Log ind

Kvindeløb: I mudder til halsen

  • Kvindeløb: I mudder til halsen
    1 / 11
    Nogle har overskud til at gennemføre i udklædning. Andre koncentrerer sig om udfodringen, og allerede relativt tidligt i løbet bliver deltagerne kolde og våde.
  • Kvindeløb: I mudder til halsen
    2 / 11
    Kun en ganske lille del af ruten går ad grusstier og asfaltvej. resten af turen er det på ujævnt område eller stier, som de foranløbende har trampet. Derfor er det også en fordel af have lange bukser og en lang trøje på.
  • Kvindeløb: I mudder til halsen
    3 / 11
    Det er helt umuligt at få flow i løbet. Til gengæld er der masser af overraskelser undervejs.
  • Kvindeløb: I mudder til halsen
    4 / 11
    Flere steder er der tove at holde i. Det gælder især ved vandløb elelr særligt glatte områder.
  • Kvindeløb: I mudder til halsen
    5 / 11
    Det gælder om at hjælpe hinanden, og langt de fleste løber også sammen med nogle, de kender.
  • Kvindeløb: I mudder til halsen
    6 / 11
    Hellere bruge et øjeblik ekstra på at kigge sig godt for end risikere skader. Her er det Livsstils journalist, der koncenterer sig om at komme sikkert ned af en af løbets sidste forhindringer.
  • Kvindeløb: I mudder til halsen
    7 / 11
    Tænk at få lov at hoppe rundt ovenpå andres biler, og så iført mudder fra top til tå.
  • Kvindeløb: I mudder til halsen
    8 / 11
    Et bad er påkrævet efter strabadserne. Og der var masser af varmt vand i de opsatte kabiner.
  • Kvindeløb: I mudder til halsen
    9 / 11
    Livsstil journalist er klar til start - og stålsat før løbet. Hvad venter der mon?
  • Kvindeløb: I mudder til halsen
    10 / 11
    Smadret, men tilfreds. En god time efter starten er målstregen passeret. Nu skal det bades!
  • Kvindeløb: I mudder til halsen
    11 / 11
    Før og efter. Billedet snyder en smule, for selv om jeg var smadret efter løbet var jeg også en stor oplevelse rigere.

Artiklen er mere end 30 dage gammel

Forhindringsløb i militær stil tiltrækker masser af helt almindelige kvinder, der hverken er vant til at træne hårdt eller længe. De vil udfordre sig selv, lade sige overraske og gider ikke kedelige løberuter på landevejen.
Livsstil sendte en journalist til Ladies Mud Race i Fredericia sammen med knap 250 andre kvinder.

Hvinene er det første, man hører.

Kvindehvin. Af lige dele fryd og forfærdelse. Lydene smyger sig om træerne og trænger sammen med den lavthængende efterårssol ind gennem hver en sprække.

Det må være en af de grumme forhindringer, der lurer forude. Måske søen? Den, hvor det bedre kan betale sig at svømme end vade, så skoene ikke sidder fast i lerbunden.

Ladies Mud Race

Er et cirka syv kilometer langt trailløb i varieret terræn arrangeret af Fredericia Firmaidræt med 60 naturlige forhindringer bestående af søer, vandløb, mudder, blåler, træer og bakker. Dertil kommer 15 byggede forhindringer som bigballer, krybetråd, klatreture og meget mere.

Løbet var et testløb arrangeret i forbindelse med Xtreme Mandehørm, der er længere og kun for mænd.

Løbet handler ikke om at komme først, men om at nyde turen og komme igennem.

Der arrangeres også mudderløb for kvinder andre steder, og interessen for dem er stigende.

Lidt let løb ad en nytrampet, ujævn skovsti og et par sving senere dukker den op.

Jeg har mudder på hagen, lerklumper på løbeskoene og ømme stænger. Griber fat i hjælpetovet og tager et skridt frem. Det er, som om det piv-kolde vand giver et sært klarsyn. Et øjeblik registrerer jeg enhver detalje med minutiøs præcision.

Vandet, der pibler ind og lægger sig som en tætsiddende kåbe. Hvinet, der som rygradsreaktion undslipper struben. Igen. Og igen. Og igen. Selv om jeg for alt i verden ikke vil lyde som en hysterisk teenager til en popkoncert. Knogler, der stritter sært, når de registrerer vandets omsvøb. Fødder i nærkontakt med siv. Fødder, der for alt i verden holder sig i gang, så de ikke synker ned og sætter sig fast på bunden.

Det føles, som om jeg står i mudder til halsen.

Så kaster jeg mig frem mod det første svømmetag og vender instinktivt vrangen ud af munden, da den første dråbe søvand rammer.

En lille time tidligere emmer Hyby Fælled ved Ryes Kaserne i Fredericia af lyst til udfordringer.

Næsten 250 kvinder er mødt op for at deltage i det første Ladies Mud Race, der er kvindernes udgave af Xtreme Mandehørm.

Syv kilometer ad ujævne, snoldede stier, 60 naturskabte og 15 menneskeskabte forhindringer venter.

De fleste har hørt om en grum sø undervejs. De færreste ved andet end det. De har kriller i maven, stramt snørrede sko, arbejdshandsker og en forventning og at blive udfordrede, overraskede og beskidte.

- Man kan mere, end man tror, og så ser det simpelthen så sjovt ud, lyder det fra et par veninder i 40'erne.

Nogle har kroppe, formet af en langvarig og dedikeret træningsindsats. Andre har bare lyst til at hygge sig med aktive ligesindige.

Nogle er gode løbere. Andre kan på ingen måde få øje på formålet med at forcere en lang, lige strækning, hvis ikke den byder på forhindringer undervejs.

Det handler ikke om at komme først, men om at nyde turen undervejs.

- Der er ingen tvivl om, at der er behov for den her type løb. Det tænder noget hos de her kvinder, og når vi har setup'et til Xtreme Mandehørn, er det dumt, at vi ikke tænker kvinder ind i det, siger Ib Østergaard fra Fredericia Firmaidræt, der står bag de to trailløb.

Det er primært kvinder mellem 35 og 50 år, der deltager i det første Ladies Mud Race. Først var der 100 startnumre, men interessen var så enorm, at arrangørerne allerede efter få dage besluttede at udvide antallet til mere end det dobbelte.

- Løb ændrer sig med årene, og folk vil gerne have noget mere grænseoverskridende og ekstremt, oplever Ib Østergaard.

Urytmisk fremdrift

Hans ord om, at alle, der kan løbe fem kilometer, også kan gennemføre Ladies Mud Race, beroliger mig, og det er der brug for lige før startskuddet til ruten, der er tilrettelagt med hjælp fra en premierløjtnant fra Telegrafregimentet.

De første bigballer tårner sig op, da jeg kommer løbende mod dem. I tankerne er det et elegant hop, et sving med højrebenet, lidt armkræfter, og så er den forceret.

Virkeligheden er til lavere stilkarakterer. Men jeg maver mig fint op på både første og andet plateau, hopper ned uden frygt og løber videre med blikket stift rettet mod underlaget, stærkt bekymret for at vrikke rundt. Så let bliver det ikke ved at gå.

Fremdriften er urytmisk. Det vante løbeflow, hvor tanker kommer og går, mens kilometerne forsvinder bag mig, er et fatamorgana.

Det er op, ned, rundt. På maven. Et hop til siden. Et lumsk hul, der får overkroppen til at bøje sig pludseligt forover, mens armene pr automatpilot forbereder sig på - måske, måske ikke - at skulle agere afbødningsramper.

Krampe i lårene

Jeg når at kigge op og ærgre mig over, at det er aldeles umuligt at nyde den smukke, efterårsgyldne natur og kystlinjen ved Trelde Næs. Så kommer de næste halmballer.

Om det er før eller efter vandløbet, der første gang får løbeskoene til at føles som enorme klumpfødder af skvulpende vand, ved jeg ikke. Måske er det nødvendigheden af konstant at være årvågen og fuldstændigt tilstede i nuet, der får rækkefølgen af forhindringerne til at fordufte i den klare efterårsluft.

I hvert fald er mine muskler kolde, da jeg skal bruge halmballen som afsæt for at komme over en høj betonvæg, og det bliver ikke bedre af, at der er kø.

Jeg lurer lidt.

Hvem vil selv, og hvem vil gerne have en hjælpende hestesko? Hvornår er mit moment?

Så ser jeg det. Hopper op og svinger benet. Lander tungt. Men ikke oppe, som håbet. I stedet hænger jeg som en mudret sæk og klamrer mig til plateauet. Der er ikke noget at gøre. Ned igen. Nyt afsæt og så lykkes det, selv om begge forlår kramper en anelse.

Jeg prøver at løbe, men må stoppe op et øjeblik og strække ud. Så er det videre.

Klistrede klumpfødder

Inde på det lange skovstykke er det med at tage sig i agt for tornebesatte grene. Flere gange må jeg ned at gå. Ikke fordi reserverne er opbrugt, men fordi det ikke giver mening at piske ind i det ufremkommelige krat for at overhale.

Så kommer det udspændte net. Det er fristende bare at hoppe op og klatre løs, men høresansen opfanger brudstykker af en samtale foran mig, og jeg indser det fornuftige i at søge mod den laveste og mest stabile side af nettet. Alligevel dingler jeg noget, for når én får krænget sig over toppen, tipper balancen fuldstændigt. Jeg presser min ene læg mod tov-overliggeren og tvinger kroppen over, mens jeg priser mig lykkelig for arbejdshandskerne, der hverken er lækre at have på eller smarte, men i den situation redder mig fra en vabel. Så er det videre.

- Er det snyd at løbe heroppe i skovbunden?

Stemmen kommer bagfra, da vi nærmer os en leret å. Svaret falder prompte.

Selvfølgelig er det snyd. Fødderne synker i, ankler er ikke synlige.

Svup, siger det, hver gang det lykkes at løfte foden og tage et skridt. Det er hele meningen, og da først det bliver sagt højt, er det, som om at der går legebarn i hele rækken af mudderindsmurte kvinder.

Pludselig er det ren fryd at have lysebrune, klistrede klumpfødder, og fornemmelsen af at løbe på dem er så anderledes end normalt, at al energien samles om at lægge mærke til de sumpede afsæt.

Knas mellem kindtænderne

Så er det, lyden rammer.

- Det er nok søen, der kommer, funderer en af de andre.

Jeg overvejer ikke engang det fornuftige i at gå i. Der er heller ingen grund til at tage mentalt tilløb. Grænserne er for længst rykket, og det bliver ikke mindre koldt af at vente.

Vi ligger tæt, og der skal ikke mange svømmetag til at komme over.

Nakkehårene bliver våde af andet end sved, og det knaser lidt mellem kindtænderne.

Kortvarigt undrer jeg mig, mens jeg knokler for at få fodfæste på den modsatte bred. På eget initiativ og ganske frivilligt løber jeg en fredag aften - gennemkold og med en dunst af klamt ler i hver en pore - rundt på et militært øvelsesterræn.

Så tager endorfinerne over. Jeg behøver ikke granske dybt eller diske op med indviklede forklaringer. Det er sjovt, og jeg er høj af oplevelsen. Andet behøver jeg ikke mærke eller forstå.

Et varmt bad trækker

En speakerstemme strømmer fra målområdet, da først vi rammer åbent land igen. Der kan ikke være langt igen.

Løb bliver til gang.

Slangen af gennemblødte kvinder går i stå. Der er kø ved de sidste forhindringer.

- Der er edderkopper dernede, lyder det fra tilskuerne i målområdet.

Det passer næppe.

Sjældent har jeg glædet mig så meget til at glide ned i et leret hul for at trække mig op på maven.

Videre, videre, videre.

Tiden og placeringen er uden betydning, men badet trækker.

Det ryger fra en af de to overdækkede containere. Under presseningen er lugten fæl og klam. Utålmodigheden spreder sig.

Videre, videre, videre.

Så er vi der.

Rullefaldet må vente

Målstregen ligger kun nogle få meter fremme. Først er der bilerne.

To og to er de parkerede med fronten mod hinanden og uden mellemrum til passage. Det er op på køleren og ned i en fart.

Men det gør man jo ikke. Biler er noget, man passer på. Ikke noget man hopper og danser på.

Jeg er ydmyg, da jeg hopper op på de første to. Jeg lander med en fod på hver bil, mens jeg spekulerer på, om jeg laver buler i dem.

Så står jeg på den næste. Samme forsigtige tilgang, mens jeg ærgrer mig over, at jeg hverken er fjerlet eller mere kæk.

Hvor tit er det, man får lov at hoppe rundt på biler?

Nej, vel.

Allerede da jeg løber over målstregen, beslutter jeg mig for at lave rullefald næste gang.

For der bliver en næste gang.

Syv kilometer, 60 naturskabte og 15 menneskeskabte forhindringer har på intet tidpunkt føltes langt eller kedeligt, men udfordrende og overraskende.

Så gør det mindre, at jeg står rød, kold og med store plamager af skidt på kroppen, efter at have krænget det våde tøj af. Eller at lugten af mudder bliver ved med at hænge i næseborene et døgns tid.

Mere om emnet

Se alle

Ladies Mud Race

      Regler for kommentarer

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere