Log ind

Madanmeldelse: Lyserød sejr i landsbyen

  • Madanmeldelse: Lyserød sejr i landsbyen
    1 / 5
    Sortebro Kros cafe i Den Fynske Landsby triumferer på det lyserøde område - rabarbertrifli og fuldstændig forrygende røget laks.
  • Madanmeldelse: Lyserød sejr i landsbyen
    2 / 5
    Anmeldelse af Café Krostuen, Sortebrødre Kros café i Den Fynske Landsby.
  • Madanmeldelse: Lyserød sejr i landsbyen
    3 / 5
    Anmeldelse af Café Krostuen, Sortebrødre Kros café i Den Fynske Landsby.
  • Madanmeldelse: Lyserød sejr i landsbyen
    4 / 5
    Anmeldelse af Café Krostuen, Sortebrødre Kros café i Den Fynske Landsby.
  • Madanmeldelse: Lyserød sejr i landsbyen
    5 / 5
    Anmeldelse af Café Krostuen, Sortebrødre Kros café i Den Fynske Landsby.

Artiklen er mere end 30 dage gammel

| Opdateret

Sortebro Kros cafemad ligger milevidt over den sædvanlige turistføde. Den alene er en tur i Den Fynske Landsby værd

Det er sjældent en stor fornøjelse at spise sig mæt på turistattraktioner. Ofte er det noget med slatne sandwiches og pomfritter og kyllinge-nuggets til ungerne.

Det problem har Den Fynske Landsby løst til et 12-tal. Og løsningen lå da også lige for:

En af øens absolut bedste restauranter, Sortebro Kro, har til huse i landsbyen, og fra denne sæson har den åbnet for cafeservering i den gamle, nyrenoverede krostue og ikke mindst haven ved siden af. Så nu er der et reelt og ret prisbilligt alternativ til de ikke helt billige frokostretter i restauranten.

Med et lille, overskueligt frokostkort med simple serveringer, der lægger sig et sted mellem moderne danske frokostretter og fransk bistroinspiration, ville undertegnede bestemt droppe alle tanker om madpakker til en familietur i landsbyen.

Men nu var det en tur i avisens tjeneste, så madpakkerne kom overhovedet ikke på tale. Det gjorde en seriøs rundtur i menuen til gengæld.

Bænket under en bagende augustsol i haven mellem frugttræer, honningbier og guldsmede tog det os et øjeblik at greje, at ingen ville komme og tage imod vores bestillinger, inden jeg gik ind i den gamle lavloftede krostue og bestilte fire små frokostretter.

Syndig laks

En charcuteritallerken med to slags pølse, en lufttørret skinke fra Aalbæk-slagteren, noget der formentlig var lomo - lufttørret svinekam efter spansk princip - og et beskedent stykke svineterrine. Serveret i en fin lille trækurv var det i sig selv en glimrende ret med alle elementer i høj kvalitet. Det var dog den, vi ville have valgt fra, hvis vi havde nøjedes med tre serveringer, fordi der var endnu bedre ting at hente i især den røgede laks.

Restauranten ryger den selv med kold røg, og det var den bedste af slagsen, undertegnede nogensinde har spist.

Den var blød som barmen på en sund og naturlig kvinde, uhyre diskret røget og skåret i centimeter tykke skiver. Så tykke skiver at det havde været noget værre møg, hvis ikke kvaliteten var så høj. Men her betød det et møde med en så himmelsk konsistens, at det nærmest føltes syndigt. En fed rygeostecreme var med til at få klokkespillet til at ringle højt og harmonisk, men kunne faktisk sagtens have været undværet, fordi den lyserøde sødme i laksen stod så rent og smukt solo.

Og så var der en lille løgtærte på butterdejsbund med en ordentligt bjerg af skinken fra charcuterikurven ovenpå, drysset med parmesan. En vellykket variation over den franske klassiker pissaladiere.

Og der var mere af det klassisk franske. En selvstændig servering af svineterrin lavet på sprængt skank sparkede den danske sylte i grøften og ræsede udenom med 180 i timen. Det, der i særlig grad trykkede gaspedalen i bund, var remouladen ovenpå. Og det var ikke den skamløse danske version, der er fesengul, ganeklæbende fedtstof mættet med hvidkål i eddike, men den franske original med fintsnittet knoldselleri i smukt ægteskab med en cremet majonæse og her også med syrlig æble og grov sennep. Sammen med en dyb, rund og koncentreret smag af glad gris fra terrinen var vi ude i en af de smagskombinationer, som hører hjemme i en opslagsbog over ting, der bare ikke kan gå galt, så længe de bliver frembragt med kærlighed.

Jeg kunne leve i en uge af ikke andet end lyserød svineterrine og laks fra Sortebros cafekøkken, hvis det skulle være.

Til gengæld må man sige, at cafeen har det svært med brød. Ikke så meget kvaliteten af brød, men omgangen med det. Noget af landbrødet var decideret til den gamle side, og det hele var plaget af at have ligget og været skåret i for lang tid. Rugbrødet var heller ikke decideret friskbagt.

Det søde bestilte vi samtidig med det salte for at slippe for at gå to gange, så vi ryddede selv bordet og løftede rabarbertrifli og brødbudding op fra stolen ved siden af.

Raberbertrifli kan man få på mere ambitiøse steder i dekonstruktioner med skum og koldt og varmt og halløj, men hvorfor rode med en god ting, når makronknas, et fedt lag sød kompot, flødeskum og mere makron nu engang er så velprøvet og effektiv en dessert?

Brødbuddingen var to stykker kage med rosin og abrikos og god creme fraiche. En dessert, der krævede sult.

  • Fyens Stiftstidende

Mere om emnet

Se alle

Samlet vurdering

      Regler for kommentarer

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere