Log ind
BREAKING NEWS
- Hurra! Svendborg Rabbits vandt bronze

Klumme: Hjælp, jeg er kommet på museum

Klumme: Hjælp, jeg er kommet på museum
Af: Trine Gadeberg livsstil@jfmedier.dk

Frilandsmuseet Hjerl Hede, Den Gamle By i Aarhus, Vikingemuseet i Ribe og andre lignende museer har altid fascineret mig. Jeg elsker at gå rundt disse steder og opfange noget af forhistorien, og den måde vi har levet på. Specielt er jeg helt pjattet med, hvis der også er aktiviteter og mennesker der render rundt i fortidens tøj, og bager brød og kværner smør. Jeg får altid lyst til at skrue tiden tilbage, for at forstå deres levevilkår og være helt tæt for at mærke historiens vingesus. Jeg nyder at kunne læse om deres levevaner, se gamle opskrifter og dermed blive klogere på den samtid vi lever i nu og her. Måske er det også fordi de repræsenterer en tid jeg ingen kendskab har til, hverken i form af dufte eller de dimser de brugte til at lette hverdagens gøremål.

Den Gamle By i Aarhus har på samme måde tiltrukket mig. Den gamle købmandsgård, bolsjekogerier, urtehaver med navne, vi knapt nok kender i dag, halm i sengene, og sparsomme møbleringer. Derfor valgte jeg også for et par dage siden at tage til Den Gamle By endnu engang for at snuse rundt og henføre mig til fortiden. Jeg forestillede mig at gå i solskinnet og opdage nye gamle dimsedutter fra 1800-tallet, mens røgen fra de små huse steg op af skorstenene. Men jeg fik et mentalt chok, for midt i al halmtræskotramp og hestekærrer var der opført en lille by fra 1970'erne. Og her taler jeg ikke om 1870, men om 1970'erne! I og med jeg så dagens lys i det herrens år 1969, ja, så var det som at plumpe direkte ned til min barndom. Jeg satte mig målløs på en bænk og sundede mig over, at jeg nu er blevet et museumsobjekt.

For alt var genkendeligt lige fra den orange rygsæk over de orange møbler og matchende gardiner til det grønne filtgulvtæppe og de massive reoler med Gyldendals Leksikon og Anders And-blade. Da jeg åbnede køleskabet, var det så virkelighedsnært, at det var lige før, at jeg begyndte at drikke af mælkekartonen. Alt interiør lige fra askebægre til kaffekoppen var som at sidde i barndomsstuen igen, mens Jørgen Hjorting stemme beroligende hørtes i baggrunden. Der var også mors brune nylonstrømper, der hang til tørre side om side på brusestangen, fars pladespiller og ikke mindst ryatæppet.

Der var endvidere et spejderlokale med alle de ting, jeg selv havde siddet og fiflet med i min tid som spejder. Og ungdomsklubben i kælderen mindede mig om alle de sjove sodavandsfester, vi holdt der, mens vi lyttede til høj disko- og rockmusik og så film fra de der store filmspolemaskiner. Ja, det var før movieboksen blev introduceret. Sjovt var det også at se alle de der automater, der hængte ved butikkerne, hvor man kunne købe pornoblade og wienerbrød.

Tid er godt nok noget mærkeligt noget. Vi opfanger ikke, at ting forandres så dramatisk, som det jeg blev konfronteret med nu. Selv børnehaven var så genkendelig, og jeg kunne lige pludselig opfange lyde fra en tid, jeg troede jeg havde glemt alt om. Jeg gik der helt alene, men ønskede, at hele min pukkelryggede familie var sammen med mig for at opleve det. Til diverse familiefester er det altid de samme historier, vi minder hinanden om, men her var interiøret, duftene, butikkerne og gaderne den perfekte ramme for at blive ført tilbage også visuelt. Jeg gik direkte op og takkede en medarbejder for at få dette vidunderlige gensyn tilbage i min erindringskuffert. Jeg fik pludselig muligheden for at se lille Trine med søskende hinke og hoppe i elastik, lige indtil vores mor kaldte os ind til endnu en gryderet med cocktailpølser og grønne ærter. Tak til Aarhus for dette vidunderlige minde bortset fra ærterne!

      Regler for kommentarer

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere