur mod Machu Picchu delte vi også både toiletkø og lårkramper - tættere på hinanden kommer man altså ikke.

Farvel til venner

Nu er der sat flueben ved samtlige punkter på skemaet, og folk er hver især rejst videre. Som alle andre farveller var det lidt sørgeligt at vinke farvel, for om vi nogensinde ses igen er uvist. Hvad der dog er ganske vist, er, at vi har delt nogle fantastiske og ganske særlige øjeblikke sammen, og dem behøver vi aldrig at sige farvel til. Heller ikke efter vandrevablerne er helet.

  • Af:

Mere om emnet

Se alle
5
Sidste reportage: Ungt rejsepar fra Strib vender hjem

Sidste reportage: Ungt rejsepar fra Strib vender hjem

      Regler for kommentarer

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere