Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere>>

fyens.dk

Fyens Stiftstidende - Fyns Amts Avis

fyensdk
 
  • Del artiklen:
Forført af dukkeføreren

Forført af
dukkeføreren

Annonce:

Ny anlæg af have, belægning, fliseanlæg, fældning, beskæring og rullegræs.

Ny anlæg af have, belægning, fliseanlæg, fældning, beskæring og rullegræs.

På I Pupi Siciliani kan du vælge mellem fire antipasti. For eksempel papirtynde skiver af let røget tun med syrnet fløde og bær. Foto Lasse Hansen
Foto: Lasse Hansen

Artiklen er hentet i arkivet

I Pupi Siciliani, Vindegade 71 5000 Odense C Tlf. 661116 69 www.ipupisiciliani.dk/

Stemningen på I Pupi Siciliani oser af italiensk charme. Er du sulten og vil have det hele med, skal du medbringe den store tegnebog

I Pupi Siciliani

Vindegade 71 5000 Odense C Tlf. 661116 69 www.ipupisiciliani.dk/

Bum! Lige fra vi træder ind i den lille, sicilianske restaurant på Vindegade, får vi et spark i hovedet af den italienske støvle. Duften, varmen og lydene. Det er, som er vi trådt ind igennem et ormehul: Odense på den ene side. Italien på den anden.

Og duften får mundvandet til at løbe. På en tavle står et citat af George Miller - manden bag Mad Max-filmene: "Det eneste problem med at spise italiensk er, at man er sulten igen efter fem, seks dage."

Vi beslutter os for at teste sandheden af det udsagn samt spændvidden i køkkenet og går planken ud med antipasti, primi, secondi og dolci.

Det skal vise sig at blive en halvdyr fornøjelse.

Vi bestiller et glas af husets hvidvin, kigger på menuen og undrer os over, hvor det obligatoriske brød bliver af.

Det kniber lidt med pladsen ved det bord, vi først får anvist, men vi får lov til at skifte position, da en gruppe på fire er færdige med at spise og forlader restauranten.

Stedet er moderne indrettet med solide, kvadratiske borde og behagelige stole. Fra den ene væg hænger nogle teaterdukker - en reference til restaurantens navn, som tager afsæt i det traditionsrige, italienske dukketeater "L'Opera dei pupi".

Som hos mama

Vores forretter er helt traditionelle. Min ledsager får den klassiske, sicilianske ret arancina - en friturestegt risbolle med ragufyld. Straks efter første bid får den et anerkendende nik. Sprød skorpe og godt bid i risene. Der er ikke voldsomt meget ragufyld. Til gengæld er der rigelig umami i parmesancremen.

Min ret er anderledes fersk. Papirstynde skiver tun med syrnet fløde og bær. Tunen er let røget og smelter på tungen. Bærrene og mynten skaber gode nuancer; jeg savner dog noget, der kan knække syren.

Endelig kommer tjeneren med brødet. Det er rustikt og salt. Jeg dypper en skive i den fremragende olivenolie, der står på bordet. Det hjælper.

Primi over secondi

De klejne glas vin rækker knap nok til forretten, og vi bestiller en flaske Friulano Collio fra Ronco Blanchis. God syre, duft af mark og toner af æble i smagen.

Den passer perfekt til min risotto con speck, som sidder lige i skabet og i sig selv er et besøg værd. Den er cremet med godt bid i såvel ris som de grønne asparges, og der er knas fra flæskesvær og parmesanchip. Det er italiensk, når det er bedst: simpelt og smagfuldt.

Det samme gør sig gældende for ledsagerens rigatoni med torsk. Pastaen er al dente til perfektion med masser af smag af tomat og hav.

Vores to secondi-retter fortryller og forfører ikke helt på samme måde. "Elefant­øret", en stor svineschnitzel, smager skam fint; paneringen er lækkert sprød, kødet mørt med tilpas smag af citron. Dertil dejlig, fed sauce tartare, men det tager sig lidt klodset ud på tallerkenen og er ikke så indbydende for øjet som min primi piatti.

Dessert i gryden

Torsken på den anden side af bordet er også flot tilberedt. Kødet er hvidt og saftigt, krum­men på toppen er sprød med mild appelsinsmag, og marsalareduktionen smager af mere (læs: Der var ikke nok af den). Det halter dog med præsentationen.

Med desserterne er vi igen tilbage på sporet hvad anretning angår. Chokoladekuglen, som min ledsager får serveret, er mørk og intens og tager sig smuk ud oven på den hvide creme flankeret af kirsebær, der bidrager med farve og frugtsyre.

Min tiramisu er fornemt serveret i en lille emaljegryde. Mascarponecremen er luftig og fyldig, og rettens ladyfingers har god smag af kaffe uden at være våde. Det er himmelsk.

Når jeg alligevel kun kaster fire stjerner efter I Pupi Siciliani, hænger det sammen med prisen. Uden mulighed for at vælge en tre- eller firerettes menu bliver det en pebret omgang at teste det italienske køkken fra antipasti til dolci. Ser vi bort fra vinen, koster vores fire retter 526 kroner per person. Det er efter min mening for dyrt i forhold til, hvad andre restauranter i Odense kan tilbyde.

Men maden er absolut anbefalelsesværdig. Vi er glade og mætte, da vi forlader restauranten. Og jeg tænker, at der nok går et par dage, inden jeg er sulten igen.

Mere om emnet

Se alle

Samlet vurdering

Fra forsiden

kundeservice_banner_20140313
StiftenFordele_Webbanner01_223x70 (1)
AvisKlubben_Webbanner_223x70